Historiske temaer

Familier med otte børn var mere almindelige i starten af 1900-tallet end i dag. Her er det familien Prytz fra Gentofte, der er fotograferet i haven. Foto i Lokalhistorisk Arkiv i Gentofte.

“Dødsårsag: Barndom”. Denne konstatering er ikke sjælden at finde i lægernes dødsattester fra både 1700- og 1800-tallet. Den er dels et udtryk for synet på barndommen, at barndommen var noget, man skulle overleve, og dels at børnedødeligheden på denne tid var høj.

Børnedødelighed

I 1700-tallet døde 20-25 % af børnene, inden de fyldte 1 år. Yderligere 10 % døde, inden de blev 10 år. Kombinationen af dårlige hygiejniske forhold, dårlig kost og en yderst mangelfuld lægevidenskab betød, at dødeligheden for visse grupper af børn var på hele 50 %.

Begyndende forandringer

Helt tilbage til de gamle grækere havde begrebet “miasma” været anvendt, når smittekilder skulle identificeres. Begrebet dækkede over en tro på, at der ved forrådnelse og i sumpagtige landområder opstod “dårlig luft”, og at mennesker blev syge, når denne luft blev indåndet. I midten af 1800-tallet begyndte der at ske store forandringer. Koleraepidemier havde hærget landet i flere omgange, og på baggrund af miasma-teorien kom der kloakker i byerne. Herved fjernede man, uden at vide det, i virkeligheden en af de største smittekilder i bysamfundene. Baggrunden var forkert, men resultatet var det rigtige. Rendestenene, der hidtil havde fungeret som mødding for dyrene, afløb for indholdet af natpotten og køkkenspildevand, men også som legeplads for byens børn, blev fjernet og dermed forsvandt én af byens store smittekilder.

Hygiejnens opdagelse

Skelsættende var opdagelsen af god hygiejnes indflydelse på sygdomme. Hidtil havde læger båret smitte fra patient til patient, men noget simpelt og i dag ganske naturligt – at vaske hænder – ændrede på det. Fødselslægers håndhygiejne havde således en stor indflydelse på antallet af infektioner blandt både de fødende og deres nyfødte børn. Nok var børnedødeligheden stadig høj omkring år 1900 sammenlignet med i dag, men der var allerede sket et stort fald. Middellevetiden viser dette fald ganske tydeligt: 1840 - 42 år, 1900 - 54 år og 2000 - 77 år.

Dødelighedens indflydelse på antallet af børnefødsler

Omkring år 1900 fødte hver dansk kvinde i gennemsnit lige over 4 børn. Til sammenligning var tallet i 2009 lige under 2. Denne store forskel har mange grunde, og én af dem er netop dødeligheden blandt børn. Til trods for de forbedrede forhold for børn i 1900-tallet, hvor færre børn døde, var familiernes mentalitet endnu ikke fulgt med. Det tog tid at erkende, at langt flere børn overlevede barndommen, og kvinderne derfor ikke behøvede at gennemgå så mange graviditeter for at se deres børn blive voksne.

Ældrepleje

Det var vigtigt for ens egen situation, at have børn der overlevede barndommen og blev voksne med egen indtægt og familie. Det var simpelthen en nødvendighed i en tid, hvor der ikke fandtes plejehjem og understøttelse med gode vilkår.

I 1891 kom det første tiltag hen imod, hvad vi i dag kender som folkepensionen. Hidtil havde den eneste form for understøttelse af ældre været i form af fattigunderstøttelse. Fattigunderstøttelse var forbundet med at blive set ned på og at blive frataget rettigheder. F. eks. kunne en fattighjælpsmodtager ikke stemme. Den nye lov betød, at alle over 60 år, der ikke selv var skyld i deres situation, og som ikke havde modtaget understøttelse de foregående 10 år, kunne modtage fattigunderstøttelse, uden at de mistede rettigheder.

Danmark var måske nok med denne lovgivning et foregangsland, men at ældre kunne modtage understøttelse betød ikke, at de kunne klare sig selv. Var pleje nødvendigt, var eneste mulighed omkring år 1900, at der var nær familie, der kunne tage sig af dem. Efterhånden som alderdomsforsorgen blev udvidet op igennem 1900-tallet, forsvandt behovet for, at voksne børn tog sig af de svage og gamle.

Socialdemokraten Peter Sabroe (1867-1913) var vokset op under fattige kår i Aarhus.  Både som politiker og som journalist forsøgte Sabroe at sætte fokus på børns vilkår. Han afslørede f.eks., hvordan børnehjemsbørn blev dårligt behandlet. Foto i "Borgere i byens råd - Medlemmer af Århus bys borgerrepræsentation og byråd" af Ole Degn og Vagn Dybdahl, Universitetsforlaget i Århus, 1968.

I 1905 vedtog folketinget “Lov om Behandling af forbryderske og forsømte Børn og unge Personer”. Som navnet antyder, havde loven et dobbelt formål: Det ene var at beskytte samfundet mod forbryderspirer uden ligefrem at sende dem i fængsel sammen med mordere og voldtægtsforbrydere. Det andet var at tage hånd om børn, som ikke fik en ordentlig opvækst – hvad enten det var hos deres forældre, hos plejeforældre eller på børnehjem.

Værgerådenes tilsyn med udsatte børn

Med børneloven blev også oprettet kommunale værgeråd og et Overværgeråd. Det var deres opgave at gribe ind, når børn blev forsømt, misrøgtet eller mishandlet eller var i fare for at blive kriminelle. Ofte var det politiet der anmeldte familier til værgerådet, men det kunne også være en læge eller skolelærer, der bad rådet om at undersøge en familie nærmere.
Værgerådet havde mulighed for at give advarsler – eller på visse betingelser fjerne barnet fra hjemmet. I sådanne tilfælde skulle overværgerådet godkende fjernelsen.

De fjernede børn

Når børnene – med eller uden tvang – blev fjernet fra hjemmet, blev de enten anbragt hos en plejefamilie, på en opdragelsesanstalt eller på et børnehjem, alt efter omstændighederne. Forældremyndigheden blev frataget forældrene, og børnene var nu under overværgerådets myndighed.

Når børnene var blevet fjernet

Plejefamilierne kunne være helt almindelige familier, der havde et ønske om at tage vare på et barn, men som oftest var det nok familier, der enten havde brug for de penge, man fik i plejeløn eller for børnenes arbejdskraft – eller begge dele.

Opdragelsesanstalterne var en mulighed for samfundet for at få uopdragne og ulydige drenge og piger tilbage på den rette vej. Når man fjernede dem fra deres vante omgivelser, mente man, at man kunne genopdrage dem væk fra den vej, de havde slået sig ind på – ofte den kriminelle. Livet på en opdragelsesanstalt indebar hårdt arbejde, en hård tone samt en hård opdragelse der fulgte tidens standard – med tæsk, spanskrør og isolering i små rum eller celler. Mange opfattede derfor opdragelsesanstalterne som ungdomsfængsler.

Børnehjemmene var oprettet af private mennesker, og var rettet mod børn, hvis forældre ikke kunne tage sig af dem. Børnehjemmene skulle helst være små med 15-30 børn, og have en forstanderinde eller et forstanderpar, der dannede et rigtigt hjem for børnene og gjorde dem til en familie. I realiteten var det ofte ikke sådan.

Tilsyn med børnehjem

Efter loven i 1905 kunne børnehjem søge om statsanerkendelse. Det betød, at de fik tilskud men også blev underlagt tilsyn af en overinspektør. For politikeren og børnevennen Peter Sabroe var vedtagelsen af ‘Børneloven’ efter sigende den lykkeligste dag i hans liv. Peter Sabroe havde utrætteligt afsløret skandaler på børnehjem, hvor børnene blev sultet eller banket – eller begge dele. Børneloven satte dog ikke en stopper for skandalerne.

Et værgerådsmedlem fortæller

I 1915 fortalte et værgerådsmedlem til bladet “Kvinden og Samfundet”, at hun havde været medlem af det lokale værgeråd siden 1905. Og videre bl.a. om to typer plejefamilier:

“Enkelte af Plejehjemmene er barnløse og har modtaget et lilleVærgeraadsbarn, som saa har faaet fuld Barneret; men de fleste er Smaakaarshjem, som af Mangel paa Arbejdskraft søger at faa et Plejebarn af en ældre Alder, for derved at skaffe sig billig Hjælp. Børn, der anbringes i saadanne Hjem, faar ikke der nogen Far og Mor; men naar de, der sætter Børnene ind i Verden, ikke selv vil være Far og Mor for dem, kan man heller ikke forlange, at den offentlige Forsorg skal skaffe dem Forældrekærlighed. Børnene faar i disse Hjem lært at arbejde, de faar Føde og Klæder og Hvile som Smaafolksbørn, de er i et Hjem og lærer et Familieliv at kende, og som Regel viser de sig ogsaa i Skolen kvikke og veltilfredse. Ganske vist kan Arbejdet undertiden være svært nok, og der kan ogsaa være en Del tilbage at ønske i Retning af Kærlighed og Omhu for dem, men alligevel – naar man tænker paa de Forhold, disse Børn kommer fra, maa det sikkert betragtes som et stort Gode for dem at komme ind i saadanne Hjem, og være med i det trofaste, ihærdige, retskafne Arbejde for det daglige Brød.”

Den polsk-jødiske læge og børnehjemsleder, Janusz Korczak, var meget forud sin tid, da han i de første årtier af 1900-tallet gjorde sig tanker om børns opdragelse. Korczak blev af nazisterne deporteret til udryddelseslejren Treblinka i 1942, hvor han blev slået ihjel. Foto i Wikimedia Commons.

At børn ikke blot skal beskyttes, men ligefrem har selvstændige rettigheder, er en forholdsvis moderne opfattelse. Først i 1960 fik Danmark en lov, som udtrykkeligt udtalte sig om “børns retsstilling”. Loven omhandlede dog ikke andre forhold, end hvad der tidligere var lovgivet om ud fra praktiske hensyn.

Praktiske hensyn og beskyttelse er med andre ord bestemmende for den lovgivning, som danner rammen for børns opvækst helt op til vor tid – og er det måske stadig.

1960: “Børns retsstilling”

Loven om børns retsstilling fra 1960 omhandlede rettighederne for børn, der var født uden for ægteskab. Endnu i 1960 var det ikke en ret for barnet at få oplyst navnet på sin far. Faderens identitet skulle myndighederne først og fremmest bruge for at kunne indkræve faderskabsbidrag, men moderen kunne få lov at blive fritaget for at oplyse myndighederne om navnet. Altså var det fortrinsvis en praktisk-økonomisk begrundet lovgivning.

For barnets opvækst kunne den økonomiske begrundelse være vigtig nok. Det kunne måske give lidt mere pålæg på brødet eller en lidt større chance for at få en cykel, der ikke stod i alt for stor kontrast til de andre børns.

1888-1908: Faderskabsbidrag til flere

At faderen skulle betale et bidrag til et barn, der var født uden for ægteskab, var som nævnt ikke noget nyt. Det havde fædre skullet siden 1763. Fra 1888 skulle bidraget betales, indtil barnet fyldte 18 år (og ikke som indtil da kun 14 år). Ved konfirmationsalderen kom mange børn “ud at tjene”, dvs. fik et arbejde på f.eks. en gård. Derfor blev bidragets størrelse ofte reguleret i 14 års alderen.

Kun børn, der var født uden for ægteskab – de uægte børn - modtog bidrag. Var barnet født i ægteskab, men moderen skilt eller separeret, slap faderen for at betale bidrag til barnet. Først i 1908 blev også skilsmissebørn omfattet.
I 1913 kom en enkebørnslov. Den sikrede, at forældre, hvis enten mand eller kone var død og som ikke selv tjente meget, også fik et økonomisk bidrag til deres børns opvækst.

Beskyttelse af børn

To af de steder i lovgivningen, hvor beskyttelse af børn var omtalt, var i straffeloven og i loven om børns arbejde på fabrikker.

Beskyttelse mod mishandling

Straffeloven fra 1866 forbød forældre at mishandle deres børn. Det var ikke det samme som, at de ikke måtte slå deres børn. Det måtte både de og lærerne nemlig gerne. Se videre i temaet om revselsesretten.

Beskyttelse mod farligt og langvarigt arbejde

Loven om børns arbejde på fabrikker fra 1873 forbød, at børn under 10 år arbejdede på fabrikker, og de 10-14-årige måtte højst arbejde 6 timer i døgnet. Loven blev strammet både i 1901 og i 1913. Fra 1901 skulle barnet være mindst 12 år gammelt, før det kunne få ansættelse på en fabrik. Fra 1913 skulle børn være udskrevet af skolen, før de måtte arbejde på fabrik (altså typisk i 14-årsalderen). Børn under 16 år måtte ikke arbejde ved farlige maskiner.

Beskyttelse mod arbejde ved landbrugsmaskiner

Det var også først i 1913, at børns arbejde på landet blev reguleret en smule: Børn under 10 år måtte ikke anvendes ved landbrugsmaskiner (f.eks. dampdrevne tærskeværker). Hvis de var mellem 10 og 12 år skulle deres arbejde ved maskiner ske under opsyn af voksne. Denne meget begrænsede beskyttelse af børn i omfanget og typen af arbejde på landet var stort set gældende frem til 1960.

Børn har ret!

I 1989 tilsluttede Danmark sig, som stort alle andre lande, FN’s Konvention om Barnets Rettigheder. I fire hovedafsnit behandler konventionen børns:

• grundlæggende rettigheder, herunder mad, bolig og sundhed
• rettigheder til udvikling, herunder skolegang, uddannelse, leg, fritid og information
• rettigheder til beskyttelse mod krig, vold, narkotika og seksuel udnyttelse
• rettigheder til medbestemmelse, herunder ytringsfrihed, indflydelse, selvstændig deltagelse, medbestemmelse og selvbestemmelse

Beskyttelse og basale livsfornødenheder er stadig i højsædet, naturligvis. Men som noget nyt bliver børn betragtet som noget ud over det at have krav på beskyttelse og livsfornødenheder. De er noget i sig selv. Deres mening tæller også.

Janus Korczaks ideer fra begyndelsen af 1900-tallet

Men så ny er tanken heller ikke. En del af tankegodset bag børnekonventionen er fra 1900-tallets første årtier. Tankerne stammer fra en polsk-jødisk børnelæge og børnehjemsleder, Janusz Korczak, og han var i høj grad inspireret af Ellen Key (se indledningen til Børns vilkår under forandring).

Hovedelementerne i Korczaks idéer om opdragelse var:

• afvisningen af vold – både fysisk og mundtlig – begået af personer i kraft af deres højere alder eller funktion
• overbevisningen om, at børn er mennesker på samme måde som voksne
• princippet om, at der skal tages hensyn til barnets individualitet i opdragelsesprocessen
• troen på, at barnet selv kender sine egne behov, ønsker og følelser bedst og derfor bør have ret til at blive inddraget og hørt af de voksne
• barnets ret til respekt, uvidenhed og fejltagelser, privatliv, egne holdninger og ejendom
• opfattelsen af barnets udviklingsproces som hårdt arbejde

Bødkersvend og arbejdsdrenge, der fremstiller i gården ved en virksomhed i Herning, 1915. Foto i Det Lokalhistoriske Arkiv i Herning.

Frem til begyndelsen af 1900-tallet anså ikke mindst fattige familier det for afgørende at få børn. Bevæggrundene var anderledes end i dag. Den tids børn blev mødt af en helt anden virkelighed og andre krav end nutidens børn. Der skulle arbejdes for føden.

Børn i byerne

Børn blev anset for at være en værdifuld ressource, når det gjaldt en families økonomi omkring år 1900. En undersøgelse fra slutningen af 1800-tallet viser, at ca. 40 % drenge over 9-10 år i byerne havde et reelt arbejde ved siden af deres skolegang.

Børnene havde job som bybude, bryggeriarbejdere og sågar decideret fabriksarbejde. De udførte de samme opgaver som voksne i den spirende industri.

I slutningen af 1800-tallet begyndte der fra lovgivernes side at komme restriktioner på børnearbejde, men først i 1913 blev det endelig forbudt for børn at arbejde i industrien – dette betød blot, at børnene i byerne fik andre job, ikke at de holdt op med at arbejde.

Børn på landet

Børn født på landet gik mindre i skole og arbejdede fra en tidligere alder, end børn i byerne. Undersøgelsen fra slutningen af 1800-tallet viste, at ca. 50 % af drengene over 9-10 år på landet havde et arbejde.

Til forskel fra børn i byerne blev børnene på landet ikke blot sat i arbejde, de blev ligefrem sendt hjemmefra. At komme ud at tjene på en gård i nærområdet i en ganske ung alder var almindeligt for både drenge og piger. De skulle skaffe en indtægt til familien, og på samme tid var der en mund mindre at mætte i hjemmet.

Ikke alle familiens børn blev sendt til andre for at tjene, et par stykker blev ofte holdt hjemme, hvor de så hjalp til på familiens egen gård.

For både land og by gjaldt det, at såfremt alle i hjemmet skulle brødfødes, måtte alle også hjælpe til med at tjene penge.

Blandt den socialdemokratiske politiker Peter Sabroes (1867-1913) mærkesager var børns velfærd. En dag tog han en dreng med i Folketinget  og fremviste ham for partiernes ordførere. Drengen var blevet pryglet i skolen. Sabroes kritik førte bl.a. til, at nogle af de værste lærere blev fyret. Tegning af Sven Brasch i Blæksprutten, 1912.

Revselsesretten var en ret for forældre, lærere og arbejdsgivere til at straffe deres “underordnede” med fysisk vold. Retten til at revse eksisterede siden 1683, hvor den blev nedskrevet i Danske Lov. Kun lidt efter lidt og først langt senere blev revselsesretten ophævet. Dens lange levetid hang sammen med den mindst lige så sejlivede opfattelse af , at fysisk afstraffelse havde en opdragende funktion. 

Tjenestefolk og lærlinge

I dag virker det mærkeligt, at man havde en lov, der udtrykkeligt sagde, at det var i orden at slå andre: Håndværksmesteren kunne slå sin lærling, fruen i huset sin tjenestepige og gårdmanden sin landbrugsmedhjælper. Helt frem til 1921 var det i orden at slå tjenestepigen eller gårdskarlen. Først i 1937 kunne en mester ikke længere med loven i ryggen slå sin lærling.

Skoleelever

Lærere havde ret til at straffe elever fysisk, hvis de ikke kunne deres lektier, hvis de faldt i søvn i timen (mange børn arbejdede ved siden af skolen), eller hvis de på andre måder opførte sig "uartigt". Lærernes ret til at slå skoleelever eksisterede frem til 1967. Dog var de københavnske børn lidt heldigere stillet. Her blev lærernes ret til at afstraffe eleverne fysisk afskaffet i 1951.

Børn og deres forældre

Næsten helt frem til årtusindeskiftet har det været lovligt for forældre at slå deres børn. Først i 1997 blev det strafbart for en forælder at slå sine børn. Loven blev vedtaget med én stemmes flertal i Folketinget. Mange partier var imod loven, bl.a. fordi de mente, at staten ikke skulle blande sig i forældres opdragelse af deres børn. I nyere tid er der til gengæld bred politisk enighed om, at forbuddet mod at slå sine børn er vigtig.

Mishandling var ikke tilladt

Der var en grænse for volden. I borgerlig straffelov fra 1866 hed det i § 202:

“Den, som mishandler sin Ægtefælle, med hvem han lever i Samliv, bliver, om Mishandlingen end ikke efterlader Saar eller anden Skade, at straffe med Fængsel eller under skjærpende Omstændigheder med Forbedringshusarbeide i indtil 2 Aar.

På samme Maade straffes den, der mishandler sine egne eller Andres til hans Omsorg betroede Børn.”

Spørgsmålet er: Hvor gik grænsen mellem (lovlig) revselse og (ulovlig) mishandling? I lovgivningen var der ikke nogen klar anvisning på, hvornår det at slå (med et opdragende formål) blev til mishandling. Det måtte tilsyneladende være op til dommerens vurdering i hver enkelt sag. Det var ikke afgørende, om volden efterlod sår eller anden skade.

Elever og lærer i Kasted Skole ved Aarhus omkring 1912. Cirka sådan har mange skolelokaler set ud - skolepulte til eleverne og undervisningsplakater på væggene. Foto i Aarhus Kommune Biblioteker. Lokalhistorisk Samling

Almenskolen/ Folkeskolen

Grundlaget for skolegangen omkring 1900 byggede på formålsparagraffer (bestemmelser der klarlægger lovens formål), som var blevet skrevet helt tilbage i 1814. I anordningen (loven) af 29. juli 1814 hedder det om almenskolen, det vi i dag kalder folkeskolen:

Der var dens opgave, at “danne sine Elever til gode og retskafne Mennesker i Overensstemmelse med den evangelisk-kristelige Religion samt at bibringe dem de Kundskaber og Færdigheder, der er dem nødvendige for at kunne vorde nyttige Borgere i Staten”.

Man kom i skole, når man var 7 år, og der var undervisningspligt frem til det skolehalvår, hvor barnet fyldte 14 år.
Der var stor forskel i almenskolerne på landet og i byerne, hvilket bl.a. afspejlede sig i at der var mindre undervisning på landet end i byerne. Men vigtigst var, at børn på landet skulle ind til en by for at få en længere skoleuddannelse end de 7 år.

Mellemskolen

Mellemskolen blev indført i byerne med skoleloven af 1903 som et forsøg på at bygge bro mellem folkeskole og gymnasium. Skolen var kun et tilbud i byerne. Ønskede man som landboer at sende sit barn i mellemskole, måtte de tage turen ind til byen.

Børnene kom i mellemskolen, når de blev 12-13 år og de var færdige efter 4 år. Mellemskolen kunne dog udvides med et ekstra år og herefter afsluttes med en realeksamen.

Gymnasiet

Gymnasiet var en overbygning på mellemskolens realeksamen, men absolut kun for de få og sigtede mod at danne grundlaget for videregående studier på universitetet o.lign. Undervisningen var delt i tre delvis forskellige linjer nemlig den klassisk-sproglige, den nysproglige og den matematisk-naturvidenskabelige linje.

Fagene

I almenskolerne kunne der også undervises i naturvidenskab, sundhedslære, sløjd og husgerning (for pigerne). Nogle byskoler tilbød matematik og sprog. Det var ofte de skoler der stræbte efter, at deres elever skulle have en højere uddannelse.

I mellemskolerne kunne eleverne – foruden de obligatoriske fag – til vælge latin og fransk.

Gymnasiet var som tidligere nævnt inddelt i 3 forskellige linjer. Den ny-sproglige, den klassisk-sporglige og den matematisk-naturvidenskabelige. Alle elever havde de obligatoriske fag uanset hvilken linje de tilhørte. Alt efter hvilken linje der blev valgt, kunne der være forskel i sværhedsgraden i pensum for nogle fag. Hørte man til en af de sproglige linjer skulle man også have latin, og var man klassisk-sproglig var græsk en del af skolegangen.

De forskellige skoler

Såvel mellemskolen som gymnasiet kunne omfatte både drengeskoler, pigeskoler og fælleskoler for drenge og piger. Foruden det offentlige skolesystem var der en lang række af fri- og privatskoler. De var underlagt offentligt tilsyn og skulle leve op til de samme faglige krav som de offentlige skoler for at opnå tilskud og eksamensret.

Og hvad førte skolegangen så til?

Skoleloven af 1903 bidrog til, at en stadig stigende procentdel af de unge fik en højere skoleuddannelse, og skolesystemet dannede grundlaget for fagskoler såsom seminarier, landbrugs-, håndværks- og handelsskoler, tekniske skoler, sygeplejeskoler, bibliotekarskoler m.fl.

Fra gymnasiet kunne man læse videre på universitetet, polyteknisk læreanstalt (nu Danmarks tekniske universitet) og andre højere læreanstalter.

Når det er sagt, var det stadig således, at langt de fleste unge i de første årtier af 1900-tallet forlod skolen efter 7 års undervisning uden nogen eksamen. Forude ventede den umiddelbare fremtid som husmor, tjenestepige, landbrugsmedhjælper, arbejdsmand o.lign.

I 1918 blev 2017 unge danskere (nord for Kongeåen) studenter. Antallet af studenter 1918 udgjorde ca. 3 % af årgang 1900 (hvor 72.141 børn blev født). 76 % af studenterne var drenge, 24 % af studenterne var piger.

Byernes befolkning bestod i hovedsagen af fire hovedgrupper: Arbejdsgivernes familier, funktionærernes familier, arbejdernes familier og offentligt ansattes familier.

Arbejdsgiverne

Gruppen af arbejdsgivere omfattede alt fra den lille håndværksmester eller handlende til den store fabriksejer, grossereren og skibsrederen. Den ene kunne sommetider leve en trist og grå tilværelse, mens den anden levede i sus og dus.

I perioden 1901-1921 faldt antallet af arbejdsgivere i håndværk og industri. Til gengæld steg antallet af arbejdere til næsten det dobbelte og antallet af funktionærer til det tredobbelte. Det var et udtryk for industrialiseringen: Der blev færre små håndsværksmestre, mens fabriksejerne fik større fabrikker med mange arbejdere - og mange mellemledere eller ”funktionærer”.

Funktionærerne

Generelt var funktionærerne den hurtigst voksende gruppe i samfundet. De større virksomheder gav ikke alene plads til arbejdsledere, men også til bogholdere og sekretærer.

Arbejderne

Arbejderklassen bestod af faglærte og ufaglærte arbejdere. De faglærte arbejdere var håndværkeren på byggepladsen, mureren, tømreren, snedkeren osv., og det var smeden og maskinarbejderen på fabrikken. De faglærte arbejdere havde været de første til at organisere sig i fagforeninger og været de første til at oprette arbejdsløshedskasser og sygekasser. I perioder, hvor arbejdsløsheden var lav, kunne de stille krav til arbejdsgiverne om højere løn og bedre arbejdsvilkår – ikke mindst fordi deres fagforeninger var blevet stærke og fasttømrede. Efterhånden kunne en arbejdsgiver ikke bare afskedige faglærte arbejdere, der stillede krav, og regne med at finde nye, mindre krævende arbejdere i stedet.

Anderledes så de ud for de ufaglærte. De var nemmere at erstatte – både fordi deres kunnen ikke var helt så speciel som de faglærtes, og fordi de ikke var så godt organiserede. De havde ikke samme tradition for organisering, havde ikke i samme omfang et fag at samles om, og vandringen fra land til by gjorde organiseringen endnu vanskeligere. Omkring år 1900 var et liv som ufaglært langt mere usikkert og sårbart end et liv som faglært. Lønnen var også en del mindre. De ufaglærte var f.eks. arbejdsmænd på byggepladser, havnearbejdere og fabriksarbejdere.

Offentligt ansatte m.fl.

Den offentlige administration voksede kraftigt under Første Verdenskrig som følge af kriselovgivningen. I 1911 levede 142.000 personer i en familie, hvor en offentligt ansat var forsørgeren. I 1921, hvor kriselovgivningen igen var under afvikling, var det antal steget med 30 % til 184.000.

De offentligt ansatte, var en voksende - men samtidig en meget ujævn - gruppe, lidt ligesom arbejdsgiverne. Den kvindelige kontorist på Sukkerkontoret under Statistisk Departement havde ikke en løn, der kunne hamle op med en faglært arbejders, mens departementschefen havde særdeles gode økonomiske forhold.

Det sociale hierarki

Økonomi alene er ikke bestemmende for, hvor et menneske befinder sig i det sociale hierarki. Kontoristen kunne i nogle sammenhænge godt føle sig "finere" end arbejderen - mens det for arbejderne (principielt) set slet ikke handlede om at være fin, men om at have og bevare sin faglige stolthed. Med andre ord afhang det også af synsvinklen og om at have noget, der stivede ens selvfølelse af.

Alligevel kan man ikke diskutere, at nederst i hierarkiet befandt fattighjælpsmodtagerne sig. Navnlig dem som opholdt sig på en fattiggård eller på en forsørgelsesanstalt. Alle kunne i princippet havne der. Arbejdsløshed og sygdom var alle mands herre, og syge- og arbejdsløshedsforsikring var først under opbygning.

I landbruget var der tre grupper af jordejere (godsejere, gårdejere og småbrugere) og tre grupper af arbejdere (landarbejdere, daglejere og tyende).

Godsejere og proprietærer

Godsejere og proprietærer havde meget mere jord, end de selv kunne dyrke. Derfor kunne et gods være en stor arbejdsplads med mange ansatte både inde og ude. I travle perioder måtte godsejeren også betjene sig af daglejere, der fik arbejde for én dag ad gangen. Faktisk var godsejeren tit optaget af andre ting end jordbrug. Traditionelt havde godsejerne stor indflydelse i lokalsamfundet, både økonomisk og politisk.

Gårdejerne

Gårdejerne eller gårdmændene havde familielandbrug, der ofte gik i arv fra generation til generation. Gårdejeren havde som regel også for meget jord til, at han helt selv kunne drive bruget. Han fik typisk hjælp af store sønner og tjenestekarle. Indendøre blev konen i huset, madmor, assisteret af en tjenestepige eller en halvvoksen datter, når der skulle laves mad til gårdens ansatte. En god dansk gård gav normalt familien en økonomisk tryg tilværelse. I Danmark var gårdmændene i kraft af deres antal og selvforståelse en meget vigtig politisk gruppe både lokalt og på landsplan.

De små jordejere

Den største gruppe af jordejere var dog dem, som kun ejede noget eller en smule jord. Bolsmanden ejede noget jord, og de mest "velstående" kunne undertiden gå for at være en gårdmand. Parcellisten og afbyggeren havde lidt jord. Husmanden havde sit hus - og så kun en lille smule jord.

Fra 1899 begyndte staten dog at støtte opkøb af jord, og de såkaldte statshusmandsbrug opstod. Et statshusmandsbrug skulle næsten pr. definition være et jordbrug, der lige præcis var stor nok til at brødføde en familie. Ofte måtte husmanden dog supplere sin indtægt ved en gang imellem at tage arbejde hos f.eks. godsejeren.

Hvor penge gav både godsejeren og gårdejeren muligheder for såvel luksus som bedre landbrugsredskaber etc., var de små jordejeres økonomi i hovedtræk baseret på selvforsyning. Der var ingen luksus og yderst ringe muligheder for at forbedre sin sociale status.

Arbejderne

Som nævnt var der også tre typer arbejdere. Der var landarbejderne, daglejerne og tyendet. Landarbejderne boede ofte til leje i et lille hus med en køkkenhave til, somme tider med en lidt større køkkenhave og så kunne de også kaldes indsiddere. Deres liv var ikke meget anderledes end daglejernes, som blot fik arbejde for én dag ad gangen. Fagforeninger fandt kun meget langsomt fodfæste på landet, og landarbejdernes tilværelse afhang meget af godsejerens nåde og barmhjertighed.

Der kunne være andre beskæftigelsesmuligheder end hos den store gårdejer og godsejeren, for der foregik også anden virksomhed på landet end lige traditionel landbrugsdrift. I nogle egne var der f.eks. mulighed for tørvedrift, hvor man udvandt tørv til brændsel. I andre egne – med lerjord - var der basis for teglværksdrift, dvs. produktion af teglsten/mursten.

Den sidste gruppe af arbejdere på landet var tyendet. Tyendet var som regel sikret mad og sultede vel ikke sådan som landarbejderfamilien utvivlsomt gjorde af og til. Men deres værelse hos arbejdsgiveren, kammeret, måtte de ofte dele med en anden og undertiden var det ude i stalden. Værst stod det dog til med deres rettigheder. Husbonden kunne stort set gøre, hvad han ville. Han kunne også "revse" sit tyende, altså slå uden at det fik konsekvenser. Revselsesretten over tyende bortfaldt først i 1921.

I 1899 oprettedes Hortensiaværket på Frederiksberg. Her skulle der produceres elektricitet til f.eks. de nye elektriske sporvogne. På billedet ses en af værkets motorer inden den blev monteret og taget i brug. Foto i Frederiksberg Stadsarkiv.

Omkring år 1900 var el stadig kun for de få, uanset om det gjaldt belysning, transport eller kraft til håndværk og industri. Men opstartstiden var dog ved at være omme. Industrialiseringen i 1900-tallet bar præg af introduktionen af ny teknologi – ofte baseret på anvendelsen af elektricitet.

De første offentlige el-værker

Fra begyndelsen af 1890'erne var de første danske elværker blevet oprettet. Disse værker var forpligtede til at levere strøm til de husstande og virksomheden som tilsluttede sig nettet. I samtiden gik de under betegnelsen ’Lysstationer’ da det især var til belysning, den beskedne el produktion blev anvendt. Det skete i hård konkurrence med gasværkerne, hvis anlæggelse går tilbage til midten af 1800-tallet.

Fra 1905 og til 1920 skete der er markant opsving i antallet af elværker, og man begyndte at bruge elektriciteten til flere forskellige ting. I 1915 var forbruget af el til maskindrift til håndværk, industri og transport større end forbruget til lys. I perioden frem til 1940 accelererede udviklingen yderligere. Fra 1920 til 1940 blev produktionen af el femdoblet. I 1939 havde omkring 98 % af bybefolkningen el, mens procenten for landdistrikterne lå på 75 %. El var nu ikke kun for de få og ikke blot til lys. 

Nye industrielle virksomheder og nye produkter

Fra midten af 1890’erne gik det bedre for industrien - både i Danmark og internationalt – end i de foregående årtier, og man oplevede økonomisk vækst. Medvirkende til denne vækst var oprettelsen af virksomheder inden for den elektrotekniske industri, som kunne afsætte deres produkter til en befolkning der både voksede i antal men også i velstand.

I Amerika grundlagde Thomas Alva Edison bl.a. General Electric, som var førende inden for den eksplosivt voksende elektronikindustri. Det danske svar på Edison var Thomas B. Thrige. I 1894 grundlagde han en virksomhed i Odense, som fremstillede el-motorer og cykler og senere også biler.

Husholdningsmaskiner

I de første årtier af 1900-tallet fik flere husstande elektriske apparater til brug i husholdningen, godt hjulpet af el-værkerne. Mange el-værker indførte en såkaldt husholdningstarif (en særlig pris for den private husholdning), der fremmede brugen af elektriske apparater som strygejern, støvsugere, køleskabe og vaskemaskiner.

I begyndelsen af 1920'erne blev vaskemaskinerne forsynet med el-motor og fra 1930'erne blev der produceret maskiner der kunne opvarme vandet. Ligeledes i 1920'erne blev der produceret køleskabe, der var elektrisk drevet. En dansk støvsuger blev sat i produktion af Fisker&Nielsen i 1910 (Nilfisk). Det elektriske komfur lod dog vente lidt på sig. Ganske vist kom det første el-komfur i 1890'erne, men gaskomfuret beholdt sin førerposition langt op i 1900-tallet.

Elektronik i hjemmene: Radioen

Overordnet set var de nye produkter inden for elektronik i hjemmene et resultat af målrettede videnskabelige eksperimenter, som rækker tilbage til sidste halvdel af 1800-tallet. Opdagelsen af den elektromagnetiske stråling var her helt central.

En ting er dog videnskabelige opdagelser. Noget andet er forretningsmæssig udnyttelse af disse opdagelser. Ser vi på radioen, så var det italieneren Guglielmo Marconi der demonstrerede teknikken bag i 1895, men det var danskerne Valdemar Poulsen og P.O. Pedersen, der i 1902 fremstillede en primitiv form for radio, der kunne udsende ubrudte elektromagnetiske bølger med en fast frekvens og derved tale og musik.

I 1919 blev Radio Corporation of America (RCA) grundlagt af General Electricfor at fremme radiotransmission internationalt. I 1922 fulgte den første danske radiofoniudsendelse i Danmark. På forsøgsbasis blev Statsradiofonien oprettet i foråret 1925. Året efter blev ordningen gjort permanent. Staten tildelte sig hermed monopol på radiospredning i Danmark. Med regelmæssige udsendelser var grundlaget skabt for en indenlandsk radioproduktion og der skete en eksplosiv udbredelse af radioen. Især to danske virksomheder voksede sig store: Bang og Olufsen, som blev grundlagt i Struer i 1925, og Hede Nielsens fabrikker (senere Arena) i Horsens, som startede deres radioproduktion i 1928.

Mens radioen i 1925 kun var for de få, så havde 80 % af alle danske husstande radio i 1940.

Den første elektriske sporvogn i København 1899. Foto i Frederiksberg Stadsarkiv.

I 1972 kørte den sidste danske sporvogn i remise – det vil sige en bygning med spor til opbevaring af lokomotiver, jernbanevogne eller sporvogne. For 100 år siden var der derimod fuld strøm på de danske sporvogne.

Baggrunden

Industrialiseringen var fra anden halvdel af 1800-tallet kraftig medvirkende til at fremme tilstrømningen af mennesker til byerne. Derved opstod der også et ønske om at gøre transporten i selve byen mere effektiv. I de større byer blev sporvognen set som en del af løsningen.

I Salomonsens Leksikon fra 1918 dateres den moderne elektriske sporvognsdrift til 1880’ernes USA, og understreger at alle større byer verden over nu har sporvognsdrift. Artiklen understreger sporvognenes rolle ved at nævne, at der alene i Tyskland er ca. 3000 millioner passagerer om året.

Sporvogne i Danmark

I Danmark blev der oprettet elektriske sporveje i København, Frederiksberg, Gentofte, Århus og Odense. Forud for de elektrisk drevne sporvogne var der oprettet hestetrukne sporvogne. I perioden fra 1899 til 1915 kunne man se både hestetrukne og elektrisk drevne sporvogne i bybilledet. Det vigtigste transportmiddel for den almindelige arbejder var dog på det tidspunkt cyklen.

Fra midten af 1920'erne blev sporvognsdriften udfordret af busser, som nu dukkede op i gadebilledet. Både almindelige busser og trolleybusser - busser drevet af elektricitet tilført via køreledninger. Det blev dog først med den stigende vækst i privatbilismen efter 1945, at sporvognene blev et problem i byrummet. Der blev kamp om pladsen på vejene. Sporvognene blev nedlagt i Odense i 1952, I Aarhus i 1971 og i København nedlagde man, som de sidste, sporvognene i 1972.

Kommer sporvognene igen?

I lande som USA, England, Frankrig, Spanien og Sverige er sporvejsdriften i 1980'erne og 1990'erne blev genindført. I Aarhus åbnede en letbane, en sporvognsvariant, i 2017 og i Odense bygger de en letbane med planlagt åbning i 2020. Sporvogne og varianter af disse synes således også at kunne indpasses i de krav, der stilles til moderne servicebyer, selvom de opstod for at kunne håndtere passagertrafik i store industribyer.

Odense Tekniske Skole i 1905. Kilde: Odense Bys Museer.

Omkring år 1900 var der stærkt behov for nye tekniske kvalifikationer. Industrisamfundet buldrede frem og stillede stadig nye krav. De tekniske uddannelser havde allerede været stærkt medvirkende til at fremme industrialiseringen i landet, men der var behov for mere uddannelse.

De højt uddannede teknikere

Starter vi med de højtuddannede ingeniører, så havde det allerede siden 1829 været muligt at uddanne sig til civilingeniør på Danmarks Polytekniske Højskole – i dag Danmarks Tekniske Universitet. Adgangsbilletten var her en studentereksamen. Civilingeniørernes rolle i moderniseringen af landet, kan der ikke sættes spørgsmålstegn ved, men der var ikke mange af dem, og de arbejdede oftest som ledere i den offentlige sektor eller stod bag forskningen, som andre så senere kunne omsætte til praktiske fremskridt.

Håndværkere og kommende teknikere

Selve industrialiseringen øgede kravene til fagligt-tekniske uddannelser. Man havde nu brug for folk, der kunne arbejde med og servicere maskinerne. Tekniske skoler skød op overalt i landet fra midten af 1800-tallet. De gamle håndværkerlaug, der var en sammenslutning af folk inden for samme erhverv, havde tidligere reguleret antallet af håndværkere i de forskellige fag, men dette mønster blev gradvist brudt i løbet af første halvdel af 1800-tallet. Med Næringsloven af 1857 blev lavenes magt endelig brudt. De praktiske færdigheder havde lærlinge fået gennem århundreder, men hvad med de almene og mere teoretiske kundskaber? Der blev gjort spændende forsøg med søndagsskoler i begyndelsen af 1800-tallet, men det var de tekniske skoler, der for alvor løftede håndværkeruddannelsen.

Tekniske skoler

Landets ældste tekniske skole er Københavns Tekniske Skole, som har sine rødder i Det tekniske Institut. Dette institut var for samtlige håndværk og blev oprettet i 1843. Bag stiftelsen stod en række lasmestre, og skolen blev drevet af Det tekniske Selskab.

Undervisningen af lærlingene foregik om aftenen og om søndagen. Så kunne de stadig passe deres arbejde om dagen. Undervisningsplanen lod i 1845 således:

Geometrisk tegning

Ornament- og frihåndstegning

Konstruktionstegning i forskellige håndværksfag

Maskintegning

Dekorationsmaling i limfarve

Modellering af tømrerarbejder

Modellering i ler og pussering i voks

Gravering

Foredrag i matematik

Foredrag om urmagerkunsten

Foredrag om praktisk overslagsberegning for bygningshåndværkere

Foredrag om enkelte dele af fysikken

Det tekniske Selskab var en selvejende institution og finansierede virksomheden med statsbidrag, bidrag fra fonde, Haandværker-foreningen og enkelte laug.

Teknika

Omkring år 1900 havde de tekniske skoler og håndværkerskolerne udviklet sig eksplosivt, både hvad angik antal af skoler såvel som indholdet af undervisningen. Det var blevet muligt at opnå en husbygnings- eller en maskinbygningseksamen, men der var ønsker om en mellemlang teknisk uddannelse. Der skulle bruges folk, der kunne matche industriens voksende krav for ledere og mellemledere.

I 1905 så Odense Tekniske Skoles Maskinbygnings-Teknikum dagens lys. Her kunne håndværkere med svendebrev og praktisk erfaring videreuddanne sig. Forbilledet var det tyske teknikum i Mittweida. Mens den Polytekniske Læreanstalt i København var oprettet med inspiration fra især Frankrig og England, blev inspirationen til Teknikum hentet fra Tyskland. Et tegn på at det industrielle tyngdepunkt havde ændret sig mod Tyskland (og USA). Efter Odense fulgte Aarhus Elektroteknikum i 1915 og et Bygningsteknikum i Horsens i 1915, Københavns Elektroteknikum fra 1922, Helsingør Skibsbygningsteknikum fra 1933, Husbygningsteknikum i Aalborg fra 1935. Teknika havde fået hjemme i landets mest udprægede industribyer.

I takt med, at industrisamfundet udviklede sig, blev der oprettet flere teknika, og fra 1962 blev teknikum udskilt fra de tekniske skoler og gjort til selvstændige skoler. I 1990'erne var det dog slut. Service - og informationssamfundet stillede nye krav til ingeniørerne. Teknikumuddannelsen blev erstattet af den boglige diplomingeniøruddannelse.

Thomas Alva Edison (1847-1931), især kendt for at have opfundet den elektriske glødepære, men ses her i 1907 med en anden af sine  opfindelser - diktafonen. Edisons vigtigste opfindelse var dog nok det første kraftværk, som åbnede i 1882 i New York. Det blev startskuddet til, at elektricitet blev introduceret for den almindelige befolkning overalt i verden. København kom med på vognen i 1892. Foto: Wikimedia Commons

Herunder kan du se en oversigt med en række markante udenlandske og danske begivenheder og opfindelser, der alle knytter sig til industrialiseringen af Danmark, fra omkring år 1900.

1882     Thomas Edison står for opførelsen af det første kraftværk i New York.

1883     Wroblewski og Olszewski producerer for første gang flydende ilt. Charles Fritts laver de første solceller.

1884     Elpære og elkraftværk.

1885     Benz opfinder den benzindrevne bil. Eastman opfinder bokskameraet.

1888     Den første danske bil, Hammelvognen, kører sin første tur.

1889     Hollerith opfinder den første regnemaskine, som bruger hulkort. Aalborg Portland-cementfabrik åbner.

1891     Danmarks første elektricitetsværk åbner i Odense.

1892     Københavns første elektricitetsværk sættes i drift.

1895     Guglielmo Marconi opfinder antennen og den trådløse telegraf. Wilhelm Röntgen tager det første røntgenbillede af sin hustrus hånd. Niels Finsen udfører behandlinger af hudtuberkulose med kulbuelys.

1896     Marconi forøger rækkevidden af den trådløse telegraf til 1,6 km.

1897     Marconi gennemfører den første trådløse besked mellem skib og land.

1899     Marconi etablerer trådløs telegrafforbindelse mellem England og Frankrig.

1901     Hubert Booth opfinder støvsugeren.

1903     Wright brødrenes flyvemaskine holder sig i luften i 12 sekunder. Michael J. Owens opfinder metode til maskinfremstilling af flasker. Mary Anderson opfinder vinduesviskeren.

1906     Lee Deforest opfinder triodeforstærkeren (elektronrør).

1907     Leo Baekeland opfinder det første syntetiske plastprodukt: bakelit.

1908     Henry Ford fremstiller Model T automobilet. Elmer A. Sperry opfinder gyrokompasset. Jacques E. Brandenberger opfinder cellofan. J. W. Geiger og W. Müller opfinder geigertælleren.

1910     Georges Claude opfinder neonrøret.

1911     Charles Franklin Kettering opfinder det elektriske tændingssystem til biler.

1912     De La Mole patenterer kampvognen. B&W søsætter verdens første oceangående skib med dieselmotor.1913 Edison opfinder spillefilm med lydspor. Ford indfører samlebånd på sin fabrik.

1916     Henry Brearly opfinder rustfrit stål.

1917     Tyskland bruger som det første land flyvemaskiner til at bombe byer med.

1919     Gassvejsning tages i brug.

1922     Sir Frederick Grant Banting opfinder insulinbehandling. August Krogh sikrer sig retten til at fremstille insulin i Norden. Den første danske radioudsendelse finder sted.

1923     Udvikling af difteritisvaccinen. Fremstilling af insulin til behandling af sukkersyge. Garrett A. Morgan opfinder trafiklyset.

1925     Kastrup Lufthavn åbner.

1926     Goddard affyrer den første raket med flydende brændstof.

1927     Den første tv-udsendelse (England).

1928     Sir Alexander Fleming opdager penicillinet. Jacob Schick opfinder den elektriske barbermaskine.

1930     Frank Whittle og Dr. Hans von Ohain opfinder samtidigt jetmotoren.

1931     Wallace Carothers udvikler nylon. Max Knott og Ernst Ruska opfinder elektronmikroskopet.

1932     Edwin Herbert Land opfinder polaroidfoto.

1933     Edwin Howard Armstrong opfinder FM-radio.

1935     Robert Watson-Watt opfinder radar.

1936     De første regelmæssige tv-udsendelser (England).

1937     Chester F. Carlson opfinder fotokopimaskinen.

1938     Ladislo Biro opfinder kuglepennen.

1939     Den første tv-udsendelse i USA. Igor Sikorsky fremstiller den første helikopter.

Kilder: Wikipedia, dr.dk/DK2/DeSkabteDanmark, Helge Holst (red.:) Opfindelsernes Bog bind 1-4, 1923-1926.

Manglen på varer betød, at tilstrømningen til Hjælpekassens Bespisningsanstalt på Frederiksberg var stor, her i november 1916. Foto i Lokalhistorisk Billedsamling, Frederiksberg Bibliotek.

Danmark var neutral under 1. verdenskrig. Alligevel mærkede danskerne også verdenskrigens følger: Der var vareknaphed og dyrtid.

Byens gullashbaroner

Nogle forstod at udnytte vareknaphed og dyrtid til deres egen fordel. Når priserne blev højere og højere, var det en fordel at være sælger. I byerne dukkede såkaldte gullashbaroner op. Navnet stammede fra de grosserer, der solgte dåsemad til krigsførende lande. Hvad der egentlig kom i dåserne, var det efter sigende bedst ikke at vide. Gullash i egentlig forstand var det nok ikke.

Hurtige gevinster på landet

Også på landet var der mennesker, som forstod at udnytte hastige prisstigninger på fødevarer, jord og ejendom. Nogle landmænd var f.eks. bedre end andre til at dyrke de afgrøder, der var størst prisstigning på – og fik dermed god fortjeneste.

Fordi det fra statens side blev nødvendigt at gribe regulerende ind, blev der uddelt forskellige former for privilegier. Det betød, at en møller kunne få eneret i sit område på at male det rug, der blev afleveret til staten, eller en købmand kunne få eneret til at sælge petroleum og andre former for varer.

Forskelle på rig og fattig

Verdenskrigens danske samfund er ikke mindst kendetegnet ved sociale opbrud: Det var sælgers marked, men nogle havde kun deres arbejdskraft at sælge. Og lønnen for en almindelig land- eller byarbejder fulgte ikke med prisstigningerne. Så mens nogle - f.eks. grosserer - blev meget rige meget pludseligt, blev andre fattigere, end de før havde været. Og det havde såmænd været slemt nok.

Der blev kort sagt på relativ kort tid langt større forskel på rig og fattig. Fra regeringens side søgte man at udligne forskellene. Man gjorde det ved at fastsætte maksimumpriser på mælk, brød og kul, og man gjorde det ved at bevilge penge til kommunerne, der fik mulighed for at foretage dyrtidsregulerende foranstaltninger som at uddele kartofler eller kul til de fattigste i kommunen. Efterhånden blev der også indført rationering - altså begrænsning på, hvor mange varer af forskellig karakter en person kunne købe - af en lang række varer.

Prisstigninger i tal

Herunder er en tabel, der viser, hvordan prisudviklingen var fra år 1900 til år 1925. Den mængde varer man kunne købe for 100 kr. i 1900 kostede i 1925 244 kr. I 1920 var prisen helt oppe på 315 kr. for de samme varer.

Kilde http://www.statistikbanken.dk/PRIS8 På denne side kan man også se, hvad den samme mængde varer ville koste i dag.

Bønderne var meget imod at skulle sælge deres korn til maksimalpriser. Axel Thiess har her karikeret modstanden ved at fremstille bønderne som en af de stridende parter i krigen. Tegning i Blæksprutten, 1917.

Korn og især brødkorn, rug og hvede, fik en helt central plads i de mange indgreb fra regeringen, som kendetegner verdenskrigen. Det blev en meget vigtig opgave at sikre befolkningen det daglige brød.

For bønderne betød det først og fremmest, at de fik besked på at aflevere en større eller mindre andel af deres høst. De fik betaling for kornet, men det blev ret hurtigt regeringen, der fastlagde prisen.

Landbruget: Et frit erhverv i spændetrøje

Landmændene var vant til at bestemme selv. Nu skulle regeringen have indsigt i, hvad landmændene dyrkede på markerne og hvad de brugte afgrøderne til.

Dertil kom indskrænkningerne. I lange perioder måtte bønderne f.eks. ikke give deres husdyr brødkorn at spise.

At bruge rug og hvede som foder til køer, heste eller endda høns og grise er ikke indbringende. Prisen på brødkorn er som regel højere end prisen på foder – så det er alt andet lige imod landmandens egen interesse at kaste brødkorn for svin. Men krigen kunne godt ændre på det forhold.

Mange foderstoffer som majs og soyakager skulle importeres og indføres ad søvejen med de risici, som krigen indebar. Foderstoffer blev både dyrere og sværere at skaffe. Og på den anden side var det regeringen (og ikke efterspørgslen), der fastlagde (maksimal-) prisen på brødkorn.

Brødkorn var ikke bare brødkorn

Det var især "brødkorn i gråzonen", der skabte problemer. Kornet kunne være angrebet af en plantesygdom kaldet brand, i forbindelse med tærskningen fremkom såkaldt frarensning – og til sidst fejede karlen laden og hældte affaldet i sækken med foder. Alle de tre nævnte typer var foder i bondens forstand – men principielt set brødkorn i regeringens.

Korn, der ikke var tjenligt til brød, skulle selvfølgelig ikke males til mel. Men regeringen mente, at det ikke gik an at fodre med f.eks. sygdomsangrebet korn, før bonden havde indhentet tilladelse. Bonden skulle altså have fat i den lokale prisreguleringskommission og have denne til at godkende, at dette korn virkelig ikke var tjenligt til brød.

Kom en inspektion forbi og fandt brødkorn blandet i foderet, så vankede der en bøde, hvis der ikke på forhånd var indhentet tilladelse.

Fodringsforbudet er blot ét, men et vigtigt, eksempel på indskrænkninger og kontrol.

Snyd og bedrag

Landmændenes svar på kontrol og indskrænkninger kunne være snyd. Der findes mange kriminelle sager om hvordan landmændene forsøgte at omgå reglerne. Men allerede i de talrige indskærpelser af fodringsforbuddet kan man næsten aflæse, hvor fantasifulde bønderne kunne være. F.eks. blev det på et tidspunkt udtrykkeligt forbudt at bage brødkorn til brød – for derefter at bruge brødene til foder…

Kornnævn og Ernæringsråd

Først i september 1917 fandt regeringen ud af en holdbar måde at organisere ligninger og afleveringer af korn, kontrollere formalingen til mel, kontrollere bagningen til brød – med andre ord hele processen fra kornet blev puttet i jorden som såsæd til det kom på bordet i form af brød. Til at støtte kontrollen over processen blev der oprettet kornnævn i kommuner og amter. Til at varetage den overordnede styring blev Ernæringsrådet oprettet i København. De kommunale kornnævn skulle bl.a. kontrollere den formaling af rug og hvede, der skete ude hos bønderne selv. De skulle også fordele byg til foder og sikre, at der på hver enkelt ejendom var den fornødne mængde såsæd.

Et lidt mere overordnet kornnævn på regionalt niveau fungerede dels som en ankeinstans og dels som administrator af de statslagre, der blev oprettet rundt omkring i regionen. Fra september 1917 foregik al handel med korn gennem disse lagre, der var oprettet hos udvalgte møllere, brugsforeninger og andre handlende.  Til gengæld for retten til at handle med korn, skulle disse udvalgte handlende månedlig afgive beretning om handelen og var underlagt et vist opsyn.

Den overordnede styring og fordeling hen over landet lå hos Ernæringsrådet. Ernæringsrådet tog sig også af den endelige afgørelse i tvivlssager.

For befolkningen i Sønderjylland var hverdagen præget af maksimalpriser og rationeringsmærker. På billedet ses rationeringsmærker, der gav ret til at købe 40 gram brød per mærke.

I Sønderjylland ændrede 1. verdenskrig livet radikalt. Eftersom mændene var i krig, havde kvinderne alene ansvaret for hjemmet og måtte også til at forsørge familien økonomisk. Hertil kom, at kvinderne gik i frygt for deres mands, sønners og brødres liv.

Læs mere om Befolkningen i Sønderjylland under temaet ”Sønderjylland mellem dansk og tysk".

Illustrationen her viser en scene fra den 18. april 1864, hvor 10.000 preussiske soldater stormede de danske stillinger ved Dybbøl. Efterfølgende indtog preusserne hele Jylland. Illustration i Wikipedia.

Danmark tabte krigen til preusserne (tyskerne) i 1864, og Slesvig (hvoraf den nordlige del er det nuværende Sønderjylland) og Holsten blev indlemmet som provins i Preussen i 1867. Indbyggerne i de to hertugdømmer var med ét slag blevet preussere. Én gruppe af befolkningen, de tysksindede slesvig-holstenere, affandt sig med indlemmelsen, mens én anden gruppe, de dansksindede nordslesvigere, fastholdt deres danske sindelag og begyndte deres kamp for det nordlige Slesvigs genforening med Danmark.

En ny virkelighed 

Indlemmelsen i Preussen betød gennemgribende reformer, som sikrede slesvigerne en moderne forvaltning og en vis demokratisering. Der blev bl.a. indført en civil registrering af fødsler, vielser og dødsfald. Denne registrering foregik tidligere hos præsten, men blev nu overladt til kommunale personregisterførere.

Protester fra dansksindede

De dansksindede nordslesvigere (sønderjyderne) protesterede i de første årtier efter 1864 energisk mod indlemmelsen i Preussen. Paragraf fem i freden mellem Preussen og Østrig fra 1866 muliggjorde en folkeafstemning i de nordlige distrikter af Slesvig om en eventuel genforening med Danmark. Paragraffen blev dog ophævet i 1878/79, og der kom ingen folkeafstemning i denne omgang.

"De sønderjydske Piger" på bagsiden af Sprogforeningens Almanak, 1910. Sønderjylland er overstreget på kortet, da dette navn, som led i den preussiske politik overfor de dansksindede sønderjyder, blev forbudt at bruge i 1895. Tegneren er ukendt.

Frem til slutningen af 1870erne var det primære mål i den preussiske stats mindretalspolitik at integrere de dansksindede nordslesvigere som loyale statsborgere i det preussiske monarki. Men fra slutningen af 1870erne skærpede den preussiske stat undertrykkelsen af de nationale mindretal. Den tyske nationalisme betragtede nu de dansksindede nordslesvigere som "rigsfjender", der i løbet af en generation helst skulle blive tyskere både af sindelag og i sprog.

Vandrelærere og kulturkamp       

Som modtræk begyndte de første vandrelærere allerede i 1864 at rejse rundt i Nordslesvig. En vandrelærer var en rejsende lærer, der tog rundt i skiftende danske hjem efter almindelig skoletid og underviste i dansk sprog og kultur.

Foreningsarbejde for danskheden 

For at ruste sig til en langvarig nationalitetskamp, organiserede de dansksindede nordslesvigere (sønderjyderne) sig fra 1880'erne i en række små og store nationale foreninger – på den måde blev forbindelsen til Danmark også styrket. "Foreningen til det danske Sprogs Bevarelse i Nordslesvig", senere omdøbt til Sprogforeningen, blev stiftet i 1880 med det formål at støtte dansk sprog og kultur i Sønderjylland. Som en af sine første aktiviteter oprettede sprogforeningen et net af små folkebiblioteker ud over hele landsdelen.

I 1892 blev "Nordslesvigsk Skoleforening" oprettet. Foreningens formål var at støtte unge sønderjyders ophold på først og fremmest efterskoler og højskoler i Danmark.

Undervisningssprog - tysk! 

I 1878 blev tysk indført som undervisningssprog i omtrent halvdelen af timerne i folkeskolen.  I 1888 blev det sidste skridt til skolens fortyskning taget, idet tysk blev indført som det eneste tilladte skolesprog, bortset fra fire ugentlige religionstimer. Samme år lukkede myndighederne den sidste danske privatskole. Kirken var herefter det eneste sted i det officielle liv, hvor dansk stadig blev benyttet, men der blev indført flere og flere tyske gudstjenester.

Kampen om jorden 

Samtidig med fortyskningen i skoleundervisningen begyndte den tyske stat at opkøbe landbrugsjord for at sikre, at jorden kom på tyske hænder. Men den danske bevægelse tog kampen op. Den uafhængige bondestand, som var dens rygrad, holdt stand i jordkampen og beholdt sin afgørende indflydelse i det nordslesvigske samfund, fordi byerne - som jo lå i udkanten af det store tyske rige - kun voksede langsomt. Men efter århundredskiftet vandt tyskheden frem, især i købstæderne, hvor der opstod en tysk ledet arbejderbevægelse. I Flensborg fik det fra midten af 1880'erne konsekvenser for danskheden, fordi dansksindede arbejdere her begyndte at stemme socialdemokratisk. Den flensborgske danskhed blev dog også svækket af sit tyske dagligsprog.

Postkort, der blandt viser højstående tyskere - kejser Wilhelm den Anden, generalerne von Hindenburg, von Falkenhayn, von Ludendorph og admiral von Tirpitz.
Foto udlånt af Leo Vinther Petersen.

Krigsudbrud 

Sønderjylland blev hvirvlet ind i 1. verdenskrig den 1. august 1914, da Tyskland erklærede Rusland krig. Gennem flere år havde der været nationale spændinger mellem stormagterne i Europa. Mordet på Østrig-Ungarns tronarving den 28. juni 1914 blev gnisten, der antændte bålet. Krigen blev ført mellem Ententemagterne (Frankrig, Rusland, Storbritannien og deres allierede bl.a. Japan og USA) og Centralmagterne (Tyskland og Østrig-Ungarn med forbundsfæller). Alle lande gik i krig med en tro på en hurtig krig, men i fire år kæmpede soldaterne i blodige slag og levede i fugtige og våde skyttegrave. Omkring ni millioner soldater døde på slagmarken.

Modvillige soldater 

Sønderjylland var på dette tidspunkt en del af Det Tyske Rige og måtte derfor som alle andre tyske områder deltage aktivt i 1. Verdenskrig. Ved mobiliseringen trådte de forskellige sindelag tydeligt frem. De tyske nordslesvigere modtog krigsbudskabet med fortrøstning og undertiden begejstring, og drog af sted med en overbevisning om en hurtig tysk sejr. For de dansksindede var det en tung pligt at blive indrulleret i en hær, som man i virkeligheden ønskede nederlag for. 

I løbet af krigen, der kom til at vare mere end fire år, opstod der af og til et våbenbrødre-fællesskab mellem de dansk- og de tysksindede soldater. Begge parter håbede på fred og ønskede at komme hjem til deres kære med livet i behold.

Tysk revolution og våbenstilstand

I efteråret 1918 var Det tyske Kejserriges ressourcer ved at være opbrugte. En sidste, næsten desperat offensiv på Vestfronten var slået fejl, og i september opfordrede den tyske overkommando regeringen til at indlede fredsforhandlinger. Det trak ud, og krigen endte først, da der udbrød revolution i november 1918. Både de krigstrætte tyske soldater og de dårligst stillede i det civile samfund, havde fået nok og sagde stop. Den 11. november 1918 blev der indgået våbenstilstand. Krigen havde da varet i fire år og 2½ måned. Dens følger var næsten uoverskuelige både på kort og langt sigt.

Skyttegravskampe blev almindelige under Første Verdenskrig. Her ses et tysk infanteriangreb på en fransk skyttegrav. Oliemaleri. Udlånt af Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot.

Der deltog omkring 70 millioner soldater i 1. verdenskrig, heraf 13,4 millioner tyske soldater. Da Sønderjylland på dette tidspunkt var en del af det Tyske Rige, deltog omkring 35.000 sønderjyder i 1. verdenskrig på tysk side. Mindst 5.270 af dem faldt i krigen og 4.000 blev såret.

Da krigen brød ud, blev stort set alt uddannet mandskab indkaldt. En del af dem blev efter blot en uges træning sendt direkte til fronten, mens andre indgik i reserveregimenter. Da det blev klart, at krigen ikke var hurtigt overstået, blev også reserverne, som ikke var uddannede, indkaldt.

Soldaterne blev udskrevet til forskellige regimenter. En gruppe af soldater blev kaldt landstormsmænd. Det var især de ældre soldater. De blev brugt til lettere tjeneste, f.eks. til at bevogte militære installationer bag fronten eller til at kæmpe på mindre aktive fronter. Det skete dog også, at landstormsmænd blev forflyttet til regimenter ved fronten, hvor de deltog i kamp på samme betingelser som de yngre soldater. 

De sønderjyske soldater blev både udskrevet til hæren, flyvevåbnet og marinen. De deltog på alle krigens fronter i både Europa, Afrika og Palæstina. De fleste af de sønderjyske soldater kæmpede dog i infanteriet som almindelige fodsoldater på Vestfronten i Frankrig og Belgien.

Silhuetklip af Käthe Wolf, som viser, at kvinderne måtte overtage mændenes arbejde, mens de var i krig. Silhuetklippet blev solgt til fordel for børn i fattige familier.
Udlånt af Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot.

I Sønderjylland ændrede 1. verdenskrig livet radikalt. Eftersom mændene var i krig, havde kvinderne alene ansvaret for hjemmet og måtte også til at forsørge familien økonomisk. Hertil kom, at kvinderne gik i frygt for deres mands, sønners og brødres liv.

Maksimalpriser og rationering

Allerede fra 1915 var der mangel på fødevarer, og de tyske myndigheder forsøgte at fordele de begrænsede midler på en socialt retfærdig måde. Der blev oprettet folkekøkkener til bespisning af børn fra fattige hjem, der blev indført maksimalpriser på de vigtigste fødevarer og fra marts 1915, rationeringsmærker. Hver gang man fremover købte de rationerede varer, afleverede man et rationeringsmærke. I det store hjælpearbejde blev der ikke skelnet mellem dansk eller tysk.

Det sultne Nordslesvig bliver Tysklands kornkammer

Trods myndighedernes forsøg på at sikre fødevarer og brændsel til alle, blev det sværere og sværere for samfundets dårligst stillede at klare sig. Især arbejderfamilierne i byerne og på landet havde meget vanskelige kår. Fra 1917 begyndte der derfor at opstå social uro med kvindedemonstrationer og talrige klagesager. Mange mente, at landbrugsområdet Nordslesvig blev tvunget til at aflevere alt for mange fødevarer til store tyske byer som Hamborg. Selvom situationen her var langt alvorligere, føltes det alligevel urimeligt for mange at sende fødevarer sydpå, når mange nordslesvigske familier også sultede.

På plakaten ser man Nørreport i Flensborg omgivet af Dannebrogsflag med Flensborgs byvåben i midten. Budskabet er klart: Folk skal stemme Flensborg hjem til Danmark.  Plakat fra Landsarkivet for Sønderjylland.

Afstemning - dansk eller tysk? 

Det tyske nederlag og revolutionen i 1918 åbnede vejen for at Sønderjylland kunne blive genforenet med Danmark. Straks efter våbenstilstanden i november 1918 lovede den nye tyske udenrigsminister, at grænsespørgsmålet skulle løses på grundlag af befolkningens selvbestemmelsesret. Befolkningen skulle med andre ord stemme om, hvorvidt Sønderjylland skulle være dansk eller tysk.

Nordslesvig blev til Sønderjylland 

I 1920 gennemførtes to folkeafstemninger, der førte til den nuværende grænse. Den 10. februar stemte Nordslesvig sig med 75 % af stemmerne til Danmark. Den 14. marts stemte 80 % af vælgerne i den mellemslesvigske afstemningszone derimod for at området skulle forblive tysk. På begge sider af grænsen opstod der derved nationale mindretal, der ikke følte de havde den nationalitet, som de nu på papiret havde fået tildelt. Men det var som sagt et mindretal - For langt de fleste sønderjyder blev genforeningen en lykkelig dag, som de aldrig glemmer.

Kongens ridt 

Den 15. juni 1920 (Genforeningsdagen) overtog den danske regering styret i Nordslesvig, og den 10. juli markeredes Genforeningen ved, at kong Christian 10. red over den gamle Kongeågrænse.

Medlemmer fra D.S.K. lægger kranse ved mindemuren i Marselisborg mindepark. På muren er indgraveret tusindvis af navne på sønderjyder, der faldt i Første Verdenskrig. Foto fra Landsarkivet for Sønderjylland.

Første verdenskrig betød et enormt tab af menneskeliv. Tyskland havde næsten 2 millioner faldne heraf omkring 5.270 faldne sønderjyder. De soldater, der slap gennem krigen med livet i behold og uden synlige mén, var også ofre for krigen. Mange havde ar på sjælen af de grufulde oplevelser ved fronten og fik svært ved at finde sig til rette i samfundet igen.

Invaliderente 

Soldater, som blev såret i krigen, og de efterladte til døde soldater havde mulighed for at søge om et fast månedligt pengebeløb først fra den tyske stat, og efter Genforeningen fra den danske stat. Omkring hver ottende af de sønderjyder, som havde deltaget i 1. verdenskrig, var blevet såret i en sådan grad, at de kunne modtage invaliderente fra Invalidenævnet. Mange havde fået krigsskader som følge af skudlæsioner i arme og ben, mens andre krigsskader skyldtes høreskader som følge af artilleriild, skader ved fald eller slag, hestespark (heste blev brugt i rytteriet og som trækdyr for det tunge skyts), frost- og kuldeskader, smitsomme sygdomme, som blev forværret af de dårlige hygiejniske forhold i skyttegravene, og psykiske lidelser. Der blev udbetalt krigsinvaliderente, hvis invalideprocenten eller erhvervsindskrænkningen var 10 % eller mere.

Belønningen

Der ventede alle de hjemvendte soldater store udfordringer i genopbygningen af deres erhverv. For de dansksindede sønderjyder gav de store tab, som 1. verdenskrig havde ført med sig dog mening, idet et resultat af krigen blev, at Sønderjylland blev genforenet med Danmark.

"Foreningen af dansksindede sønderjydske krigsdeltagere 1914-1918" (D.S.K.) 

Generationen der havde deltaget i krigen fik et indadvendt præg over sig, og de nationale ledere beklagede sig over deres passivitet. Passiviteten forsvandt dog med et slag, da slesvig-holstenske nazister efter Hitlers magtovertagelse i 1933 rejste krav om at 1920-grænsen skulle flytte nordpå. Som protest - dels mod det tyske krav om en flytning af grænsen, dels mod planer om at samle krigsdeltagerne i tyske kammeratskabsforeninger - blev "Foreningen af dansksindede sønderjydske krigsdeltagere 1914-1918" (D.S.K.) oprettet. D.S.K. var en udpræget dansk national forening, men den var også et selskabeligt samlingspunkt, der bl.a. bød på fællesspisning og kammeratlig samvær med fortællinger om krigsoplevelser.

I starten af 1900-tallet foretog det københavnske politi flere aktioner mod formodede homoseksuelle mænd. Under ransagninger fandt man flere billeder, der blev konfiskeret og ejerne fik fængselsstraffe. Foto i Rigsarkivet, København.

Omkring år 1900 var der forskellige normer for kvinder og mænds seksuelle adfærd. Den 'sande' kvindelige og mandlige natur blev defineret af læger og psykiatere ud fra en biologisk forklaringsmodel. Med analyser, diagnoser og kategoriseringer fastsatte de normerne for, hvad der var en normal mand/kvinde. Men normerne blev udfordret og diskuteret i begyndelsen af århundredet.

Mandlig seksualitet

Den mandlige seksualitet blev betegnet som stærk og vanskelig at tæmme. Selv om mådehold havde været normen siden 1800-tallet, hævdede nogle læger, at det kunne være skadeligt for manden, hvis han undertrykte sin seksualitet. Hvis manden ikke fik udløb for sin stærke seksualdrift, kunne det resultere i, at han fik udløb gennem forskellige perversioner eller måske endda gennem overgreb. I begyndelsen af århundredet var det derfor ikke ualmindeligt, at seksualforbrydere blev udspurgt om samlivet med hustruen. Var det mangelfuldt (havde hun ikke været villig (nok) til at omgås manden seksuelt), var det én af forklaringerne på hans adfærd; men ikke en undskyldning.

Kvindelig seksualitet

Før århundredeskiftet mente man, at kvinden ikke rummede en seksualitet. I starten af 1900-tallet anerkendte man, at kvinder havde en seksualitet, dog var den mere passiv og mere 'slumrende' end mandens. Kvindens seksuallyst skulle derfor vækkes af manden, og denne forestilling åbnede mulighed for at se mænds brug af tvang i seksuelle forhold som en del af akten.

Anerkendelsen af kvindelig seksualitet betød ikke, at kvinder frit kunne udleve deres begær. Den 'gode' pige var dydig og ydmyg, og hun indlod sig ikke i seksuelle forhold før ægteskabet, hvis hun ville undgå at betragtes som letlevende og løsagtig – eller endnu værre: som prostitueret.

Køn og seksualitet i retsvæsenet

Seksuelt aktive kvinder kunne risikere at stå svagt i sager om seksuelle overgreb. Selv i incestsager, hvor barnets adfærd blev undersøgt. Troværdighed var alfa omega i straffesager, og havde en kvinde vist tegn på seksuel adfærd, blev hun betragtet som mindre troværdig end den 'dydige' kvinde. Koblingen mellem kvinders seksualitet og troværdighed betød, at der ikke blev lagt helt så meget vægt på en forklaring fra en kvinde, som ikke levede op til samfundets strenge kønsnormer.

I forbindelse med voldtægtssager var det endda sådan, at manden kunne idømmes en lavere straf, når det var foregået mod en berygtet – en seksuel aktiv - kvinde.

Normerne udfordres

I slutningen af 1800- og ind i 1900-tallet blev der rejst kritik af synet på mandlig (aktiv) og kvindelig (passiv) seksualitet, der betegnedes som dobbeltmoralsk. Kritikkerne var delt i to lejre. På den ene side fandtes fortalere for en friere seksualitet for begge køn. På den anden side var der nogle, der mente, at begge køn skulle udvise mådehold på det seksuelle område. Det sidste synspunkt kom til orde i tidsskriftet Kvinden og Samfundet i 1908. Forfatteren var en mand, Knud Stampe Bardenfleth. Han skriver bl.a. at hverken mænd eller kvinder har ret til at ’besudle’ sjæl og krop ved at give efter for ’flygtig erotisk stemning’.

På beværtningen "Det Røde Hav" i Holmensgade i København kom både sømænd og prostituerede. Den siddende kvinde forrest bærer en hvid kjole, som viser, at hun er prostitueret. København 1906. Foto i Københavns Bymuseum.

Ud fra erkendelsen af, at prostitution var kommet for at blive – og måske endda ligefrem var samfundsnyttig som 'lynafleder for mænd, der ikke havde adgang til kvinder – blev prostitutionslovgivningen i det 19. århundrede først og fremmest indrettet for at forhindre, at de dødsensfarlige kønssygdomme greb om sig som en epidemi. Men lovgivningen blev udråbt som dobbeltmoralsk i begyndelsen af det 20. århundrede.

Den reglementerede prostitution 1874-1906

Selvom prostitution siden middelalderen havde været opfattet som et brud på Guds lov, var myndighederne gennem 1800-tallet først og fremmest bange for de kønssygdomme, de prostituerede kunne smitte samfundet med. I 1874 indførtes derfor den såkaldte 'reglementerede prostitution'. Med denne lov kunne politiet tvangsindskrive kvinder til prostitution på bestemte bordeller, hvis de tre gange forinden var blevet dømt efter straffelovens § 180 om 'utugt'. 

Tvangsindskrivningen som prostitueret indebar, at den prostituerede kvinde regelmæssigt skulle lade sig undersøge af en læge, der kontrollerede og eventuelt behandlede hende for kønssygdomme. Til gengæld slap hun for fængselsstraf. Loven af 1874 var ikke tænkt som legalisering af prostitution, men som et middel til at hindre smittespredning af kønssygdomme gennem kontrol.

Fortalere og modstandere af den reglementerede prostitution

Fortalerne for den reglementerede prostitution (de såkaldte 'reglementarister') fandtes blandt læger og politikere, som anså loven for at være et nødvendigt redskab til bekæmpelse af kønssygdomme. 

Modstanderne af loven ('abolitionisterne') hævdede til gengæld, at loven legaliserede prostitution, og at dette var et brud på ’sædeligheden og den offentlige moral’. Modstanderne kom først og fremmest fra de religiøse kredse, men også medlemmer af Dansk Kvindesamfund var imod loven. De mente, at loven var dobbeltmoralsk, eftersom kun den ene part (den prostituerede kvinde) kunne straffes, mens mænd som kunder gik fri. Loven var en torn i øjet på deres ligestillingssag, hvor begge køn skulle udvise høj moral (dvs. mådehold) på det seksuelle område. 

Den reglementerede prostitution afskaffes

Modstanden mod loven blev organiseret med oprettelsen af 'Forening imod Lovbeskyttelse for Usædelighed' i 1879. Foreningen havde som erklæret mål at afskaffe den reglementerede prostitution, ”...fordi den ikke alene ikke formindsker hverken Utugten eller dens sygelige Følger, men tvertimod forøger begge”.

Da det blev kendt, at antallet af kønssygdomme ikke faldt, sådan som fortalerne ellers havde hævdet det ville, blev det svært at argumentere for lovens berettigelse. I 1906 blev loven afskaffet, og herefter var det kun § 180 i straffeloven, der gjaldt:

"Fruentimmer, som imod Politiets Advarsel søge Erhverv ved Utugt, straffes med Fængsel."

Prostitution kunne straffes med op til 2 års fængsel.

Straf for udbredelse af kønssygdomme

Før penicillinens udbredelse i 1940'erne var det vanskeligt at behandle personer, der var smittet med kønssygdomme som syfilis eller gonore, effektivt. Men kønssygdommene blev ikke kun opfattet som et individuelt problem. Myndighederne ønskede at styrke borgernes moralske og fysiske sundhed - til gavn for samfundet og de kommende slægter – og derfor blev det set som et væsentligt samfundsproblem.

Myndighedernes opmærksomhed på udbredelsen af kønssygdomme ses også i straffeloven. Prostituerede kvinder, der fortsatte deres erhverv til trods for, at de led af en kønssygdom, kunne straffes med forbedringshusarbejde dvs. fængsel fra otte måneder og op til 6 år. Dermed straffede man ofte hårdere end efter selve prostitutionsparagraffen (§180).

§ 181 (Udbredelse af kønssygdomme):

Naar Nogen, som er vidende eller har Formodning om at være behæftet med venerisk Smitte, øver Utugt med en Anden, bliver Straf af Fængsel eller under skjærpende Omstændigheder Forbedringshuusarbeide at anvende.

Prostitutionskunden

I dag er hverken prostitution eller det at være prostitutionskunde forbudt i Danmark. Det var det til gengæld under Danske Lov fra 1683 og frem til den nye straffelov i 1866. 

Med straffeloven af 1866 blev kunden fritaget for straf. Herefter optrådte kunderne kun som vidner mod de prostituerede kvinder i straffesagerne. Kunderne selv blev hverken tiltalt eller straffet.

"Dræbende kys - Bogen om Menneskehedens Svøbe" udkom i 1928. Formålet var med udpenslende billeder og tekst at advare den danske ungdom mod de farer, der kunne ligge være i at kysse det modsatte køn - det kunne være den lige vej til at blive smittet med syfilis.

Syfilis og gonorre var frygtede kønssygdomme på samme måde, som Aids var det i nyere tid. I 1850 omtaltes syfilis som "den værste fjende vi have at kæmpe imod" af overlægen på Sct. Hans. Hospital. Og frygten var velbegrundet.

Symptomer og diagnosticering

De sene symptomer på syfilis fandtes på forskellige dele af kroppen. De alvorligste var beskadigelse af den store legemspulsåre, beskadigelse af hjertet og forandringer i nervesystemet, hjernen og af huden.

Usikker gang, kramper og storhedsvanvid var symptomer på, at syfilis havde sat sig som betændelse på hjernen - også kaldt Dementia Paralytica. Talebesvær var et andet velkendt symptom, og patienterne blev bl.a. testet i, om de kunne udtale " Tredje ridende artilleribrigade". Kunne de ikke udtale dette uden at snuble over ordene var det indikation på, at sygdommen havde sat sig på hjernen.

Syfilis-bakterien blev identificeret i 1905 af den tyske zoolog Fritz Schaudin og kunne påvises hos mennesker gennem undersøgelse af væsken omkring hjerne og rygmarv. 

Behandling af syfilis-patienter

Sygdommen Dementia Paralytica brød som regel ud ca. 15 år efter smittetidspunktet. Patienterne blev typisk indlagt på sindssygehospitaler, hvor læger og psykiatere omhyggeligt nedskrev patientens symptomer og eventuelle tidligere fysiske eller psykiske lidelser i patientens liv og familie. Det sidste var for at bedømme, om patienten var disponeret for sindssygdomme. Den øvrige familie blev derfor typisk nævnt i patientjournaler.

Behandlingen bestod primært af ro og hvile understøttet af beroligende medicin og lange karbade. I 1920'erne begyndte lægerne at indpode patienterne blod fra malariapatienter, som de gjorde i Østrig. Den efterfølgende feberdannelse havde ifølge lægerne en gavnlig effekt på Dementia Paralytica, og der meldtes om helbredelse af op til 50 % af patienterne.

Det var først med udviklingen af penicillin i 1940'erne, at sygdommen effektivt kunne behandles. Indtil da levede patienterne gennemsnitligt 3 år fra sygdommens udbrud.

Oplysning eller disciplinering? Advarsel mod kønssygdomme

Flere bøger udkom om kønssygdomme; nogle for at oplyse om sygdommens årsag og andre for at skræmme unge mennesker fra at have seksuelle forhold. En af dem var bogen "Dræbende Kys. Bogen om Menneskehedens Svøbe" fra 1928. Som titlen antyder, advares bogens læser mod kys med truslen om, at det kunne være den lige vej til syfilis. Pointen i bogen var, at især de unge mennesker skulle holde sig på dydens smalle sti, fordi:

"Syfilisgiften udvælger sig gerne de unge, de gladeste og smukkeste. Pas derfor paa!".

Budskabet blev suppleret med en række billeder af syfilis-sår i forskellige stadier – til skræk og advarsel!

Thit Jensen (1876-1957) var både forfatter og foredragsholder, og hun havde et stort engagement i forhold til forbedringen af kvinders vilkår i samfundet. Selv om hun ikke gik ind for abort, så mente hun, at det skulle være fuldt lovligt at forebygge graviditet og overlade beslutningen til den enkelte kvinde.  Foto i Wikimedia Commons.

Afbrudt samleje var ikke den eneste form for prævention, man kendte til i begyndelsen af 1900-tallet. Kondomer – eller præservativer, som de hed – var velkendte og lovlige. Derimod var det ulovligt at reklamere for produkterne.

Abort var ulovligt. Men selvom abort først blev tilladt i 1973, begyndte vejen hertil allerede i 1920'erne.

Prævention – ”Franske artikler”

I begyndelsen af 1900-tallet var man klar over, at kondomer kunne hindre både frygtede kønssygdomme som syfilis og gonorre samt uønskede graviditeter. Alligevel blev det ved lov i 1906 forbudt, "ved Bekendtgørelse, Skiltning, Udsendelse af Beskrivelse m.m. at henvende sig til Almenheden, eller til ubekendte eller ubestemte Personer med Tilbud om Salg af Genstande tjenlige til at forebygge Følger ved Samleje".

Det forhindrede dog ikke butiksejere m.fl. i at annoncere med produkterne. Som dæknavne for kondomer anvendtes bl.a. "hygiejniske" eller "franske" artikler. I 1937 blev det tilladt at reklamere for produkterne, hvis det vel at mærke ikke skete på "forargelig måde". Det måtte man til gengæld fra 1967.

Abortlovgivningen

Selvom mænd siden 1763 havde været forpligtet til at yde økonomisk bidrag til de børn, de fik uden for ægteskab, betød det ikke at der kom færre børn af enlige mødre.

Hvor manden skulle betale børnebidrag, fik kvinden konsekvenserne at føle på andre måder: Graviditeten, barnefødslen, skæve blikke fra naboer og selvfølgelig bleskift og amning og deraf følgende begrænsede muligheder for at arbejde og tjene penge.

Abort – eller fosterfordrivelse, som det oprindeligt hed - blev betragtet som mord. Før 1866 betød det dødsstraf for kvinden, og herefter lød strafferammen på op til 8 års fængsel frem til 1930.

I 1920'erne blev abort et varmt diskussionsemne. Flere politikere argumenterede for, at den mor, der greb til abort som udvej, var ulykkelig og hjælpeløs. Hun skulle derfor hellere hjælpes end straffes. I praksis blev de fleste kvinder på dette tidspunkt også fritaget for straf, selvom man skønnede, at der blev foretaget ca. 5000-10.000 illegale aborter årligt omkring 1930. Det var nye tider – også inden for straffepraksis. Det fornemmede politikerne også, så i 1930 blev strafferammen nedsat fra otte til to års fængsel i abortsager.

Abort-diskussionen i 1920'erne viser på den ene side, at tiden ikke var moden til fri abort- dertil var både politikere og en del af befolkningen bange for, at det ville føre til en seksuel løssluppenhed, som ikke harmonerede med samtidens moral og værdier. På den anden side var synet på kvinden, der valgte illegal abort, ændret fra mere eller mindre religiøs forargelse til større forståelse for kvindens situation. I 1937 blev der med Svangerskabsloven nemmere adgang til abort, hvis graviditeten var til fare for kvindens liv eller hvis barnet var sygt. Derudover fik kvinder adgang til abort, hvis de havde været udsat for voldtægt.

Frit moderskab og illegale aborter

Abort-diskussionen fandt sted samtidig med, at flere kvinder - først og fremmest forfatteren og kvindesagsforkæmperen Thit Jensen - argumenterede for frivilligt moderskab. Thit Jensen gik ganske vist ikke ubetinget ind for fri abort, men hun argumenterede for prævention og seksualoplysning længe før, det overhovedet blev opfattet som en samfundsopgave. I 1924 stiftede hun Foreningen for Seksuel Oplysning sammen med lægen J.H. Leunbach, der udførte illegale aborter. Han endte med at blive dømt for udførelsen af de illegale aborter i 1936.

Hemmelig afstemning

Indtil 1901 foregik valg til Folketinget ved håndsoprækning eller ved, at den som stemte simpelthen blev spurgt, hvem han stemte på. Og det blev så ført til protokols. En arbejdsgiver kunne med andre ord holde øje med, hvem hans ansatte stemte på. Det kunne i sig selv få en fattig landarbejder til at tænke sig om en ekstra gang, før han stemte.

Den hemmelige afstemning, hvor man sætter et kryds i en afskærmet valgboks, blev indført i forbindelse med valget i april 1901. Det var en gevinst for de partier, som havde tilslutning blandt arbejdere i by og på land, navnlig Socialdemokratiet og venstrefløjen af Venstre (fra 1905 Det radikale Venstre).

Ved valget den 3. april 1901 blev regeringspartiet Højre halveret. Det moderate Venstre, som havde samarbejdet med Højre, fik en næsten lige så stor tilbagegang. Højres faldende popularitet i befolkningen og indførelsen af hemmelig afstemning var to væsentlige årsager til nederlaget.

Systemskifte

Efter valget i 1901 havde Højre og Det moderate Venstre tilsammen 24 mandater i Folketinget. Socialdemokratiet og Folketingets Venstre havde til sammenligning 90 mandater.

Selv om grundloven i 1849 havde givet magten til folket, var (og er) det stadig kongen, der pegede på en leder af regeringen. Den magt havde især betydning i årene 1877-1894, hvor et lille, men kongetro mindretal dannede regering og kun regerede med støtte fra det ene af Rigsdagens to kamre, Landstinget. Stemte Folketinget imod et lovforslag, mente regeringen at kunne gennemføre forslaget som et "provisorium" - en foreløbig lov. 

I 1901 var udsigten til endnu en Højre-regering blevet absurd - selv for nogle Højrefolk. Det lykkedes omsider at få overtalt kongen til at pege på venstremanden Deuntzer som regeringsleder, og mange års godsejerstyre blev afløst af et mere folkeligt styre.

Med systemskiftet i 1901 blev parlamentarismen anerkendt. Det betød, at en regering nu aldrig kunne have et folketingsflertal imod sig. Princippet blev dog først skrevet ind i grundloven i 1953.   

Ny lov om tilsyn med børns og kvinders arbejde

Efter pres fra Socialdemokratiet og fra fagbevægelsen blev den gamle fabrikslov fra 1873 taget op til revision. Nu fik kvinder i industrien ret og pligt til 1 måneds barselsorlov. I den måned fik de ingen løn, men måtte de søge om offentlig hjælp under deres "barselsorlov", blev det ikke regnet som fattighjælp.

Børn skulle nu være mindst 12 år gamle, før de måtte arbejde på fabrik. De måtte ikke arbejde i skoletiden, og de måtte højst arbejde i 6 timer.

I 1913 blev loven revideret igen, og denne gang blev det helt forbudt at ansætte børn i industrien, hvis de stadig gik i skole.

Siden 1814 skulle alle børn modtage undervisning i 7 år. Foruden folkeskoler var der efterhånden blevet oprettet friskoler enkelte steder på landet og private borger- og realskoler i byerne. Mens de private skoler, hvor man skulle betale, tiltrak de riges børn, var børnene fra den mere jævne del af befolkningen henvist til folkeskolen. Børn fra fattige kår havde ofte et arbejde at passe ved siden af deres skolegang. Forskellene mellem det faglige niveau i folkeskolen og i privatskolerne blev, især i byerne, meget store. Det blev så godt som umuligt for et barn i en folkeskole at fortsætte sin uddannelse ud over de 7 år, fordi springet til realskole og gymnasium var alt for stort. 

Skolereformen i 1901 indførte mellemskolen. Efter 5. kl. fik piger og drenge mulighed for at gå i den fireårige mellemskole, som enten skulle munde ud i en 1-årig realeksamen eller en 3-årig studentereksamen. Reformen var et løft for de lige muligheder for børn i byerne, men noget vanskeligere så det ud for børn på landet. Uden offentlig trafik kunne det være næsten umuligt at tage ind til byens mellemskole.

Reformen betød dog, at flere fik mulighed for at få en realeksamen eller begynde på et gymnasium. Fra ca. 400 studenter i 1900 afsluttede ca. det dobbelte antal i 1910.

Børnelovens officielle titel var "Lov om behandling af forbryderiske og forsømte børn og unge personer". Og der var da også et dobbelt formål med loven. Og der var da også et dobbelt formål med loven. På den ene side ønskede man at dæmme op for den småkriminalitet, som til dels var en følge af, at mange børn var overladt til sig selv. På den anden side ville man give børnene mulighed for en sundere opvækst, ikke kun i fysisk forstand, men også i moralsk

Kunne kvinder udtrykke en selvstændig mening og forstå sig på emner, der ikke kun handlede om deres eget hjem, børn og familie? Det var et stort diskussionsemne omkring 1900 - og ikke kun i Danmark. I 1904 fik kvinderne mulighed for at vise, at de havde en mening om kirkelige spørgsmål, da de ved menighedsrådenes oprettelse fik stemmeret til dem. Fire år senere, i 1908 fik de også andel i andre, stadig lokale, spørgsmål. Her fik de nemlig stemmeret ved valgene til sogneråd og kommunalbestyrelser (byråd).

Efter en periode på 32 år, hvor "faldne kvinder" kunne drive en form for lovlig og kontrolleret prostitution, blev ordningen ophævet, og det blev igen entydigt kriminelt at være prostitueret.

Justitsministeren bag f.eks. børneloven og ophævelsen af den reglementerede prostitution hed P.A. Alberti. Han havde været minister siden 1901 og systemskiftet. I 1908 blev det afsløret, at han havde begået underslæb for et stort millionbeløb, og selv om han længe nægtede hårdnakket, gav han til sidst op og meldte sig til politiet. Han kom til at sidde i fængsel fra 1910 til 1917, hvor han blev benådet.
Statsministeren, J.C. Christensen, havde stolet på sin justitsminister og ydet ham et lån på 1½ million kr. af statskassen. Efter Albertis arrestation blev der rejst rigsretssag mod bl.a. statsministeren, som måtte gå af.

Da statsminister J.C. Christensen måtte gå af efter Albertiskandalen i 1908 blev en anden venstremand, Niels Neergaard, statsminister. Men efter valget i 1909 dannede Det radikale Venstre for første gang regering med støtte fra Socialdemokratiet. Statsministeren var C.Th. Zahle. Regeringen blev allerede i 1910 afløst af en ny venstreregering. Men også efter valget i 1913 blev Zahle statsminister og Det radikale Venstre regeringsparti. Det vedblev det at være frem til 1920.

Det radikale Venstre kom således til at spille en væsentlig rolle i 1910'erne. Partiet stod for en klar antimilitaristisk linje og for en udjævning af sociale forskelle samt ophævelse af privilegier, bl.a. den privilegerede valgret til Landstinget, der tilgodeså de velstående.  En anden mærkesag for Det radikale Venstre var kvinders og tjenestefolks stemmeret.

Det radikale Venstre havde regeringsmagten, da Første verdenskrig brød ud. Danmark formåede at holde sig neutral gennem hele krigen, mens Sønderjylland, som var tysk indtil 1920, i høj grad blev involveret i krigen.

Udjævning af sociale forskelle blev en væsentlig opgave under verdenskrigen. Man gjorde det ved at bryde med "natvægterstaten", hvor regeringsmagten - staten - regulerer betingelserne for handel og erhverv mindst muligt. Den radikale regering lod derimod ikke kræfternes frie spil klare de forsyningsproblemer, som verdenskrigen affødte. I stedet udfoldede der sig et kæmpemæssigt administrativt apparat, der havde til opgave at fordele brød, kartofler, foderstoffer osv. ligeligt. Denne indgriben er blevet set som begyndelsen på den moderne velfærdsstat. Ikke fordi befolkningen var sikret velfærd, men fordi regeringen forsøgte at sikre befolkningens velfærd.

Første verdenskrig havde længe ligget og luret - for mange internationale spændinger gjorde Europa til en krudttønde, som kunne antændes med en tilfældig gnist. Alligevel herskede der en fremskridtstro uden lige og en tillid til fornuften og rationalet - og ikke mindst til de tekniske fremskridt.

For de europæiske arbejderbevægelsers vedkommende hvilede tilliden til fremtiden og fremskridtet ikke mindst på tilliden til hinanden: Hvis arbejderne i Europa - ja, i hele verden - stod sammen og ikke gik i krig, så ville krig være en umulighed.

Første verdenskrig betød, at mange værdier og megen tillid brød sammen. Den viste, at fornuft og rationale alligevel ikke herskede. For syngende og begejstrede drog arbejdere i krig for deres fædreland. Den internationale arbejdersolidaritet havde været en illusion. Værdisammenbruddet kan aflæses i litteraturen fra tiden omkring Første verdenskrig. Og det kan aflæses i den danske fagbevægelses kursændring fra internationalt orienteret til nationalt orienteret. 

Demokratiseringsprocessen stod ikke stille under verdenskrigen, og en grundlovsændring havde længe været undervejes. I 1915 lykkedes det partierne at blive enige om en ophævelse af den privilegerede valgret til Landstinget - og samtidig fik kvinder og tjenestefolk stemmeret til Rigsdagens to kamre, Folketinget og Landstinget. 

Navnlig under krigens første år var fagforeningerne tilbageholdende med at stille lønkrav, og der var ikke mange strejker. Denne tilbageholdenhed var et udtryk for den "borgfred", der rådede i Danmark, såvel som i mange andre lande under krigen. I 1916 blev regeringen udvidet med tre såkaldte kontrolministre, Thorvald Stauning fra Socialdemokratiet, J.C. Christensen fra Venste og Chr.M. Rottbøll fra Det konservative Folkeparti (tidligere Højre). Hermed var alle partier medansvarlige for landets styrelse. 

Danmark manglede penge og det lykkedes efter flere forsøg at få solgt Dansk Vestindien, som efter slaveriets ophævelse i 1848 ikke gav noget økonomisk afkast for Danmark, og som var præget af stor fattigdom blandt den sorte del af befolkningen. 

Verdenskrigen blev ikke den lynkrig, som tyske generaler havde regnet med. Allerede fra efteråret 1914 var fronterne stivnet i en trøstesløs skyttegravskrig. Selv ikke da amerikanerne i 1917 gik ind i krigen, kom der en afgørelse. Var vestfronten styrket for de allierede (Rusland, England, Frankrig, USA), blev østfronten svækket med den russiske revoluton i oktober 1917. Den amerikanske præsident Woodrow Wilson havde dog tillid til, at de allierede magter ville vinde. I januar 1918 udsendte han en erklæring om det grundlag, som freden til sin tid skulle hvile på. Et af hans 14 punkter var, at landegrænser skulle hvile på princippet om folkenes selvbestemmelsesret. Det gav nyt liv til håbet for de dansksindede sønderjyder, der ønskede at stemme sig "hjem til Danmark".

Freden kom langt fra med det samme. Først i november 1918 overgav Tyskland sig som den sidste af centralmagterne (Tyskland, Østrig-Ungarn og det senere Tyrkiet samt Bulgarien), og den 11. november blev våbenstilstanden underskrevet.

På det tidspunkt var der udbrudt oprør blandt de tyske marinesoldater i de tyske havnebyer. Snart bredte uroen sig til byernes arbejderklasse, og i mange byer blev der oprettet arbejder- og soldaterråd. Også i Danmark ulmede en social uro. Tættest på en dansk revolution kom man med grønttorvsspektaklerne den 13. og 14. november 1918. 

Med verdenskrigens afslutning begyndte bestræbelserne på at få gennemført en afstemning om Slesvigs nationale tilhørsforhold. Den 10. februar 1920 blev der afholdt en samlet afstemning for Nordslesvig (Sønderjylland). Her var der et dansk flertal på 75 %. Derefter blev der stemt i hvert enkelt sogn syd for den nuværende grænse. I samtlige sogne var der tysk flertal.

Afstemningen betød, at Sønderjylland blev dansk igen, men at Flensborg kom til at høre til Tyskland. I borgerligt, nationale kredse i Danmark rejste der sig en bevægelse for på en eller anden måde at få gjort Flensborg dansk alligevel, den såkaldte Flensborg-bevægelse. 

Uroen var formentlig den udløsende faktor bag påskekrisen i 1920, hvor kongen helt uhørt afskedigede den radikale regering. En dybere årsag til krisen var det pres, som kongen var underlagt fra erhvervsfolk, der var lede og kede af den radikale regerings reguleringspolitik.

Arbejderbevægelsen reagerede på kongens "statskup" med trusler om generalstrejke. Fra bevægelsens side blev der nu stillet både faglige og politiske krav. Den socialdemokratiske arbejderbevægelses krav blev stort set imødekommet - men derudover havde syndikalisterne stillet nogle krav, og de blev ikke indfriet. Enkelte fag, hvor syndikalisterne havde stor indflydelse, gik derfor i "generalstrejke". Men strejken havde ikke støtte andre steder i fagbevægelsen, og de strejkende fik ingen økonomisk støtte fra de andre fag. Desuden havde arbejdsgiverne held til at indsætte strejkebrydere, så strejken ikke fik tilstrækkelig effekt. Syndikalisterne led et stort nederlag, og deres rolle var herefter stort set udspillet. 

Blandt de politiske krav, som den socialdemokratiske arbejderbevægelse fik indfriet efter "statskuppet" i 1920, var indførelsen af en ny valglov. Siden 1913 havde Socialdemokratiet været det parti, der fik flest stemmer ved valg til Folketinget, men Venstre fik alligevel flest mandater. Baggrunden for denne skævhed var valgsystemet, som man kalder "flertalsvalg i enkeltmandskredse", hvor den kandidat i en valgkreds, der får flest stemmer, bliver valgt, mens alle andre stemmer går til spilde. Det er et system, man stadig har i f.eks. England og USA.

Efter den nye valglov indførtes i Danmark forholdstalsvalget. Herefter blev mandaterne fordelt i forhold til antallet af stemmer på de enkelte partier. Og ved valget i 1924 fik Socialdemokratiet både flest stemmer og flest mandater. Cigarsorterer Thorvald Stauning blev statsminister i den første socialdemokratiske regering.

Socialdemokratiet havde været en stor fortaler for kvindelig stemmeret, og det var vigtigt at få udnævnt en kvindelig minister. Det blev historikeren Nina Bang, som fik posten som undervisningsminister. Hun blev dermed den første kvindelige minister. På verdensplan var én kvinde blevet minister før Nina Bang. Det var Aleksandra Kollontaj, som blev minister i den russiske regering efter revolutionen i oktober 1917. 

Nina Bang var kun minister i to år, indtil den socialdemokratiske regering i 1926 blev afløst af en Venstreregering. Først i 1947 fik Danmark igen en kvindelig minister.