Historiske temaer

Perioden 1900-1925 var begivenhedsrige og vigtige år i Danmarks historie. Tiden var ikke kun præget af dramatiske og skelsættende begivenheder, men også af opbrud i holdninger til f.eks. køn, moral og nationalitet. I perioden lagdes grundsten til den moderne velfærdsstat, og Danmark tog skridt fra landbrugs- til industrisamfund. For én landsdel var perioden dog særlig dramatisk. Sønderjylland oplevede fortyskning, krig og genforening.

I temaerne har vi især fokus på forhold, der har betydning for de 7 børn, der vokser op og bliver voksne i perioden.

Introduktion til temaerne

Børns vilkår under forandring

Forandringerne bestod både af politiske reformer, som betød forbedringer af børns vilkår - men også af såkaldt strukturelle forandringer, altså 'langsomme' forandringer, hvor f.eks. familiemønstre ændrer sig over tid.

Demokrati under udvikling

I 1849 fik Danmark en grundlov. Året før var enevælden, hvor kongen mere eller mindre selv bestemte, blevet afskaffet. Fik vi demokrati i 1849? I perioden 1900-1925 blev der gennemført mange reformer, som i dag for os er selvfølgelige ingredienser i et demokrati.

Industrialisering

Industrien blev mere og mere dominerende i landbrugslandet Danmark. Dels udgjorde arbejdere i industien en stadig stigende andel af arbejdsstyrken. Dels udgjorde industriens produkter en stigende andel af den samlede værdi, der blev skabt i samfundet. Stadig nye opfindelser skabte fremskridstro og optimisme - i hvert fald indtil 1914.

Befolkningens sammensætning

Industrialiseringen havde betydning for, hvordan befolkningen fordelte sig mellem land og by. De sociale strukturer i byerne var under forandring, men også på landet skete der ændringer.

Første verdenskrig

Danmark var neutral under første verdenskrig 1914-1918. Landet blev dog blev i høj grad også berørt af krigen. Vareknaphed og prisstigninger satte dagsordenen for befolkningen i byerne, og på landet greb regeringens regulerende hånd ind overalt.

Sønderjylland mellem dansk og tysk

Især blev Sønderjylland påvirket af verdenskrigen. Sønderjylland var nemlig siden 1864 tysk, og sønderjyder måtte som tyske soldater deltage i krigen. I hele perioden indtil 1920, hvor Sønderjylland blev genforenet med Danmark, spillede kampen mellem dansk og tysk kultur en vigtig rolle i hverdagen.

Køn og seksualitet

Mentale grænser flyttede sig også. Nogle af dem havde med køn og seksualitet at gøre.

Tidslinje: Danmark 1900-1925

- er i og for sig ikke et tema. Som navnet antyder, vil det her være muligt at få et kronologisk overblik.

Børns vilkår under forandring

I år 1900 udgav den svenske forfatter Ellen Key sit store værk "Barnets Aarhundrede". Hun så for sig et århundrede, hvor børn blev anerkendt som selvstændige mennesker med individuelle muligheder og rettigheder fremfor ”ufærdige voksne” uden rettigheder overhovedet. Det syn på børn satte præg på debatten blandt pædagoger og skolefolk, også i Danmark. Da værket i 1902 blev oversat til dansk, indgik det omgående i en igangværende pædagogisk debat omkring børns indlæring og om hvordan undervisning skulle foregå i landets folkeskoler.

Skoleelever eller arbejdskraft?

Foruden pædagogiske debatter var der kamp om børnene mellem skolerne, forældrene og arbejdsgiverne. Forældrene så også deres børn som arbejdskraft, der skulle bidrage til familiens forsørgelse. Over for forældrene stod lærerne, som skulle håndhæve en 7-årig skolepligt og sørge for, at børnene lærte noget. Det kunne være svært i forhold til trætte børn, der havde været oppe siden klokken fire om morgenen, fordi de først skulle arbejde.

Børnearbejde i byerne og på landet

Børns billige arbejdskraft var eftertragtet. I Århus i 1872 var op til hver 10. arbejder på fabrikkerne et barn under 13 år. På tobaksfabrikkerne var børnene endda i overtal. Ude på landet havde 37 % af børnene i 1899 et arbejde uden for hjemmet.

I 1873 kom den første lov, der begrænsede børns arbejde på fabrikkerne, og den lov blev fulgt op flere gange i løbet af de første årtier af 1900-tallet. Det gik noget langsommere med at indskrænke børnearbejdet på landet.

Større opmærksomhed på børns vilkår

Den større opmærksomhed på børnelivet, som afspejlede sig bl.a. i pædagogiske kredse, fandt også andre veje. Nye råd og nævn blev oprettet, som skulle varetage børns tarv. Der blev arrangeret store landsdækkende indsamlingsdage, hvor især kvinder samlede ind til fordel for humanitært arbejde blandt børn og unge (se billedet til højre).

Om Ellen Key fik helt ret i sin vision om det 20. århundrede som "barnet århundrede" kan diskuteres, men en ting er sikkert - der skete store forandringer i løbet af århundredet. Synet på børn ændredes radikalt og sideløbende ændredes barndommen også.

Børnedødelighed og børnefødsler

Familier med otte børn var mere almindelige i starten af 1900-tallet end i dag. Her er det familien Prytz fra Gentofte, der er fotograferet i haven. Foto i Lokalhistorisk Arkiv i Gentofte.

“Dødsårsag: Barndom”. Denne konstatering er ikke sjælden at finde i lægernes dødsattester fra både 1700- og 1800-tallet. Den er dels et udtryk for synet på barndommen, at barndommen var noget, man skulle overleve, og dels at børnedødeligheden på denne tid var høj.

Børnedødelighed

I 1700-tallet døde 20-25 % af børnene, inden de fyldte 1 år. Yderligere 10 % døde, inden de blev 10 år. Kombinationen af dårlige hygiejniske forhold, dårlig kost og en yderst mangelfuld lægevidenskab betød, at dødeligheden for visse grupper af børn var på hele 50 %.

Begyndende forandringer

Helt tilbage til de gamle grækere havde begrebet “miasma” været anvendt, når smittekilder skulle identificeres. Begrebet dækkede over en tro på, at der ved forrådnelse og i sumpagtige landområder opstod “dårlig luft”, og at mennesker blev syge, når denne luft blev indåndet. I midten af 1800-tallet begyndte der at ske store forandringer. Koleraepidemier havde hærget landet i flere omgange, og på baggrund af miasma-teorien kom der kloakker i byerne. Herved fjernede man, uden at vide det, i virkeligheden en af de største smittekilder i bysamfundene. Baggrunden var forkert, men resultatet var det rigtige. Rendestenene, der hidtil havde fungeret som mødding for dyrene, afløb for indholdet af natpotten og køkkenspildevand, men også som legeplads for byens børn, blev fjernet og dermed forsvandt én af byens store smittekilder.

Hygiejnens opdagelse

Skelsættende var opdagelsen af god hygiejnes indflydelse på sygdomme. Hidtil havde læger båret smitte fra patient til patient, men noget simpelt og i dag ganske naturligt – at vaske hænder – ændrede på det. Fødselslægers håndhygiejne havde således en stor indflydelse på antallet af infektioner blandt både de fødende og deres nyfødte børn. Nok var børnedødeligheden stadig høj omkring år 1900 sammenlignet med i dag, men der var allerede sket et stort fald. Middellevetiden viser dette fald ganske tydeligt: 1840 - 42 år, 1900 - 54 år og 2000 - 77 år.

Dødelighedens indflydelse på antallet af børnefødsler

Omkring år 1900 fødte hver dansk kvinde i gennemsnit lige over 4 børn. Til sammenligning var tallet i 2009 lige under 2. Denne store forskel har mange grunde, og én af dem er netop dødeligheden blandt børn. Til trods for de forbedrede forhold for børn i 1900-tallet, hvor færre børn døde, var familiernes mentalitet endnu ikke fulgt med. Det tog tid at erkende, at langt flere børn overlevede barndommen, og kvinderne derfor ikke behøvede at gennemgå så mange graviditeter for at se deres børn blive voksne.

Ældrepleje

Det var vigtigt for ens egen situation, at have børn der overlevede barndommen og blev voksne med egen indtægt og familie. Det var simpelthen en nødvendighed i en tid, hvor der ikke fandtes plejehjem og understøttelse med gode vilkår.

I 1891 kom det første tiltag hen imod, hvad vi i dag kender som folkepensionen. Hidtil havde den eneste form for understøttelse af ældre været i form af fattigunderstøttelse. Fattigunderstøttelse var forbundet med at blive set ned på og at blive frataget rettigheder. F. eks. kunne en fattighjælpsmodtager ikke stemme. Den nye lov betød, at alle over 60 år, der ikke selv var skyld i deres situation, og som ikke havde modtaget understøttelse de foregående 10 år, kunne modtage fattigunderstøttelse, uden at de mistede rettigheder.

Danmark var måske nok med denne lovgivning et foregangsland, men at ældre kunne modtage understøttelse betød ikke, at de kunne klare sig selv. Var pleje nødvendigt, var eneste mulighed omkring år 1900, at der var nær familie, der kunne tage sig af dem. Efterhånden som alderdomsforsorgen blev udvidet op igennem 1900-tallet, forsvandt behovet for, at voksne børn tog sig af de svage og gamle.

Børneloven 1905

Socialdemokraten Peter Sabroe (1867-1913) var vokset op under fattige kår i Aarhus.  Både som politiker og som journalist forsøgte Sabroe at sætte fokus på børns vilkår. Han afslørede f.eks., hvordan børnehjemsbørn blev dårligt behandlet. Foto i "Borgere i byens råd - Medlemmer af Århus bys borgerrepræsentation og byråd" af Ole Degn og Vagn Dybdahl, Universitetsforlaget i Århus, 1968.

I 1905 vedtog folketinget “Lov om Behandling af forbryderske og forsømte Børn og unge Personer”. Som navnet antyder, havde loven et dobbelt formål: Det ene var at beskytte samfundet mod forbryderspirer uden ligefrem at sende dem i fængsel sammen med mordere og voldtægtsforbrydere. Det andet var at tage hånd om børn, som ikke fik en ordentlig opvækst – hvad enten det var hos deres forældre, hos plejeforældre eller på børnehjem.

Værgerådenes tilsyn med udsatte børn

Med børneloven blev også oprettet kommunale værgeråd og et Overværgeråd. Det var deres opgave at gribe ind, når børn blev forsømt, misrøgtet eller mishandlet eller var i fare for at blive kriminelle. Ofte var det politiet der anmeldte familier til værgerådet, men det kunne også være en læge eller skolelærer, der bad rådet om at undersøge en familie nærmere.
Værgerådet havde mulighed for at give advarsler – eller på visse betingelser fjerne barnet fra hjemmet. I sådanne tilfælde skulle overværgerådet godkende fjernelsen.

De fjernede børn

Når børnene – med eller uden tvang – blev fjernet fra hjemmet, blev de enten anbragt hos en plejefamilie, på en opdragelsesanstalt eller på et børnehjem, alt efter omstændighederne. Forældremyndigheden blev frataget forældrene, og børnene var nu under overværgerådets myndighed.

Når børnene var blevet fjernet

Plejefamilierne kunne være helt almindelige familier, der havde et ønske om at tage vare på et barn, men som oftest var det nok familier, der enten havde brug for de penge, man fik i plejeløn eller for børnenes arbejdskraft – eller begge dele.

Opdragelsesanstalterne var en mulighed for samfundet for at få uopdragne og ulydige drenge og piger tilbage på den rette vej. Når man fjernede dem fra deres vante omgivelser, mente man, at man kunne genopdrage dem væk fra den vej, de havde slået sig ind på – ofte den kriminelle. Livet på en opdragelsesanstalt indebar hårdt arbejde, en hård tone samt en hård opdragelse der fulgte tidens standard – med tæsk, spanskrør og isolering i små rum eller celler. Mange opfattede derfor opdragelsesanstalterne som ungdomsfængsler.

Børnehjemmene var oprettet af private mennesker, og var rettet mod børn, hvis forældre ikke kunne tage sig af dem. Børnehjemmene skulle helst være små med 15-30 børn, og have en forstanderinde eller et forstanderpar, der dannede et rigtigt hjem for børnene og gjorde dem til en familie. I realiteten var det ofte ikke sådan.

Tilsyn med børnehjem

Efter loven i 1905 kunne børnehjem søge om statsanerkendelse. Det betød, at de fik tilskud men også blev underlagt tilsyn af en overinspektør. For politikeren og børnevennen Peter Sabroe var vedtagelsen af ‘Børneloven’ efter sigende den lykkeligste dag i hans liv. Peter Sabroe havde utrætteligt afsløret skandaler på børnehjem, hvor børnene blev sultet eller banket – eller begge dele. Børneloven satte dog ikke en stopper for skandalerne.

Et værgerådsmedlem fortæller

I 1915 fortalte et værgerådsmedlem til bladet “Kvinden og Samfundet”, at hun havde været medlem af det lokale værgeråd siden 1905. Og videre bl.a. om to typer plejefamilier:

“Enkelte af Plejehjemmene er barnløse og har modtaget et lilleVærgeraadsbarn, som saa har faaet fuld Barneret; men de fleste er Smaakaarshjem, som af Mangel paa Arbejdskraft søger at faa et Plejebarn af en ældre Alder, for derved at skaffe sig billig Hjælp. Børn, der anbringes i saadanne Hjem, faar ikke der nogen Far og Mor; men naar de, der sætter Børnene ind i Verden, ikke selv vil være Far og Mor for dem, kan man heller ikke forlange, at den offentlige Forsorg skal skaffe dem Forældrekærlighed. Børnene faar i disse Hjem lært at arbejde, de faar Føde og Klæder og Hvile som Smaafolksbørn, de er i et Hjem og lærer et Familieliv at kende, og som Regel viser de sig ogsaa i Skolen kvikke og veltilfredse. Ganske vist kan Arbejdet undertiden være svært nok, og der kan ogsaa være en Del tilbage at ønske i Retning af Kærlighed og Omhu for dem, men alligevel – naar man tænker paa de Forhold, disse Børn kommer fra, maa det sikkert betragtes som et stort Gode for dem at komme ind i saadanne Hjem, og være med i det trofaste, ihærdige, retskafne Arbejde for det daglige Brød.”

Børns rettigheder

Den polsk-jødiske læge og børnehjemsleder, Janusz Korczak, var meget forud sin tid, da han i de første årtier af 1900-tallet gjorde sig tanker om børns opdragelse. Korczak blev af nazisterne deporteret til udryddelseslejren Treblinka i 1942, hvor han blev slået ihjel. Foto i Wikimedia Commons.

At børn ikke blot skal beskyttes, men ligefrem har selvstændige rettigheder, er en forholdsvis moderne opfattelse. Først i 1960 fik Danmark en lov, som udtrykkeligt udtalte sig om “børns retsstilling”. Loven omhandlede dog ikke andre forhold, end hvad der tidligere var lovgivet om ud fra praktiske hensyn.

Praktiske hensyn og beskyttelse er med andre ord bestemmende for den lovgivning, som danner rammen for børns opvækst helt op til vor tid – og er det måske stadig.

1960: “Børns retsstilling”

Loven om børns retsstilling fra 1960 omhandlede rettighederne for børn, der var født uden for ægteskab. Endnu i 1960 var det ikke en ret for barnet at få oplyst navnet på sin far. Faderens identitet skulle myndighederne først og fremmest bruge for at kunne indkræve faderskabsbidrag, men moderen kunne få lov at blive fritaget for at oplyse myndighederne om navnet. Altså var det fortrinsvis en praktisk-økonomisk begrundet lovgivning.

For barnets opvækst kunne den økonomiske begrundelse være vigtig nok. Det kunne måske give lidt mere pålæg på brødet eller en lidt større chance for at få en cykel, der ikke stod i alt for stor kontrast til de andre børns.

1888-1908: Faderskabsbidrag til flere

At faderen skulle betale et bidrag til et barn, der var født uden for ægteskab, var som nævnt ikke noget nyt. Det havde fædre skullet siden 1763. Fra 1888 skulle bidraget betales, indtil barnet fyldte 18 år (og ikke som indtil da kun 14 år). Ved konfirmationsalderen kom mange børn “ud at tjene”, dvs. fik et arbejde på f.eks. en gård. Derfor blev bidragets størrelse ofte reguleret i 14 års alderen.

Kun børn, der var født uden for ægteskab – de uægte børn - modtog bidrag. Var barnet født i ægteskab, men moderen skilt eller separeret, slap faderen for at betale bidrag til barnet. Først i 1908 blev også skilsmissebørn omfattet.
I 1913 kom en enkebørnslov. Den sikrede, at forældre, hvis enten mand eller kone var død og som ikke selv tjente meget, også fik et økonomisk bidrag til deres børns opvækst.

Beskyttelse af børn

To af de steder i lovgivningen, hvor beskyttelse af børn var omtalt, var i straffeloven og i loven om børns arbejde på fabrikker.

Beskyttelse mod mishandling

Straffeloven fra 1866 forbød forældre at mishandle deres børn. Det var ikke det samme som, at de ikke måtte slå deres børn. Det måtte både de og lærerne nemlig gerne. Se videre i temaet om revselsesretten.

Beskyttelse mod farligt og langvarigt arbejde

Loven om børns arbejde på fabrikker fra 1873 forbød, at børn under 10 år arbejdede på fabrikker, og de 10-14-årige måtte højst arbejde 6 timer i døgnet. Loven blev strammet både i 1901 og i 1913. Fra 1901 skulle barnet være mindst 12 år gammelt, før det kunne få ansættelse på en fabrik. Fra 1913 skulle børn være udskrevet af skolen, før de måtte arbejde på fabrik (altså typisk i 14-årsalderen). Børn under 16 år måtte ikke arbejde ved farlige maskiner.

Beskyttelse mod arbejde ved landbrugsmaskiner

Det var også først i 1913, at børns arbejde på landet blev reguleret en smule: Børn under 10 år måtte ikke anvendes ved landbrugsmaskiner (f.eks. dampdrevne tærskeværker). Hvis de var mellem 10 og 12 år skulle deres arbejde ved maskiner ske under opsyn af voksne. Denne meget begrænsede beskyttelse af børn i omfanget og typen af arbejde på landet var stort set gældende frem til 1960.

Børn har ret!

I 1989 tilsluttede Danmark sig, som stort alle andre lande, FN’s Konvention om Barnets Rettigheder. I fire hovedafsnit behandler konventionen børns:

  • grundlæggende rettigheder, herunder mad, bolig og sundhed
  • rettigheder til udvikling, herunder skolegang, uddannelse, leg, fritid og information
  • rettigheder til beskyttelse mod krig, vold, narkotika og seksuel udnyttelse
  • rettigheder til medbestemmelse, herunder ytringsfrihed, indflydelse, selvstændig deltagelse, medbestemmelse og selvbestemmelse

Beskyttelse og basale livsfornødenheder er stadig i højsædet, naturligvis. Men som noget nyt bliver børn betragtet som noget ud over det at have krav på beskyttelse og livsfornødenheder. De er noget i sig selv. Deres mening tæller også.

Janus Korczaks ideer fra begyndelsen af 1900-tallet

Men så ny er tanken heller ikke. En del af tankegodset bag børnekonventionen er fra 1900-tallets første årtier. Tankerne stammer fra en polsk-jødisk børnelæge og børnehjemsleder, Janusz Korczak, og han var i høj grad inspireret af Ellen Key (se indledningen til Børns vilkår under forandring).

Hovedelementerne i Korczaks idéer om opdragelse var:

  • afvisningen af vold – både fysisk og mundtlig – begået af personer i kraft af deres højere alder eller funktion
  • overbevisningen om, at børn er mennesker på samme måde som voksne
  • princippet om, at der skal tages hensyn til barnets individualitet i opdragelsesprocessen
  • troen på, at barnet selv kender sine egne behov, ønsker og følelser bedst og derfor bør have ret til at blive inddraget og hørt af de voksne
  • barnets ret til respekt, uvidenhed og fejltagelser, privatliv, egne holdninger og ejendom
  • opfattelsen af barnets udviklingsproces som hårdt arbejde

Børns økonomiske betydning

Bødkersvend og arbejdsdrenge, der fremstiller i gården ved en virksomhed i Herning, 1915. Foto i Det Lokalhistoriske Arkiv i Herning.

Frem til begyndelsen af 1900-tallet anså ikke mindst fattige familier det for afgørende at få børn. Bevæggrundene var anderledes end i dag. Den tids børn blev mødt af en helt anden virkelighed og andre krav end nutidens børn. Der skulle arbejdes for føden.

Børn i byerne

Børn blev anset for at være en værdifuld ressource, når det gjaldt en families økonomi omkring år 1900. En undersøgelse fra slutningen af 1800-tallet viser, at ca. 40 % drenge over 9-10 år i byerne havde et reelt arbejde ved siden af deres skolegang.

Børnene havde job som bybude, bryggeriarbejdere og sågar decideret fabriksarbejde. De udførte de samme opgaver som voksne i den spirende industri.

I slutningen af 1800-tallet begyndte der fra lovgivernes side at komme restriktioner på børnearbejde, men først i 1913 blev det endelig forbudt for børn at arbejde i industrien – dette betød blot, at børnene i byerne fik andre job, ikke at de holdt op med at arbejde.

Børn på landet

Børn født på landet gik mindre i skole og arbejdede fra en tidligere alder, end børn i byerne. Undersøgelsen fra slutningen af 1800-tallet viste, at ca. 50 % af drengene over 9-10 år på landet havde et arbejde.

Til forskel fra børn i byerne blev børnene på landet ikke blot sat i arbejde, de blev ligefrem sendt hjemmefra. At komme ud at tjene på en gård i nærområdet i en ganske ung alder var almindeligt for både drenge og piger. De skulle skaffe en indtægt til familien, og på samme tid var der en mund mindre at mætte i hjemmet.

Ikke alle familiens børn blev sendt til andre for at tjene, et par stykker blev ofte holdt hjemme, hvor de så hjalp til på familiens egen gård.

For både land og by gjaldt det, at såfremt alle i hjemmet skulle brødfødes, måtte alle også hjælpe til med at tjene penge.

Revselsesretten

Den socialdemokratiske politiker Peter Sabroe (1867-1913) var kendt for sine "opvisninger" i Folketinget. Blandt hans mærkesager var børns velfærd. I forsøget på at gøre opmærksom på mishandling af børn tog han en dag en dreng med og fremviste ham for partiernes ordførere. Drengen var blevet pryglet i en af de københavnske skoler og efterfølgende blevet syg af pryglene. Sabroes kritik af prygl i skolevæsenet førte til, at nogle af de værste lærere blev fyret, og på længere sigt var det også med til at sætte børns velfærd på den politiske dagsorden. Tegning af Sven Brasch i Blæksprutten, 1912.

Revselsesretten var en ret for forældre, lærere og arbejdsgivere til at straffe deres “underordnede” med fysisk vold. Retten til at revse eksisterede siden 1683, hvor den blev nedskrevet i Danske Lov. Kun lidt efter lidt og først langt senere blev revselsesretten ophævet. Dens lange levetid hang sammen med den mindst lige så sejlivede opfattelse af , at fysisk afstraffelse havde en opdragende funktion. 

Tjenestefolk og lærlinge

I dag virker det mærkeligt, at man havde en lov, der udtrykkeligt sagde, at det var i orden at slå andre: Håndværksmesteren kunne slå sin lærling, fruen i huset sin tjenestepige og gårdmanden sin landbrugsmedhjælper. Helt frem til 1921 var det i orden at slå tjenestepigen eller gårdskarlen. Først i 1937 kunne en mester ikke længere med loven i ryggen slå sin lærling.

Skoleelever

Lærere havde ret til at straffe elever fysisk, hvis de ikke kunne deres lektier, hvis de faldt i søvn i timen (mange børn arbejdede ved siden af skolen), eller hvis de på andre måder opførte sig "uartigt". Lærernes ret til at slå skoleelever eksisterede frem til 1967. Dog var de københavnske børn lidt heldigere stillet. Her blev lærernes ret til at afstraffe eleverne fysisk afskaffet i 1951.

Børn og deres forældre

Næsten helt frem til årtusindeskiftet har det været lovligt for forældre at slå deres børn. Først i 1997 blev det strafbart for en forælder at slå sine børn. Loven blev vedtaget med én stemmes flertal i Folketinget. Mange partier var imod loven, bl.a. fordi de mente, at staten ikke skulle blande sig i forældres opdragelse af deres børn. I nyere tid er der til gengæld bred politisk enighed om, at forbuddet mod at slå sine børn er vigtig.

Mishandling var ikke tilladt

Der var en grænse for volden. I borgerlig straffelov fra 1866 hed det i § 202:

“Den, som mishandler sin Ægtefælle, med hvem han lever i Samliv, bliver, om Mishandlingen end ikke efterlader Saar eller anden Skade, at straffe med Fængsel eller under skjærpende Omstændigheder med Forbedringshusarbeide i indtil 2 Aar.

På samme Maade straffes den, der mishandler sine egne eller Andres til hans Omsorg betroede Børn.”

Spørgsmålet er: Hvor gik grænsen mellem (lovlig) revselse og (ulovlig) mishandling? I lovgivningen var der ikke nogen klar anvisning på, hvornår det at slå (med et opdragende formål) blev til mishandling. Det måtte tilsyneladende være op til dommerens vurdering i hver enkelt sag. Det var ikke afgørende, om volden efterlod sår eller anden skade.

Skolegang

Elever og lærer Viskum Pedersen på Kasted Skole ved Aarhus omkring 1912. Cirka sådan har langt de fleste skolelokaler set ud på dette tidspunkt - skolepulte til eleverne og undervisningsplakater på væggene. Foto i Aarhus Kommune Biblioteker. Lokalhistorisk Samling

Almenskolen/ Folkeskolen

Grundlaget for skolegangen omkring 1900 byggede på formålsparagraffer (bestemmelser der klarlægger lovens formål), som var blevet skrevet helt tilbage i 1814. I anordningen (loven) af 29. juli 1814 hedder det om almenskolen, det vi i dag kalder folkeskolen:

Der var dens opgave, at “danne sine Elever til gode og retskafne Mennesker i Overensstemmelse med den evangelisk-kristelige Religion samt at bibringe dem de Kundskaber og Færdigheder, der er dem nødvendige for at kunne vorde nyttige Borgere i Staten”.

Man kom i skole, når man var 7 år, og der var undervisningspligt frem til det skolehalvår, hvor barnet fyldte 14 år.
Der var stor forskel i almenskolerne på landet og i byerne, hvilket bl.a. afspejlede sig i at der var mindre undervisning på landet end i byerne. Men vigtigst var, at børn på landet skulle ind til en by for at få en længere skoleuddannelse end de 7 år.

Mellemskolen

Mellemskolen blev indført i byerne med skoleloven af 1903 som et forsøg på at bygge bro mellem folkeskole og gymnasium. Skolen var kun et tilbud i byerne. Ønskede man som landboer at sende sit barn i mellemskole, måtte de tage turen ind til byen.

Børnene kom i mellemskolen, når de blev 12-13 år og de var færdige efter 4 år. Mellemskolen kunne dog udvides med et ekstra år og herefter afsluttes med en realeksamen.

Gymnasiet

Gymnasiet var en overbygning på mellemskolens realeksamen, men absolut kun for de få og sigtede mod at danne grundlaget for videregående studier på universitetet o.lign. Undervisningen var delt i tre delvis forskellige linjer nemlig den klassisk-sproglige, den nysproglige og den matematisk-naturvidenskabelige linje.

Fagene

 

 

Almenskolen

Mellemskolen

Gymnasiet

Obligatoriske fag

Dansk

Dansk

Dansk (med de øvrige nordiske sprog)

 

Religion

Religion

Religion

 

Skrivning

Skrivning

 

 

Regning

Regning

 

 

Historie

Historie

Historie

 

Geografi

Geografi

Geografi

 

Sang

Sang

Sang

 

Gymnastik

Gymnastik

Gymnastik

 

Håndarbejde (for pigerne)

Håndarbejde (for pigerne)

 

 

Tegning

Tegning

 

 

 

Tysk

Tysk

 

 

Engelsk

Engelsk

 

 

Naturlære

Naturlære

 

 

Matematik

Matematik

 

 

Sundhedslære

 

 

 

Kemi

 

 

 

 

Fransk

 

 

 

Oldtidskundskab

 

I almenskolerne kunne der også undervises i naturvidenskab, sundhedslære, sløjd og husgerning (for pigerne). Nogle byskoler tilbød matematik og sprog. Det var ofte de skoler der stræbte efter, at deres elever skulle have en højere uddannelse.

I mellemskolerne kunne eleverne – foruden de obligatoriske fag – til vælge latin og fransk.

Gymnasiet var som tidligere nævnt inddelt i 3 forskellige linjer. Den ny-sproglige, den klassisk-sporglige og den matematisk-naturvidenskabelige. Alle elever havde de obligatoriske fag uanset hvilken linje de tilhørte. Alt efter hvilken linje der blev valgt, kunne der være forskel i sværhedsgraden i pensum for nogle fag. Hørte man til en af de sproglige linjer skulle man også have latin, og var man klassisk-sproglig var græsk en del af skolegangen.

De forskellige skoler

Såvel mellemskolen som gymnasiet kunne omfatte både drengeskoler, pigeskoler og fælleskoler for drenge og piger. Foruden det offentlige skolesystem var der en lang række af fri- og privatskoler. De var underlagt offentligt tilsyn og skulle leve op til de samme faglige krav som de offentlige skoler for at opnå tilskud og eksamensret.

Og hvad førte skolegangen så til?

Skoleloven af 1903 bidrog til, at en stadig stigende procentdel af de unge fik en højere skoleuddannelse, og skolesystemet dannede grundlaget for fagskoler såsom seminarier, landbrugs-, håndværks- og handelsskoler, tekniske skoler, sygeplejeskoler, bibliotekarskoler m.fl.

Fra gymnasiet kunne man læse videre på universitetet, polyteknisk læreanstalt (nu Danmarks tekniske universitet) og andre højere læreanstalter.

Når det er sagt, var det stadig således, at langt de fleste unge i de første årtier af 1900-tallet forlod skolen efter 7 års undervisning uden nogen eksamen. Forude ventede den umiddelbare fremtid som husmor, tjenestepige, landbrugsmedhjælper, arbejdsmand o.lign.

I 1918 blev 2017 unge danskere (nord for Kongeåen) studenter. Antallet af studenter 1918 udgjorde ca. 3 % af årgang 1900 (hvor 72.141 børn blev født). 76 % af studenterne var drenge, 24 % af studenterne var piger.

Demokrati under udvikling

Med Grundloven fra 1849 blev Danmark officielt et demokrati. Men et egentligt demokrati, blev vi først i perioden 1900-1925. Vi gik fra kongevalgte regeringer til regeringer valgt af flertallet af den danske befolkning. I begyndelsen var det ikke alle borgere i Danmark, der havde stemmeret. Forskellige befolkningsgrupper kæmpede derfor samtidig for at blive en del af demokratiet og derved påvirke deres levevilkår.

Ordet 'demokrati' er græsk og betyder folkestyre, og der har igennem tiden været forskellige opfattelser af, hvad både folket er og hvordan folket skal styre. Den opfattelse af demokrati, som vi har i dag, er det repræsentative demokrati, hvor folket vælger hvem der skal træffe bindende politiske beslutninger på deres vegne. Det danske demokrati er i dag karakteriseret ved:

  • repræsentativt styre
  • grundlovssikrede rettigheder – personlig frihed samt ytrings-, forenings- og forsamlingsfrihed
  • lige og almindelig valgret, hvor alle uanset køn, økonomi mm. har ret til at stemme
  • hemmelig stemmeafgivning
  • forholdsvalg, hvor man stemmer om, hvor mange pladser de enkelte partier har i Folketinget
  • etkammersystem med kun én lovgivende forsamling – altså Folketinget
  • parlamentarisme, hvor regeringen ikke kan have flertallet imod sig

Selvom Danmarks vej til demokrati har været mindre voldsom end andre landes, så skete det heller ikke uden kamp i Danmark - og bestemt heller ikke på én gang.

Danmark bliver et demokrati

Forsiden af junigrundloven fra 1849. En grundlov fastsætter de grundlæggende regler for samfundet. Alle andre love i landet er underlagt grundloven. Foto i Wikipedia

Demokratiseringen af Danmark begyndte i første halvdel af 1800-tallet, men det var først i løbet af de følgende 100 år, at demokratiet i praksis blev indført i Danmark.

Danmarks første skridt mod demokrati var i 1834, hvor de rådgivende stænderforsamlinger blev indført. Det var et sted, hvor repræsentanter for de forskellige grupper i samfundet kunne diskutere politik. De var uden direkte indflydelse, og kongen var stadig enevældig.

Den enevældige kongemagt blev afskaffet med junigrundloven i 1849, og det var det første vigtige skridt mod demokrati. Men demokratiet var stadig mangelfuldt. F.eks. var det indtil 1901 stadig kongen, der bestemte, hvem der skulle være statsminister. Det kom til at få stor betydning.

I begyndelsen var det danske demokrati et to-kammersystem – dvs. at der både var et Folketing og et Landsting. Til begge ting var vaglretsreglerne set med samtidens øjne meget demokratiske, men for at blive medlem af Landstinget skulle man have en vis indkomst. Medlemmerne blev også valgt ved indirekte valg gennem såkaldte valgmænd (som vi ser det i USA), og endelig blev et landstingmedlem valgt for 8 år ad gangen og ikke kun for 3 år, som i Folketinget. Et formål med disse særlige bestemmelser var at gøre Landstinget i stand til at sætte en bremse i over for alt for vilde – eller ligefrem revolutionære – ideer fra Folketinget. Man kendte jo endnu ikke konsekvenserne af at give næsten alle samfundslag mulighed for indflydelse.

Senere, ved den såkaldte reviderede grundlov i 1866, blev landstingets ’samfundsbevarende’ – eller konservative – funktion endnu stærkere. Nu skulle man, udover at have en vis indkomst, også være fyldt 40 år for overhovedet at stemme (til Folketinget skulle man være fyldt 30 år). Ikke mindst blev 12 af tingets 66 medlemmer ikke valgt af befolkningen, men af kongen – og for livstid. Udover at være et sikkerhedsnet mod den folkelige indflydelse, gav Landstinget også samfundets spidser dobbelt indflydelse.

Partierne Højre – der varetog godsejernes interesser - og Venstre – der kæmpede for landmændene - slogedes om magten i den såkaldte forfatningskamp. På dette tidspunkt havde Venstre magten i Folketinget og Højre sad på flertallet i Landstinget. Men hvordan skulle magten fordeles mellem de to forskellige ting? Højre benyttede sig af kongens ret til at udnævne regering og beholdt på den måde magten i Danmark.

Efter folketingsvalget i 1901 havde Højre kun 8 mandater tilbage i folketinget og Venstres flertal var massivt. Kongen erkendte, at han måtte pege på en regeringsleder, der havde rod i folketingets flertal. Systemskiftet 1901 betegner overgangen fra kongevalgte regeringer til folkevalgte regeringer, og hermed indførtes folketingsparlamentarisme i praksis i Danmark.

Demokrati og nye fællesskaber

Med industrialiseringen fik Danmark en ny samfundsklasse, arbejderklassen, der ligesom borgerne, bønderne, husmændene og godsejerne blev mere og mere politisk bevidste. Hver gruppe samledes omkring fælles interesser og langsomt opstod det politiske billede vi kender fra i dag med partier, folketing, statsminister og en række demokratiske institutioner.

En forudsætning for demokratisering er, at alle i samfundet føler sig som en del af et fællesskab og får mulighed for at deltage aktivt. Udviklingen af en fælles national identitet i 1800-tallet var én vigtig forudsætning for udviklingen af demokratiet. En anden var undertrykte gruppers kamp for at blive hørt på lige fod med andre.

Nye opfindelser bragte nye ideer og nye måder at kommunikere på, som også var med til at skabe et kulturelt fællesskab. Telefonen blev mere og mere almindelig, og i 1902 blev den første rigtige radio opfundet af en dansker. Film blev første gang vist i København i 1896, og 20 år senere havde enhver lille by med respekt for sig en eller flere biografer.

Valgret - for alle eller for de få

D. 5. juni 1915 gik flere tusinde festklædte kvinder igennem Københavns gader til Amalienborg for at fejre at kvinders havde fået valgret. Her ses gruppen af kvinderetsforkæmpere, der overrakte kongen et brev, hvor de udtrykte deres glæde. De sagde med vilje ikke "tak". Foto i Det Kongelige Bibliotek.

Lige, almindelig valgret for alle er et grundelement i et demokrati, synes vi i dag. Alle landets voksne borgere skal have lige indflydelse på, hvem der har magten i Danmark. Men sådan har det ikke altid været.

Med grundloven i 1849 blev Danmark formelt set et demokrati. I praksis var det dog kun mænd over 30 år med egen bolig, der havde stemmeret. Kvinder, tjenestefolk, fattige og fængslede måtte ikke stemme. Dvs. over 50 % af befolkningen var udelukket fra at stemme.

Det tog 66 år før Danmark fik et egentligt demokrati, hvor de fleste voksne havde lige ret til at vælge de politiske ledere. Med grundlovsændringen i 1915 fik kvinder og tjenestefolk stemmeret (eller valgret), og valgretten blev sat ned til 25 år. Modtagere af fattighjælp havde stadig ikke valgret; det fik de med den nuværende grundlov fra 1953.

I dag er det heller ikke sådan, at alle danskfødte eller alle, der bor i Danmark, har ret til at stemme. Man skal være fyldt 18 år og være dansk statsborger. Hvis ens forældre ikke er danske statsborgere, bliver man ikke automatisk danske statsborger, selvom man er født i Danmark.

Valgrettens fire aspekter

Valgret er retten til at stemme eller deltage i et valg eller folkeafstemning. Igennem tiden har der været forskellige former for valgret, ligesom det også varierer fra land til land. Man taler om 4 aspekter eller forhold ved valgret:

  • Almindelig valgret: Alle myndige personer kan stemme uafhængigt af formue, køn, alder, race, sprog, etc.
  • Lige valgret: Alle vælgere har samme indflydelse på stemmeresultatet.
  • Hemmelig valgret:Anonym stemmeafgivelse for at sikre vælgerens frie valg.
  • Direkte valgret:Vælgeren stemmer direkte på en kandidat eller parti og ikke på en person, der derefter stemmer på en kandidat eller parti (indirekte valgret).

 

Danmark fik først indført valgret med alle 4 aspekter ved grundloven fra 1953, 104 år efter den første grundlov. Det er forskelligt fra land til land, hvordan og hvornår de forskellige valgretsaspekter er indført.

Kvinders valgret

I dag kan vi undre os over, at danske kvinder ikke automatisk fik stemmeret samtidig med mændene, men først i 1915. Faktisk var danske kvinder nogle af de første kvinder, der fik stemmeret internationalt set. Finske og norske kvinder fik dog valgret før de danske.

Som de første fik newzealandske kvinder stemmeret til landets parlament allerede i 1893. Finske kvinder fik stemmeret i 1906 og norske i 1913. Tyskland og en række europæiske lande gav kvinder stemmeret i 1918 efter afslutningen af Første Verdenskrig, mens USA ventede til 1920 og Sverige til 1921. Frankrig gav først kvinder stemmeret i 1945, mens Schweiz ventede helt til 1971.

Syndikalisternes svar

Jens Jensen (1859-1928) var den første socialdemokratiske borgmester i Danmark og en central kraft i organiseringen af arbejderbevægelsen. 'Maleren', som han blev kaldt, fordi han var uddannet maler, var også den første formand for LO (Landsorganisationen i Danmark – en hovedorganisation for de fleste fagforeninger) og med til at indgå Septemberforliget, der var den første aftale mellem arbejdsmarkedets parter (LO og DA – Dansk Arbejdsgiverforening). Septemberforliget fra 1899 fungerede som arbejdsmarkedets 'grundlov' helt til 1960. Foto i Wikimedia.org.

Nej til forhandlinger på Rigsdagen. Ja til revolution!

En gren af arbejderbevægelsen troede ikke på, at arbejderne kunne opnå forbedringer ad parlamentarisk vej, altså ved repræsentation i folketinget. De troede på “direkte aktion”, strejker – og i sidste ende revolution. Arbejderbevægelsens venstrefløj, syndikalisterne, fik større og større opbakning under verdenskrigen fra 1914 til 1918. Den sociale nød var én af årsagerne.

Arbejdere begyndte i løbet af 1800-tallet at samle sig for at forbedre deres livsvilkår både økonomisk, socialt, politisk og kulturelt. Det skete også i Danmark, og omkring 1900 var der i Danmark en stærk arbejderbevægelse organiseret i fagforeninger, socialistiske partier mm.

En del af arbejderbevægelsen mente, at arbejderklassen skulle gennemtvinge sine krav ved, hvad de kaldte ‘direkte aktion’, dvs. strejke, sabotage og boykot. Kampaktiviteterne skulle ende med en generalstrejke, der igen skulle ende med en revolution. Efter revolutionen skulle fagforeningerne have magten i samfundet.

Retningen hed syndikalisme (fransk ord for ‘fagforening’), og den voksede sig større ikke kun i Danmark, men i hele Europa i årene 1917-1920.

En verden under forandring

Den sociale ulighed var enorm, og mens finansmænd havde tjent styrtende med penge på Første Verdenskrig, levede arbejderne under elendige vilkår. Arbejdsløsheden var stor, der var bolignød, mangel på brændsel, og de arbejdsløse fik kun ringe understøttelse. Den sociale uro lurede lige under overfladen.

Verden forandrede sig drastisk: Første Verdenskrig sluttede i november 1918 og efterfulgtes af revolution i Tyskland. Året før i 1917 havde der været revolution i Rusland. I resten at Europa blussede den revolutionære ild op med massedemonstrationer, dannelse af arbejderråd m.m.

De danske syndikalister mente, at revolutionen også måtte være på vej i Danmark, og de var derfor meget aktive i årene 1918-1919. Det var nu, der skulle sættes ind med ‘direkte aktion’. De arrangerede flere demonstrationer, strejker, plyndringer af butikker med madvarer m.m.

Uroligheder i 1918

Arbejderbevægelsens venstrefløj, syndikalisterne, var gode til at planlægge demonstrationer, strejker m.m. Lederne var ofte eminente talere, der forstod at engagere tilhørerne. De talte heller ikke for døve øre, for den sociale uro lå og ulmede under overfladen.

Arbejderbevægelsens venstrefløj, syndikalisterne, var gode til at planlægge demonstrationer, strejker m.m. Lederne

Demonstration for bedre arbejdsforhold i Fredericiagade i slutningen af januar 1918. Foto i Det Kongelige Bibliotek.

var ofte dygtige talere, der forstod at engagere tilhørerne. De talte heller ikke for døve øre, for den sociale uro lå og ulmede under overfladen.

Syndikalisterne kæmpede for at forbedre arbejdernes livsvilkår gennem alt fra arbejdsnedlæggelser til hjælp til familier, der blev sat på gaden af kongens foged. De arbejdsløse blev organiseret og ved en fælles indsats blandt arbejdere, var arbejdsnedlæggelser m.m. medvirkende til, at understøttelsen blev forbedret.

Utilfredsheden havde længe ulmet blandt de arbejdsløse. Allerede i januar 1918 havde der været flere demonstrationer med efterfølgende sammenstød med politiet. Arbejdsløse havde plyndret fødevarebutikker, og i februar 1918 angreb de sammen med syndikalisterne Børsen i København.

Stormen på Børsen fastelavnsmandag startede som demonstrationer flere steder i byen. Ved Nørreport samlede demonstrationerne sig til en fælles march. Da marchen nåede Børsen, løb demonstranter ind i børssalen og slog løs på børsmæglere med medbragte knipler eller fastelavnskøller.

Slaget på Grønttorvet

Myndighederne var bange for, at revolutionen lurede lige om hjørnet, og politiet slog hårdt ned på syndikalisterne, der tit måtte en tur i fængsel. I midten af november 1918 indkaldte syndikalisterne til flere møder på Grønttorvet for at protestere mod fængslingen af 3 kammerater og truede med generalstrejke.

Mange tusinde deltog i demonstrationerne, som forløb fredeligt. Men efter demonstrationen d. 13. november hærgedes byens gader af slåskampe mellem politi og demonstranter i flere dage. Mange blev arresteret, heriblandt syndikalisternes ledere.

Syndikalismens æra var slut

Syndikalisternes ledere blev dømt og kom i fængsel det næste 1½ års tid. Da de kom ud, var syndikalisternes storhedstid ovre.

Krigstidens skærpede klassekamp havde toppet, og den socialdemokratiske ideologi dominerede nu igen arbejderbevægelsen. Mange syndikalister søgte i stedet over i det nyoprettede DKP (Danmarks Kommunistiske Parti).

Mellem fattighjælp og velfærd

Grundloven i 1849 pålagde det offentlige at sørge for, at også samfundets svageste blev forsørget. I praksis havde det ikke den store betydning. Også hidtil havde man kunnet søge fattighjælp ved sognet eller kommunen.

Fattighjælpens virkninger

At modtage fattighjælp var imidlertid forbundet med en række indskrænkninger, bl.a. i de demokratiske rettigheder. En fattighjælpsmodtager kunne ikke stemme til hverken kommunal- eller folketingsvalg.

Også de personlige rettigheder blev der gjort indgreb i: Man mistede f.eks. retten til at gifte sig. Fattighjælpsmodtagere burde ikke stifte familie, mente man. Men selv om man kunne forhindre fattighjælpsmodtagere i at blive gift, kunne man ikke forhindre dem i at få børn.

Fattighjælpen blev givet efter skøn. Det betød, at sognerådet eller kommunalbestyrelsen i hvert enkelt tilfælde vurderede, om hjælpen nu også var nødvendig.

Det var almindeligt at anvende udtryk som “at falde sognet til byrde”, når nogen modtog fattighjælp. ”Sognet” omfattede naboer og bekendte, som betalte skat til kommunen/sognet, og modtagelsen af fattighjælpen kunne i høj grad føles ydmygende for modtageren. Det var også meningen. At søge fattighjælp skulle være sidste udvej. Før det skulle man på alle måder have søgt at hjælpe sig selv.

Hjælp til selvhjælp

I byerne voksede behovet for hjælp nærmest i takt med industrialisering og urbanisering. Reallønnen faldt, og arbejderfamilierne levede tæt på eksistensminimum. Derfor blev de også meget sårbare over for sygdom og arbejdsløshed. Når sygdom eller arbejdsløshed ramte, tippede læsset. Fattighjælp var som regel eneste mulighed.

Arbejderne kunne ikke spare tilstrækkeligt op, så de kunne forsørge sig selv og deres familier i perioder, hvor de ikke tjente noget. Udgifter til læge og medicin kunne være voldsomme. Mange sygekasser og arbejdsløshedskasser blev oprettet i sidste halvdel af 1800-tallet. Men det løste ikke problemerne. Mange havde ikke råd til at melde sig ind i en arbejdsløshedskasse og sygekasse.

Hjælp til selvhjælp var princippet bag sygekasseloven i 1892. Loven ydede statstilskud til sygekasser og dermed til de syge, som tidligere havde været så forudseende at indbetale et mindre kontingent.

Det var samtidig en motivation for andre til at melde sig ind i en sygekasse. Og med flere medlemmer kom der flere penge i kassen til fremtidens syge.

På samme måde fik arbejdsløshedskasser statstilskud ved loven i 1907 om anerkendte arbejdsløshedskasser.

Både for sygekasser og arbejdsløshedskasser gjaldt, at dagpengebeløbet maksimalt kunne beløbe sig til 2/3 af lønnen. Man kunne kun få sygedagepenge, hvis man var syg i mindst 13 uger i løbet af 12 måneder. Reelt var det nok hjælpen til betaling af læge og medicin, der fik størst betydning.

I løbet af 3 år kunne en arbejdsløs højst modtage arbejdsløshedsunderstøttelse i 210 dage.

At modtage hjælp fra en syge- eller arbejdsløshedskasse havde ikke de samme konsekvenser som at modtage fattighjælp.

Værdigt og uværdigt trængende

Man skulle så vidt muligt hjælpe sig selv. Men lidt efter lidt erkendte lovgiverne, at det ikke altid lod sig gøre. Ved Den reviderede fattiglov fra 1891 blev der givet statslig støtte til lægebesøg, jordemoder og begravelse. Disse former for hjælp blev ikke betragtet som fattighjælp.

Fattighjælpens konsekvenser skulle “de uforskyldt nødlidende” eller de “værdigt trængende” forskånes for. Man gjorde det ikke ved at fjerne disse konsekvenser – man prøvede i stedet at henvise dem til “de frie fattigkasser”. Kasserne var oprindeligt baseret på private indsamlinger, men nu i stigende grad med kommunalt tilskud. De kunne ikke opfylde behovet.

Var nøden selvforskyldt, så var fattighjælpens konsekvenser på sin plads. Og nøden var selvforskyldt, hvis faderen og/eller moderen f.eks. var drikfældig, bare ikke gad arbejde (op til kommunens skøn) – og i princippet også, hvis man havde undladt at betale til syge- eller arbejdsløshedskasse.

Alt i alt var en arbejderfamilie stadig i 1900-tallets første par årtier meget sårbar. Det kunne gå, så længe familiefaren havde fast arbejde og alle, både børn og voksne, var sunde og raske. Men turen ned ad bakken til fattigdom og reel nød var ikke lang, og undervejs lokkede “fattigmands eneste trøst” - Snapsen.

Velfærdsstatens første brik

På ét område tog staten sagen i egen hånd. Det var i forhold til de gamle. I lov om alderdomsunderstøttelse fra 1891 fik værdigt trængende over 60 år ret til understøttelse uden at miste deres stemmeret. En forudsætning var dog, at den trængende aldrig havde modtaget fattighjælp.

Alderdomsunderstøttelse var ikke en forsikringsordning, hvor den enkelte selv skulle bidrage udover et offentligt tilskud, men en reel offentlig forsørgelse.

Begyndende massekultur

Vesterbros Teater var en biograf, der lå på Vesterbrogade 29. Den kunne rumme 600 mennesker. Biografen viste typisk comboy-film og var et samlingssted for brokvarterernes hårde drenge. Foto i Københavns Museum.

En forudsætning for et fungerende demokrati er en fælles referenceramme. Det var længe de trykte medier, aviserne, som havde en hovedrolle her. Netop omkring 1900 betød den tekniske udvikling, at et nyt medie med opfindelsen af filmapparatet spirede frem.

Den første offentlige filmforvisning fandt sted i Paris d. 28. december 1895. Der blev vist 10 små film af hver ca. 1 minuts varighed. Danskerne kunne også se en filmforvisning et halvt år efter, og i 1904 fik man den første biograf på strøget i København, Kosmorama. Derefter gik det hurtigt, og få år efter havde selv den mindste by mindst 1 biograf.

De første film: Fra levende billeder til spillefilm

De allerførste stumfilm var små optagelser af hverdagslivet, naturen eller begivenheder og uden nogen egentlig handling. Det kunne f.eks. være ’Nordsjællands smukkeste egne’, ‘Arabiske pottemagere eller ‘Vandsport’.

Stumfilmene blev ledsaget af musik, og musikerne sad i selve biografsalen. Det kunne være et helt symfoniorkester eller bare én, der spillede klaver. Omme bag lærredet brugte man genstande til lydefterligning: knaldpistoler, gryder, fløjter osv.

I 1927 begyndte USA at lave film med lyd, og i 1931 fulgte den første danske tonefilm. Danmark udviklede sit eget tonefilmssystem, og det var f.eks. B&O, der havde lavet lydanlægget, da Disneys tegnefilm Mickey Mouse havde premiere i Danmark i 1928.

Herunder finder du et klip fra en stumfilm, der er fundet på YouTube. Klippet er fra cowboy-filmen "Et rigtigt mandfolk" fra 1920 med en af tidens store stjerner, Tom Mix. Originaltitlen var "The Texan", instruktøren Lynn F. Reynolds og produktionsselskabet Fox. Filmen kunne have gået i Vesterbro Teater, hvor Volmer arbejdede, men vi ved det ikke.

Biograffilm var tidens mest populære underholdningsmedie

I 1890’erne blev de meget korte film vist i kukkasser i forlystelsesparker eller som del af en varietéforestilling. I begyndelsen af 1900-tallet dukkede de første biografer op, de såkaldte ‘butiksbiografer’. Det var nemlig typisk i tomme butikslokaler, at man indrettede de første biografer.

Det store folkelige gennembrud kom efter ca. 1906, hvor filmene begyndte at fortælle længere og sammenhængende historier. Biografer voksede hurtigt i antal og størrelse. Biograffilmen var i perioden 1920’erne til 1950’erne det dominerende underholdningsmedie.

Der var derfor økonomi til at bygge selvstændige biografbygninger, og det blev der gjort i stor stil. Palads Teater på Axeltorv i København blev f.eks. bygget i 1917-1918. Biografen er bygget om flere gange, men den fungerer den dag i dag stadig som biograf.

Borgerlige ægteskaber

Personlige frihedsrettigheder er en væsentlig del af et demokrati. Religionsfrihed er én af disse rettigheder.

Religionsfriheden er sikret i grundloven. Ved grundloven i 1849 blev kirke og stat adskilt, og der fandtes ikke mere en statskirke. Dog var langt de fleste danskere evangelisk-lutherske, og derfor blev forbindelsen mellem stat og kirke ikke brudt helt. Folkekirken opstod. Fortidens tvungne medlemskab af kirken blev afløst af frivillighed. Dåb kunne fravælges, og man kunne melde sig ud af kirken, hvis man ønskede det. Foruden denne frihed til at fravælge folkekirken, sikrede grundloven også borgernes ret til at tilslutte sig andre trossamfund.

Borgerlige vielser – et monopol bliver brudt.

Trods grundlovens bestemmelse om religionsfrihed var det kun muligt at blive gift af en præst. Så hvis et par ville giftes, var de tvunget til en folkekirkelig vielse. Denne ordning stod i skærende kontrast til den religionsfrihed, der var blevet indført i 1849. Noget måtte gøres – og muligheden for borgerlige vielser opstod.

En mulighed for de få

I første omgang, i 1851, blev muligheden for en borgerlig vielse for de få, for det blev bestemt, at kun personer med “særlige afvigelser” kunne blive gift på denne måde. Hermed mentes folk, der var meldt ud af folkekirken eller tilhørte et ikke anerkendt trossamfund. I de følgende mange år var der kun ganske få borgerlige vielser – det var ikke “normalt” ikke at tilhøre et anerkendt trossamfund, men med ægteskabslovene i 1922 blev muligheden udvidet.

En mulighed for alle

Fra 1923 var der fuld valgfrihed i forhold til indgåelse af ægteskaber – restriktionerne blev pakket væk, og alle, der måtte ønske det, kunne nu blive gift af en ikke-religiøs, borgerlig myndighed. Dette betød en væsentlig forøgelse af antallet af borgerlige vielser.

Hvorfor vælge borgerlig vielse?

Siden 1880’erne havde en del socialdemokrater meldt sig ud af folkekirken, og de havde allerede på den måde fået adgang til at indgå borgerlig vielse. At udtræde af folkekirken var dog ikke kun et religiøst, men også kulturelt skridt for en befolkning, hvis liv havde centreret sig om kirken i mange århundreder. Helt så voldsomt virkede indgåelsen et borgerligt ægteskab ikke, hvis ikke det betød et totalt brud med folkekirken. Og nu var muligheden der altså for dette både-og: Muligheden for at blive i folkekirken, men alligevel blive borgerligt viet. Der var også andre grupper nu, som ikke havde et religiøst motiv. F.eks. kunne fraskilte og enker/enkemænd være interesserede i et mere “stille” bryllup anden gang. Der kunne også være et økonomisk aspekt, forventningerne til festen efter et kirkebryllup var større end forventningerne til en eventuel fest efter en borgerlig vielse.

Der var også præster, som slet ikke ønskede at vie fraskilte i kirken.

Befolkningens sammensætning

Den danske befolkning 1900-1925

Ved folketællingen i 1901 var der knap 2½ mio. danskere. I 1925 var antallet på knap 3½ mio. Af disse var 176.433 sønderjyder, der ikke var talt med i 1901, for dengang hørte Sønderjylland ikke til Danmark.

I 1901 boede 61 % af befolkningen i landdistrikterne, resten var nogenlunde ligelig fordelt på København og købstæderne til sammen. I 1925 boede 57 % på landet. Det er tydeligt, at byernes befolkning voksede mere end landdistrikternes, men urbaniseringen – vandringen fra land til by - havde nået et mere roligt leje end i 1800-tallets sidste årtier. Det var gået hurtigt under den første industrialiseringsbølge fra 1850 - og igen især i perioden fra 1880 til 1900. I 1880 havde 72 % af befolkningen levet på landet.

Socialklasser i byerne

Byernes befolkning bestod i hovedsagen af fire hovedgrupper: Arbejdsgivernes familier, funktionærernes familier, arbejdernes familier og offentligt ansattes familier.

Arbejdsgiverne

Gruppen af arbejdsgivere omfattede alt fra den lille håndværksmester eller handlende til den store fabriksejer, grossereren og skibsrederen. Den ene kunne sommetider leve en trist og grå tilværelse, mens den anden levede i sus og dus.

I perioden 1901-1921 faldt antallet af arbejdsgivere i håndværk og industri. Til gengæld steg antallet af arbejdere til næsten det dobbelte og antallet af funktionærer til det tredobbelte. Det var et udtryk for industrialiseringen: Der blev færre små håndsværksmestre, mens fabriksejerne fik større fabrikker med mange arbejdere - og mange mellemledere eller ”funktionærer”.

Funktionærerne

Generelt var funktionærerne den hurtigst voksende gruppe i samfundet. De større virksomheder gav ikke alene plads til arbejdsledere, men også til bogholdere og sekretærer.

Arbejderne

Arbejderklassen bestod af faglærte og ufaglærte arbejdere. De faglærte arbejdere var håndværkeren på byggepladsen, mureren, tømreren, snedkeren osv., og det var smeden og maskinarbejderen på fabrikken. De faglærte arbejdere havde været de første til at organisere sig i fagforeninger og været de første til at oprette arbejdsløshedskasser og sygekasser. I perioder, hvor arbejdsløsheden var lav, kunne de stille krav til arbejdsgiverne om højere løn og bedre arbejdsvilkår – ikke mindst fordi deres fagforeninger var blevet stærke og fasttømrede. Efterhånden kunne en arbejdsgiver ikke bare afskedige faglærte arbejdere, der stillede krav, og regne med at finde nye, mindre krævende arbejdere i stedet.

Anderledes så de ud for de ufaglærte. De var nemmere at erstatte – både fordi deres kunnen ikke var helt så speciel som de faglærtes, og fordi de ikke var så godt organiserede. De havde ikke samme tradition for organisering, havde ikke i samme omfang et fag at samles om, og vandringen fra land til by gjorde organiseringen endnu vanskeligere. Omkring år 1900 var et liv som ufaglært langt mere usikkert og sårbart end et liv som faglært. Lønnen var også en del mindre. De ufaglærte var f.eks. arbejdsmænd på byggepladser, havnearbejdere og fabriksarbejdere.

Offentligt ansatte m.fl.

Den offentlige administration voksede kraftigt under Første Verdenskrig som følge af kriselovgivningen. I 1911 levede 142.000 personer i en familie, hvor en offentligt ansat var forsørgeren. I 1921, hvor kriselovgivningen igen var under afvikling, var det antal steget med 30 % til 184.000.

De offentligt ansatte, var en voksende - men samtidig en meget ujævn - gruppe, lidt ligesom arbejdsgiverne. Den kvindelige kontorist på Sukkerkontoret under Statistisk Departement havde ikke en løn, der kunne hamle op med en faglært arbejders, mens departementschefen havde særdeles gode økonomiske forhold.

Det sociale hierarki

Økonomi alene er ikke bestemmende for, hvor et menneske befinder sig i det sociale hierarki. Kontoristen kunne i nogle sammenhænge godt føle sig "finere" end arbejderen - mens det for arbejderne (principielt) set slet ikke handlede om at være fin, men om at have og bevare sin faglige stolthed. Med andre ord afhang det også af synsvinklen og om at have noget, der stivede ens selvfølelse af.

Alligevel kan man ikke diskutere, at nederst i hierarkiet befandt fattighjælpsmodtagerne sig. Navnlig dem som opholdt sig på en fattiggård eller på en forsørgelsesanstalt. Alle kunne i princippet havne der. Arbejdsløshed og sygdom var alle mands herre, og syge- og arbejdsløshedsforsikring var først under opbygning.

Socialklasser på landet

I landbruget var der tre grupper af jordejere (godsejere, gårdejere og småbrugere) og tre grupper af arbejdere (landarbejdere, daglejere og tyende).

Godsejere og proprietærer

Godsejere og proprietærer havde meget mere jord, end de selv kunne dyrke. Derfor kunne et gods være en stor arbejdsplads med mange ansatte både inde og ude. I travle perioder måtte godsejeren også betjene sig af daglejere, der fik arbejde for én dag ad gangen. Faktisk var godsejeren tit optaget af andre ting end jordbrug. Traditionelt havde godsejerne stor indflydelse i lokalsamfundet, både økonomisk og politisk.

Gårdejerne

Gårdejerne eller gårdmændene havde familielandbrug, der ofte gik i arv fra generation til generation. Gårdejeren havde som regel også for meget jord til, at han helt selv kunne drive bruget. Han fik typisk hjælp af store sønner og tjenestekarle. Indendøre blev konen i huset, madmor, assisteret af en tjenestepige eller en halvvoksen datter, når der skulle laves mad til gårdens ansatte. En god dansk gård gav normalt familien en økonomisk tryg tilværelse. I Danmark var gårdmændene i kraft af deres antal og selvforståelse en meget vigtig politisk gruppe både lokalt og på landsplan.

De små jordejere

Den største gruppe af jordejere var dog dem, som kun ejede noget eller en smule jord. Bolsmanden ejede noget jord, og de mest "velstående" kunne undertiden gå for at være en gårdmand. Parcellisten og afbyggeren havde lidt jord. Husmanden havde sit hus - og så kun en lille smule jord.

Fra 1899 begyndte staten dog at støtte opkøb af jord, og de såkaldte statshusmandsbrug opstod. Et statshusmandsbrug skulle næsten pr. definition være et jordbrug, der lige præcis var stor nok til at brødføde en familie. Ofte måtte husmanden dog supplere sin indtægt ved en gang imellem at tage arbejde hos f.eks. godsejeren.

Hvor penge gav både godsejeren og gårdejeren muligheder for såvel luksus som bedre landbrugsredskaber etc., var de små jordejeres økonomi i hovedtræk baseret på selvforsyning. Der var ingen luksus og yderst ringe muligheder for at forbedre sin sociale status.

Arbejderne

Som nævnt var der også tre typer arbejdere. Der var landarbejderne, daglejerne og tyendet. Landarbejderne boede ofte til leje i et lille hus med en køkkenhave til, somme tider med en lidt større køkkenhave og så kunne de også kaldes indsiddere. Deres liv var ikke meget anderledes end daglejernes, som blot fik arbejde for én dag ad gangen. Fagforeninger fandt kun meget langsomt fodfæste på landet, og landarbejdernes tilværelse afhang meget af godsejerens nåde og barmhjertighed.

Der kunne være andre beskæftigelsesmuligheder end hos den store gårdejer og godsejeren, for der foregik også anden virksomhed på landet end lige traditionel landbrugsdrift. I nogle egne var der f.eks. mulighed for tørvedrift, hvor man udvandt tørv til brændsel. I andre egne – med lerjord - var der basis for teglværksdrift, dvs. produktion af teglsten/mursten.

Den sidste gruppe af arbejdere på landet var tyendet. Tyendet var som regel sikret mad og sultede vel ikke sådan som landarbejderfamilien utvivlsomt gjorde af og til. Men deres værelse hos arbejdsgiveren, kammeret, måtte de ofte dele med en anden og undertiden var det ude i stalden. Værst stod det dog til med deres rettigheder. Husbonden kunne stort set gøre, hvad han ville. Han kunne også "revse" sit tyende, altså slå uden at det fik konsekvenser. Revselsesretten over tyende bortfaldt først i 1921.

Tidslinje: Danmark 1900-1925

Tidslinjen giver et kronologisk overblik over temaerne og perioden. Linjen er fortrinsvis bestemt af politiske begivenheder.

Hemmelig afstemning, systemskifte og ny fabrikslov (1901)

Hemmelig afstemning

Indtil 1901 foregik valg til Folketinget ved håndsoprækning eller ved, at den som stemte simpelthen blev spurgt, hvem han stemte på. Og det blev så ført til protokols. En arbejdsgiver kunne med andre ord holde øje med, hvem hans ansatte stemte på. Det kunne i sig selv få en fattig landarbejder til at tænke sig om en ekstra gang, før han stemte.

Den hemmelige afstemning, hvor man sætter et kryds i en afskærmet valgboks, blev indført i forbindelse med valget i april 1901. Det var en gevinst for de partier, som havde tilslutning blandt arbejdere i by og på land, navnlig Socialdemokratiet og venstrefløjen af Venstre (fra 1905 Det radikale Venstre).

Ved valget den 3. april 1901 blev regeringspartiet Højre halveret. Det moderate Venstre, som havde samarbejdet med Højre, fik en næsten lige så stor tilbagegang. Højres faldende popularitet i befolkningen og indførelsen af hemmelig afstemning var to væsentlige årsager til nederlaget.

Systemskifte

Efter valget i 1901 havde Højre og Det moderate Venstre tilsammen 24 mandater i Folketinget. Socialdemokratiet og Folketingets Venstre havde til sammenligning 90 mandater.

Selv om grundloven i 1849 havde givet magten til folket, var (og er) det stadig kongen, der pegede på en leder af regeringen. Den magt havde især betydning i årene 1877-1894, hvor et lille, men kongetro mindretal dannede regering og kun regerede med støtte fra det ene af Rigsdagens to kamre, Landstinget. Stemte Folketinget imod et lovforslag, mente regeringen at kunne gennemføre forslaget som et "provisorium" - en foreløbig lov. 

I 1901 var udsigten til endnu en Højre-regering blevet absurd - selv for nogle Højrefolk. Det lykkedes omsider at få overtalt kongen til at pege på venstremanden Deuntzer som regeringsleder, og mange års godsejerstyre blev afløst af et mere folkeligt styre.

Med systemskiftet i 1901 blev parlamentarismen anerkendt. Det betød, at en regering nu aldrig kunne have et folketingsflertal imod sig. Princippet blev dog først skrevet ind i grundloven i 1953.   

Ny lov om tilsyn med børns og kvinders arbejde

Efter pres fra Socialdemokratiet og fra fagbevægelsen blev den gamle fabrikslov fra 1873 taget op til revision. Nu fik kvinder i industrien ret og pligt til 1 måneds barselsorlov. I den måned fik de ingen løn, men måtte de søge om offentlig hjælp under deres "barselsorlov", blev det ikke regnet som fattighjælp.

Børn skulle nu være mindst 12 år gamle, før de måtte arbejde på fabrik. De måtte ikke arbejde i skoletiden, og de måtte højst arbejde i 6 timer.

I 1913 blev loven revideret igen, og denne gang blev det helt forbudt at ansætte børn i industrien, hvis de stadig gik i skole.

Skolereform (1903)

Siden 1814 skulle alle børn modtage undervisning i 7 år. Foruden folkeskoler var der efterhånden blevet oprettet friskoler enkelte steder på landet og private borger- og realskoler i byerne. Mens de private skoler, hvor man skulle betale, tiltrak de riges børn, var børnene fra den mere jævne del af befolkningen henvist til folkeskolen. Børn fra fattige kår havde ofte et arbejde at passe ved siden af deres skolegang. Forskellene mellem det faglige niveau i folkeskolen og i privatskolerne blev, især i byerne, meget store. Det blev så godt som umuligt for et barn i en folkeskole at fortsætte sin uddannelse ud over de 7 år, fordi springet til realskole og gymnasium var alt for stort. 

Skolereformen i 1901 indførte mellemskolen. Efter 5. kl. fik piger og drenge mulighed for at gå i den fireårige mellemskole, som enten skulle munde ud i en 1-årig realeksamen eller en 3-årig studentereksamen. Reformen var et løft for de lige muligheder for børn i byerne, men noget vanskeligere så det ud for børn på landet. Uden offentlig trafik kunne det være næsten umuligt at tage ind til byens mellemskole.

Reformen betød dog, at flere fik mulighed for at få en realeksamen eller begynde på et gymnasium. Fra ca. 400 studenter i 1900 afsluttede ca. det dobbelte antal i 1910.

Børneloven (1905)

Børnelovens officielle titel var "Lov om behandling af forbryderiske og forsømte børn og unge personer". Og der var da også et dobbelt formål med loven. Og der var da også et dobbelt formål med loven. På den ene side ønskede man at dæmme op for den småkriminalitet, som til dels var en følge af, at mange børn var overladt til sig selv. På den anden side ville man give børnene mulighed for en sundere opvækst, ikke kun i fysisk forstand, men også i moralsk

Kvindelig valgret til menighedsråd og kommunalbestyrelser (1904/1908)

Kunne kvinder udtrykke en selvstændig mening og forstå sig på emner, der ikke kun handlede om deres eget hjem, børn og familie? Det var et stort diskussionsemne omkring 1900 - og ikke kun i Danmark. I 1904 fik kvinderne mulighed for at vise, at de havde en mening om kirkelige spørgsmål, da de ved menighedsrådenes oprettelse fik stemmeret til dem. Fire år senere, i 1908 fik de også andel i andre, stadig lokale, spørgsmål. Her fik de nemlig stemmeret ved valgene til sogneråd og kommunalbestyrelser (byråd).

Ophævelse af den reglementerede prostitution (1906)

Efter en periode på 32 år, hvor "faldne kvinder" kunne drive en form for lovlig og kontrolleret prostitution, blev ordningen ophævet, og det blev igen entydigt kriminelt at være prostitueret.

Albertiskandalen (1908)

Justitsministeren bag f.eks. børneloven og ophævelsen af den reglementerede prostitution hed P.A. Alberti. Han havde været minister siden 1901 og systemskiftet. I 1908 blev det afsløret, at han havde begået underslæb for et stort millionbeløb, og selv om han længe nægtede hårdnakket, gav han til sidst op og meldte sig til politiet. Han kom til at sidde i fængsel fra 1910 til 1917, hvor han blev benådet.
Statsministeren, J.C. Christensen, havde stolet på sin justitsminister og ydet ham et lån på 1½ million kr. af statskassen. Efter Albertis arrestation blev der rejst rigsretssag mod bl.a. statsministeren, som måtte gå af.

Det radikale Venstres første regering (1909)

Da statsminister J.C. Christensen måtte gå af efter Albertiskandalen i 1908 blev en anden venstremand, Niels Neergaard, statsminister. Men efter valget i 1909 dannede Det radikale Venstre for første gang regering med støtte fra Socialdemokratiet. Statsministeren var C.Th. Zahle. Regeringen blev allerede i 1910 afløst af en ny venstreregering. Men også efter valget i 1913 blev Zahle statsminister og Det radikale Venstre regeringsparti. Det vedblev det at være frem til 1920.

Det radikale Venstre kom således til at spille en væsentlig rolle i 1910'erne. Partiet stod for en klar antimilitaristisk linje og for en udjævning af sociale forskelle samt ophævelse af privilegier, bl.a. den privilegerede valgret til Landstinget, der tilgodeså de velstående.  En anden mærkesag for Det radikale Venstre var kvinders og tjenestefolks stemmeret.

Første verdenskrig. Værdisammenbrud. Begyndende velfærdsstat (1914)

Det radikale Venstre havde regeringsmagten, da Første verdenskrig brød ud. Danmark formåede at holde sig neutral gennem hele krigen, mens Sønderjylland, som var tysk indtil 1920, i høj grad blev involveret i krigen.

Udjævning af sociale forskelle blev en væsentlig opgave under verdenskrigen. Man gjorde det ved at bryde med "natvægterstaten", hvor regeringsmagten - staten - regulerer betingelserne for handel og erhverv mindst muligt. Den radikale regering lod derimod ikke kræfternes frie spil klare de forsyningsproblemer, som verdenskrigen affødte. I stedet udfoldede der sig et kæmpemæssigt administrativt apparat, der havde til opgave at fordele brød, kartofler, foderstoffer osv. ligeligt. Denne indgriben er blevet set som begyndelsen på den moderne velfærdsstat. Ikke fordi befolkningen var sikret velfærd, men fordi regeringen forsøgte at sikre befolkningens velfærd.

Første verdenskrig havde længe ligget og luret - for mange internationale spændinger gjorde Europa til en krudttønde, som kunne antændes med en tilfældig gnist. Alligevel herskede der en fremskridtstro uden lige og en tillid til fornuften og rationalet - og ikke mindst til de tekniske fremskridt.

For de europæiske arbejderbevægelsers vedkommende hvilede tilliden til fremtiden og fremskridtet ikke mindst på tilliden til hinanden: Hvis arbejderne i Europa - ja, i hele verden - stod sammen og ikke gik i krig, så ville krig være en umulighed.

Første verdenskrig betød, at mange værdier og megen tillid brød sammen. Den viste, at fornuft og rationale alligevel ikke herskede. For syngende og begejstrede drog arbejdere i krig for deres fædreland. Den internationale arbejdersolidaritet havde været en illusion. Værdisammenbruddet kan aflæses i litteraturen fra tiden omkring Første verdenskrig. Og det kan aflæses i den danske fagbevægelses kursændring fra internationalt orienteret til nationalt orienteret. 

Ny grundlov (1915)

Demokratiseringsprocessen stod ikke stille under verdenskrigen, og en grundlovsændring havde længe været undervejes. I 1915 lykkedes det partierne at blive enige om en ophævelse af den privilegerede valgret til Landstinget - og samtidig fik kvinder og tjenestefolk stemmeret til Rigsdagens to kamre, Folketinget og Landstinget. 

Borgfred og salg af Dansk Vestindien (1916)

Navnlig under krigens første år var fagforeningerne tilbageholdende med at stille lønkrav, og der var ikke mange strejker. Denne tilbageholdenhed var et udtryk for den "borgfred", der rådede i Danmark, såvel som i mange andre lande under krigen. I 1916 blev regeringen udvidet med tre såkaldte kontrolministre, Thorvald Stauning fra Socialdemokratiet, J.C. Christensen fra Venste og Chr.M. Rottbøll fra Det konservative Folkeparti (tidligere Højre). Hermed var alle partier medansvarlige for landets styrelse. 

Danmark manglede penge og det lykkedes efter flere forsøg at få solgt Dansk Vestindien, som efter slaveriets ophævelse i 1848 ikke gav noget økonomisk afkast for Danmark, og som var præget af stor fattigdom blandt den sorte del af befolkningen. 

Våbenhvile og revolution (1918)

Verdenskrigen blev ikke den lynkrig, som tyske generaler havde regnet med. Allerede fra efteråret 1914 var fronterne stivnet i en trøstesløs skyttegravskrig. Selv ikke da amerikanerne i 1917 gik ind i krigen, kom der en afgørelse. Var vestfronten styrket for de allierede (Rusland, England, Frankrig, USA), blev østfronten svækket med den russiske revoluton i oktober 1917. Den amerikanske præsident Woodrow Wilson havde dog tillid til, at de allierede magter ville vinde. I januar 1918 udsendte han en erklæring om det grundlag, som freden til sin tid skulle hvile på. Et af hans 14 punkter var, at landegrænser skulle hvile på princippet om folkenes selvbestemmelsesret. Det gav nyt liv til håbet for de dansksindede sønderjyder, der ønskede at stemme sig "hjem til Danmark".

Freden kom langt fra med det samme. Først i november 1918 overgav Tyskland sig som den sidste af centralmagterne (Tyskland, Østrig-Ungarn og det senere Tyrkiet samt Bulgarien), og den 11. november blev våbenstilstanden underskrevet.

På det tidspunkt var der udbrudt oprør blandt de tyske marinesoldater i de tyske havnebyer. Snart bredte uroen sig til byernes arbejderklasse, og i mange byer blev der oprettet arbejder- og soldaterråd. Også i Danmark ulmede en social uro. Tættest på en dansk revolution kom man med grønttorvsspektaklerne den 13. og 14. november 1918. 

Genforening, "statskup" og generalstrejketrussel (1920)

Med verdenskrigens afslutning begyndte bestræbelserne på at få gennemført en afstemning om Slesvigs nationale tilhørsforhold. Den 10. februar 1920 blev der afholdt en samlet afstemning for Nordslesvig (Sønderjylland). Her var der et dansk flertal på 75 %. Derefter blev der stemt i hvert enkelt sogn syd for den nuværende grænse. I samtlige sogne var der tysk flertal.

Afstemningen betød, at Sønderjylland blev dansk igen, men at Flensborg kom til at høre til Tyskland. I borgerligt, nationale kredse i Danmark rejste der sig en bevægelse for på en eller anden måde at få gjort Flensborg dansk alligevel, den såkaldte Flensborg-bevægelse. 

Uroen var formentlig den udløsende faktor bag påskekrisen i 1920, hvor kongen helt uhørt afskedigede den radikale regering. En dybere årsag til krisen var det pres, som kongen var underlagt fra erhvervsfolk, der var lede og kede af den radikale regerings reguleringspolitik.

Arbejderbevægelsen reagerede på kongens "statskup" med trusler om generalstrejke. Fra bevægelsens side blev der nu stillet både faglige og politiske krav. Den socialdemokratiske arbejderbevægelses krav blev stort set imødekommet - men derudover havde syndikalisterne stillet nogle krav, og de blev ikke indfriet. Enkelte fag, hvor syndikalisterne havde stor indflydelse, gik derfor i "generalstrejke". Men strejken havde ikke støtte andre steder i fagbevægelsen, og de strejkende fik ingen økonomisk støtte fra de andre fag. Desuden havde arbejdsgiverne held til at indsætte strejkebrydere, så strejken ikke fik tilstrækkelig effekt. Syndikalisterne led et stort nederlag, og deres rolle var herefter stort set udspillet. 

Første socialdemokratiske regering. Første kvindelige minister (1924)

Blandt de politiske krav, som den socialdemokratiske arbejderbevægelse fik indfriet efter "statskuppet" i 1920, var indførelsen af en ny valglov. Siden 1913 havde Socialdemokratiet været det parti, der fik flest stemmer ved valg til Folketinget, men Venstre fik alligevel flest mandater. Baggrunden for denne skævhed var valgsystemet, som man kalder "flertalsvalg i enkeltmandskredse", hvor den kandidat i en valgkreds, der får flest stemmer, bliver valgt, mens alle andre stemmer går til spilde. Det er et system, man stadig har i f.eks. England og USA.

Efter den nye valglov indførtes i Danmark forholdstalsvalget. Herefter blev mandaterne fordelt i forhold til antallet af stemmer på de enkelte partier. Og ved valget i 1924 fik Socialdemokratiet både flest stemmer og flest mandater. Cigarsorterer Thorvald Stauning blev statsminister i den første socialdemokratiske regering.

Socialdemokratiet havde været en stor fortaler for kvindelig stemmeret, og det var vigtigt at få udnævnt en kvindelig minister. Det blev historikeren Nina Bang, som fik posten som undervisningsminister. Hun blev dermed den første kvindelige minister. På verdensplan var én kvinde blevet minister før Nina Bang. Det var Aleksandra Kollontaj, som blev minister i den russiske regering efter revolutionen i oktober 1917. 

Nina Bang var kun minister i to år, indtil den socialdemokratiske regering i 1926 blev afløst af en Venstreregering. Først i 1947 fik Danmark igen en kvindelig minister.