Volmer

I byerne var fire grupper: arbejdsgivere, funktionærer, arbejdere og offentligt ansatte. Der var store forskelle mellem grupperne, men også inden for hver gruppe var der forskel på 'høj og lav', både når det gjaldt indtjening og anseelse.

Arbejdsgiverne omfattede den rige industrimagnat og den lille håndværksmester. Funktionærerne var en voksende gruppe. Det var en følge af industrialisering og urbanisering. Større virksomheder fordrede mellemledere af alle slags - og med stor forskel i indtjening.

De offentligt ansatte strakte fra den laveste kontorist til kontorchefen i departementet.

Det store skel i arbejderklassen bestod mellem faglærte og ufaglærte arbejdere. De faglærte havde med stærke fagforeninger i ryggen tilkæmpet sig tålelige lønforhold, mens de ufaglærte haltede bagefter.

Kvinderne var ofte ufaglærte i industrien og generelt ringere betalte end mændene.

Nederst i hierarkiet var fattighjælpsmodtagere. Der kunne i princippet alle havne – som følge af sygdom, forsørgers død eller arbejdsløshed.

I 1850 var den eneste sociale ydelse fattighjælp. En modtager af fattighjælp fik samtidig frataget sin stemmeret og flere andre rettigheder.

Frem mod år 1900 forsøgte man i stigende grad at gøre det muligt for anstændige, hårdtarbejdende mennesker at undgå fattighjælpen og dens virkninger. "Værdigt trængende" skulle støttes til at hjælpe sig selv ved at spare op til situationer, hvor de ikke modtog løn - f.eks. ved arbejdsløshed, sygdom og alderdom. Mange arbejdsløshedskasser og sygekasser blev oprettet i arbejderbevægelsens regi.

Ved en lov i 1892 fik anerkendte sygekasser statstilskud. Det samme fik A-kasser fra 1907. Det var hjælp til selvhjælp.

En revision af fattigloven i 1891 gav statstilskud til lægehjælp, jordemoderbesøg og begravelse.

Med en lov fra 1891 var alle gamle over 60 år sikret en beskeden understøttelse.

År 1900 var alle sociale ydelser dog små og ofte af ringe varighed, og alle arbejderfamilier var sårbare over for sygdom og arbejdsløshed.

Børneloven skulle på den ene side beskytte samfundet mod forbryderspirer uden ligefrem at sende dem i fængsel sammen med mordere. På den anden side skulle den beskytte børn, som ikke fik en ordentlig opvækst - hos forældre, plejeforældre eller på børnehjem.

Til formålet blev bl.a. oprettet værgeråd i alle kommuner. Hertil kunne politiet henvende sig, når der var sket anmeldelse om et barn, der f.eks. stjal æbler. En læge eller en skolelærer, der observerede et barn, der så ud til at lide nød i hjemmet, kunne på samme måde henvende sig til værgerådet.

Værgerådet vurderede, hvad det bedste var for barnet. Mente rådet, at det bedste var at fjerne det fra hjemme, måtte det indhente Overværgerådets godkendelse.

Børns arbejdskraft kunne være en vigtig del af livsgrundlaget for en familie omkring år 1900.

I byen arbejdede 40 % af alle drenge i 9-10 årsalderen. De kunne have arbejde som bybude, mælkedrenge - og sågar i fabrikkerne. Først i 1913 blev børns arbejde i fabrikker forbudt.

Pigernes job var typisk at passe mindre søskende. Det gjorde det muligt for moren at gå på arbejde.

På landet arbejdede børn endnu mere. De gik kortere tid i skole og blev sågar undertiden sendt hjemmefra for at arbejde.

50 % af drengene i 9-10 års alderen havde et arbejde.

Dertil kom, at børn skulle sikre én en tålelig alderdom, sørge for husly, mad og brændsel. Folkepension eksisterede ikke, alderdomsforsørgelse var nyt - og kun en meget beskeden ydelse.

Omkring år 1900 var langt de fleste danske faglærte arbejdere organiseret i en fagforening. De fleste af dem var også enige om at støtte socialdemokratiet. Fra omkring 1910 og især i løbet af verdenskrigen udviklede "Fagoppositionens Sammenslutning" sig - syndikalisterne. Syndikalisterne delte ikke socialdemokraternes tillid til demokratiet. De troede ikke, at man kunne opnå noget ved at søge politisk indflydelse i folketinget. Hvis arbejderklassen skulle opnå noget, skulle det ske gennem "direkte aktion", dvs. generalstrejke - som evt. kunne lede over i revolution.

De danske syndikalister troede og håbede, at revolutionerne i Tyskland og Rusland kunne brede sig til Danmark. Også i Danmark havde de revolutionære ideer øget tilslutning, ikke mindst fordi der under krigen var blevet endnu større forskel mellem rig og fattig.

Verdenskrigen betød større ulighed i Danmark. Mens man i arbejderfamilierne kunne købe stadig mindre for den samme løn, kunne arbejderne se de rige blive overdådigt rige og nærmest kaste om sig med penge. Den sociale uro ulmede som gløder, og syndikalisterne på arbejderbevægelsen var gode talere og gode til at puste til gløderne.

I januar 1918 begyndte urolighederne med demonstrationer og sammenstød med politiet. Demonstrationerne kulminerede foreløbig fastelavnsmandag med Stormen på Børsen, hvor nogle af demonstranterne løb ind og slog på børsmæglerne med bl.a. fastelavnskøller. En række syndikalister blev arresteret.

I november 1918, hvor den tyske revolution var brudt ud, truede syndikalisterne med generalstrejke blandt andet med krav om løsladelse af deres kammerater. Uroen kulminerede denne gang med grønttorvsspektaklerne den 13. november. Blandt andet blev nogle sporvogne angrebet, fordi sporvognsfunktionærerne ikke ville være med til at strejke.

Omkring 1900 blev der læst avis i mange hjem - og man læste den avis, der passede til ens politiske ståsted - konservativ (Højre), liberal (Venstre), socialliberal (Radikale Venstre fra 1905) eller socialdemokratisk. Men omkring 1900 opstod et medie, der kom til at gå på tværs af partifarve. Det var biograffilmen. I første omgang var det stumfilm, ganske korte film, ledsaget af musik.

De første biografer dukkede op, typisk i forladte butikslokaler.

Fra omkring 1906 blev filmene længere, og biograffilmen fik sit folkelige gennembrud, og fra ca. 1920-1950 var biograffilmen det vigtigste underholdningsmedie. Derfor kunne det betale sig at bruge mange penge på de flotte biografer, som nu afløste "butiksbiograferne".

Danmark fik sin første tonefilm i 1931, og stumfilmens æra ebbede ud.