Om Kilder

Efter Tysklands nederlag i 1. Verdenskrig blev det bestemt, at der skulle afholdes en folkeafstemning for at afgøre, hvor den dansk-tyske grænse skulle gå.

Afstemningen foregik i 2 zoner. I 1. zone (det nuværende danske Sønderjylland) fandt afstemningen sted den 10. februar 1920 - og viste et klart dansk flertal. I 2. zone var der afstemning den 14. marts. Her viste afstemningen tilsvarende et stort tysk flertal.

Anvendelse og troværdighed

Afstemningskortene viser stemmefordelingen i de enkelte sogne, og kan bruges til at danne sig et overblik over fordelingen af dansk- og tysksindede i 1920.

Kortene blev udarbejdet umiddelbart efter afstemningerne. Forud var gået den vigtigste afstemning i landsdelen nogensinde, og "afstemningskampen" var følelsesladet. Men Slesvig var under administration af Den Internationale Kommission, som blandt andet skulle sikre frie og uafhængige afstemninger. Har der været grund til at betvivle et valgresultat i nogle sogne, var det sandsynligvis blevet konstateret i 1920. Lidt vanskeligere forholder det sig med spørgsmålet, om valgresultaterne blev overført rigtigt til kortet. Her er det især et problem, at vi ikke kender den præcise afsender er bag afstemningskortet, der blot findes i en "plakatsamling". Sproget på kortet er dansk, ikke tysk.Derfor kan vi ikke vurdere afsenderens motiver - 

Inspiration til at arbejde videre med afstemningskort

Afstemningskortene findes i plakatsamlingen i Rigsarkivet, Aabenraa. De er ikke digitaliserede. 

Det nationale register er en fortegnelse over de personer, der boede i Sønderjylland ved Genforeningen i 1920. Formålet med registeret var at finde ud af, hvem der havde ret til dansk statsborgerskab.

Hvis man:

• havde fast bopæl i Sønderjylland på den 15. juni 1920
• ikke var tilflyttet landsdelen efter 1. oktober 1918, og
• havde tysk statsborgerskab

kunne man automatisk erhverve dansk statsborgerskab.

Anvendelse og troværdighed

Det nationale register er opdelt i to rækker: En række protokoller for de "optagne" og en række protokoller for de "ikke optagne". De optagne blev danske statsborgere. Andreas hørte til de "optagne".

Der er både økonomiske og politiske fordele ved at være statsborger i det land, man bor i. Ønsket om at få del i disse goder kan overskygge ønsket om at bekende national kulør. Det nationale register siger derfor ikke nødvendigvis noget om nationalt sindelag for de optagnes vedkommende.

Det nationale register kan derimod ligesom folketællinger belyse befolkningens sammensætning og hvordan de flyttede rundt i tiden op til Genforeningen.

Da krigsfanger ikke var frigivet endnu den 1. oktober 1918, og der stadig kunne være en del indlagte på lazaretter, måtte de særligt begrunde deres tilknytning til Sønderjylland. For de indlagte på lazaretterne kunne oplysningerne bekræftes (eller afkræftes) gennem invalidenævnssagen med uddrag af krigsstamrullen. Registeret belyser derfor også forholdene for tidligere krigsfanger og krigsinvalider.

Inspiration til at arbejde videre med nationale registre

Der findes et nationalt register for hvert af de fire sønderjyske amter, Haderslev, Aabenraa, Sønderborg og Tønder. Ingen af registrene er digitaliserede. De skal benyttes på en af Rigsarkivets læsesale i Aabenraa, København, Odense eller Viborg.

Et opråb er en henvendelse til en bred modtagergruppe med et klart budskab eller opfordring. Et opråb kan udsendes af alt fra enkeltpersoner og foreninger til regeringer. 

Den nordslesvigske skoleforening

Den nordslesvigske skoleforening, senere omdøbt til Sønderjysk Skoleforening, blev stiftet i 1892 med det formål at støtte folkeoplysningen samt børn og unges undervisning på dansk. Det skete bl.a. ved at give tilskud til unge sønderjyders ophold på efter-, høj-, landbrugs- og husholdningsskoler i Danmark.

Fælleslandboforeningen for Nordslesvig

Siden 1894 havde Fælleslandboforeningen for Nordslesvig udgivet "Nordslesvigsk Landbrugs- og Mejeri-Tidende". I bladet beskrives forholdene for landbrug og landbefolkning i Nordslesvig fra de dansksindedes synspunkt.

Troværdighed og anvendelse

Med et opråb vil afsenderen opnå noget ganske bestemt. Indholdet i et opråb vil ofte have en klar tendens, som farver indholdet. Når man skal afgøre et opråbs kildeværdi, er det derfor vigtigt at gøre sig klart, hvad afsenderen vil opnå.

Nogle opråb kan være så farvede, at man faktisk må indskrænke sig til at bruge kilden netop til det: Hvad ønsker afsenderen at opnå. Oplysninger, som gives i et opråb, skal man i så fald søge bekræftet i andre kilder.

Inspiration til at arbejde videre med opråb

Opråb er ofte gengivet i aviser. Man kan finde en lang række aviser på Mediestream fra Det kongelige Bibliotek. I Mediestream er der fri online adgang til aviser udgivet før 1. januar 1919. Også sønderjyske aviser som Hejmdal og Dannevirke findes på Mediestream. 

De to opråb på Aargang 0 er fundet i henholdsvis arkivet fra Den nordslesvigske Skoleforening (Til vore Venner!) og i bladet Nordslesvigsk Landbrugs- og Mejeri-Tidende (Opraab til den nordslesvigske Befolkning). Ingen af delene er digitaliserede, men findes i original på Rigsarkivet i Aabenraa. 

Selv om Sønderjylland i 1920 igen blev dansk, fortsatte Sprogforeningen sit virke med at understøtte dansk sprog og kultur. Det skete bl.a. ved udsendelsen af spørgeskemaer m.h.p. at få overblik over de mindesmærker og -plader, der var rejst over faldne under 1. verdenskrig.

Foreningen til det danske Sprogs Bevarelse i Nordslesvig

Foreningen blev stiftet i 1880 efter at det såkaldte §5-løfte var ophævet. I §5 i Prag-freden i 1866 var sønderjyderne blevet lovet, at grænsen mellem Danmark og Tyskland skulle revideres efter en folkeafstemning. Ophævelsen af §5 var selvfølgelig en stor skuffelse for de dansksindede sønderjyder, som nu i et rigt foreningsliv forsøgte at bevare danskheden.

Sprogforeningen, som foreningen efterhånden blev kaldt, oprettede bogsamlinger og sognebiblioteker, udsendte boggaver til skolebørn og rejste forsamlingshuse som led i et folkeligt og nationalt oplysningsarbejde.

Efter Genforeningen i 1920 begyndte foreningen også at understøtte det sproglige og kulturelle arbejde i Sydslesvig.

Anvendelse og troværdighed

Skemabesvarelserne tegner tilsammen et billede af den sønderjyske mindekultur efter 1. Verdenskrig, og enkeltvis fortæller de om tanken bag hvert mindesmærke.

Spørgeskemaerne har to ophavssituationer: Den situation, hvor spørgsmålene formuleres (i dette tilfælde af Sprogforeningen) og den situation, hvor skemaet bliver udfyldt med svar.

Det umiddelbare motiv hos Sprogforeningen fremgår af kilden: De sønderjyske mindesmærker skulle gengives i Sprogforeningens Almanak. Internt i Sønderjylland kan det have tjent til en form for kollektiv sårheling. Eksternt - i forhold til resten af Danmark - kan formålet have været at dokumentere, at danskheden var aktiv i landsdelen, og som en påmindelse om de tab, Sønderjylland havde været udsat for. 

Kontaktpersonen i Broager, Chr. Ferd. Andresen, kan have haft en interesse i at gøre netop løsningen i Broager til noget særligt. På den anden side har hans beskrivelse jo nemt kunnet efterprøves. Mindesmærket var synligt i landsskabet, og der skulle fremsendes fotodokumentation. Denne afvejning kan ligge til grund for en kildekritisk vurdering.

Inspiration til at arbejde videre med spørgeskemaer

Sprogforeningens spørgeskemaer for hele Sønderjylland ligger i redaktør Niels Hansens privatarkiv på Rigsarkivet, Aabenraa. De er ikke digitaliserede.

En erhvervstælling er en tilbagevendende registrering af de enkelte virksomheders produktionsforhold, herunder omsætning, maskiner, energiforbrug og arbejdskraft.

Historisk grundlag

I 1897 indledte Danmarks Statistik en række håndværks- og industritællinger. I begyndelsen af det 20. århundrede blev der afholdt tællinger i 1906, 1914, 1925 og 1935. 1925 og 1935 tællingerne var egentlige erhvervstællinger, da de ligeledes omfattede handels- og transportvirksomheder m.m.

Anvendelse og troværdighed

De tusindvis af skemaer for virksomheder overalt i Danmark er et vigtigt kildemateriale til beskrivelse af dansk erhvervsliv i det 20. århundrede.

Virksomhederne var pligtige til at besvare de stillede spørgsmål, og både udeladelse samt bevidst fejlaktive oplysninger blev straffet med bøde. Dette forhold er naturligvis med til at styrke troværdigheden af oplysningerne.

Inspiration til at arbejde videre med erhvervstællinger

En enkelt arkivpakke ud af de 336 med Erhvervstællingen 1935 er digitaliseret og tilgængelig på Arkivalieronline. Den findes på Kildepakken Dansk Byhistorie 1750-1950, hvor man også kan læse mere om baggrund for erhvervstællingerne og deres indhold.

Alle øvrige erhvervstællinger skal bruges på Rigsarkivets læsesale i København, Odense, Aabenraa eller Viborg. 

De bearbejdede resultater af tællingerne er offentliggjort i publikationer udgivet af Danmarks Statistik.

Eksamensprotokoller indeholder oplysninger om, hvordan det er gået den enkelte elev til de forskellige typer af eksamener. Protokollerne blev udfærdiget for såvel mellem-, real- som for gymnasieskoler. 

En lov fra 1906 fastslog, at eksamenskarakterer omfattede karakterer for både mundtlige og skriftlige eksamener samt de udførte arbejder på skolen, som blev fremlagt til bedømmelse.

En årskarakter fremkom som et gennemsnit af fire karakterer, som faglæreren havde givet eleven ved slutningen af fire omtrent lige lange dele af skoleåret (terminskarakterer).  Karaktererne skulle indføres i en dertil indrettet skoleprotokol, som blev opbevaret hos skolens ledelse (rektor). Det var rektor eller hans stedfortræder, der skulle stå for sammenlægningen af eksamens- og årskaraktererne samt indføre alle årskarakterer, eksamensresultater og fagkarakterer i skolens eksamensprotokol.

Inspiration til at arbejde videre med eksamensprotokoller 

På Rigsarkivets onlinetjeneste Arkivalieronline findes en række digitaliserede eksamensprotokoller under Skoler.

Fra landsbyskoler findes f.eks. eksamensprotokoller fra Abildrod og Skovby skole på Fyn. For mellemskole og realskole findes eksamensprotokoller fra Hesselager Højere Almenskole og Fåborg Borger- og Realskole, og fra et gymnasium findes eksamensprotokoller fra Odense Katedralskole. Sidstnævnte indeholder også eksamenskarakterer fra mellemskole og realskole.

Landets første ingeniørteknikum blev oprettet i Odense i 1905, og i 1915 fulgte Aarhus Elektroteknikum. Der var tale om en 3-årig uddannelse, hvor optagelseskravet var en 4 års mesterlæreuddannelse som elektriker, smed, maskinarbejder, mekaniker eller lignende suppleret med erhvervsarbejde.

Indhold af uddannelsen

Eleverne fra elektroteknikum skulle efter endt uddannelse kunne påtage sig selvstændige og overordnede stillinger inden for den elektrotekniske industri. Uddannelsen var organisatorisk en del af de tekniske skoler frem til 1962.

Eksamensprotokollerne blev ført efter de samme retningslinjer som omtalt for mellemskolen, realskolen og gymnasiet – se evt. beskrivelsen for Eksamensprotokol.

Inspiration til at arbejde videre med eksamensprotokoller fra teknika

Eksamensprotokoller fra teknika skal benyttes på en af Rigsarkivets læsesale i København, Odense, Aabenraa eller Viborg. En trykt registratur over arkivalier fra Københavns tekniske Skole findes digitaliseret her.

Som i dag skulle børn også omkring 1900 skrives op, når de skulle starte i skolen. Det blev gjort i en indskrivningsbog.

En til to gange om året kunne forældre henvende sig og indmelde deres børn i skolen. I indskrivningsbogen findes oplysninger af forskellig art – barnets fulde navn og fødselsdato, forældres eller værgers navne og bopæl, samt hvornår barnet skulle starte i skolen og hvornår det gik ud.

Ud over disse informationer som direkte relaterede til skolen, så findes der også information om barnets koppevaccination – hvornår den blev foretaget og af hvem.  Ved at følge op på vaccinationen når børn skulle starte i skolen kunne man fange de enkelte børn, der måske var smuttet udenom og ikke blevet vaccineret.

Inspiration til at arbejde videre med indskrivningsbøger

Skolernes indskrivningsbøger skal findes blandt de enkelte kommuners arkivalier og benyttes på en af Rigsarkivets læsesale i København, Odense, Aabenraa eller Viborg. 

Skoler har altid ført forskellige former for oversigter over deres elever eller studerende. Det har de gjort af to grunde: dels af hensyn til den daglige administration, hvor det var nødvendigt at have overblik over skolens råmateriale (eleverne), dels af hensyn til eleverne selv, så de senere ville kunne bevise, at de havde taget eksamen fra netop den skole. Ved gymnasier og universiteter kaldes listerne ofte matrikler, et udtryk der stammer fra gammel tid.

Anvendelse

I listerne over elever finder vi tit oplysninger om elevernes navne og andre data, der kan hjælpe til at identificere dem: fødested og –dag, forældres navne og så videre. Der står også ofte i listen, hvornår eleven begyndte på skolen, hvilke eksaminer han eller hun har taget og hvornår – og tit får vi også at vide, om eleverne klarede sig godt eller skidt i skolen. Kilden kan bruges til at se, hvilken uddannelse en bestemt person har fået, men de kan f.eks. også bruges til at undersøge elevernes sociale baggrund i forhold til, hvordan de klarede sig til eksamen. Hvem klarede sig mon bedst i skolen – sønnen af en husmand eller sønnen af en dommer?

Troværdighed

Listerne over elever er lavet af skolerne til deres eget brug, så de har haft al mulig grund til at sikre sig, at der kun stod de rigtige oplysninger. Der kan selvfølgelig være fejl, men i al almindelighed kan man roligt stole på listerne. Til gengæld kan der være lister, hvor der ikke er så mange oplysninger om eleverne – enten fordi skolen ikke har haft brug for så mange oplysninger, fordi skolen var meget lille eller måske fordi skolen var helt ny, så den ikke var kommet i gang med at lave ordentlige lister endnu.

Inspiration til at arbejde videre med matrikler

Matrikler og elevfortegnelser skal som hovedregel finde  i den vedkommende skoles arkiv og benyttes på en af Rigsarkivets læsesale i København, Odense, Aabenraa eller Viborg. Under Skoler på Arkivalieronline findes dog f.eks. et elevregister fra Det kongelige danske Kunstakademi. 

Skoledagbogen er en forsømmelsesprotokol. Lærerne skulle dagligt føre tilsyn med, at eleverne nu også mødte op, og når de ikke mødte op, anføre om det var med en lovlig grund, eller om det var pjæk.

Anvendelse og troværdighed

De skematiske skoledagbøger er nemme at gå til og kan bruges til at danne sig et overblik over f.eks. sygdomme i et givent område. Mange børn, der er syge på samme tid, kan betyde i hvert fald to ting. Enten var der en epidemi - eller også var det højsæson for markarbejde i landbruget.

At holde sit barn ude af skolen i længere tid, f.eks. for i stedet at sende det i marken, kunne få følger. Faderen kunne idømmes en bøde, kaldet en skolemulkt. Det var altså en alvorlig sag, og man må forvente, at forsømmelseslisterne normalt ikke indeholder flere forsømmelser, end der faktisk var. Derimod kunne selv en lærer vel glemme at råbe eleverne op og bagefter føre listen efter hukommelsen. Det har dog formentlig hørt til undtagelserne.

Inspiration til at arbejde videre med skoledagbøger

En række skoledagbøger - eller bare dagbøger - findes digitaliserede på Rigsarkivets onlinetjeneste, Arkivalieronline, under Skoler. Dagbøgerne fra f.eks. Mesinge, Skovby og Abildrod når op i begyndelsen af 1900-tallet, hvor de er nogenlunde læselige. 

Embedsbogen kan også være kaldt "optegnelsesbog" eller "årsskrift".

I 1900 dikterede Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet, at førstelæreren fra 1901 skulle føre en bog med mange formål: Regnskabsmæssige og faglige formål som undervisningsplaner og det undervisningsmateriale skolen brugte samt administrative formål som timefordeling og personaleoplysninger. Bogen skulle også fungere som kopibog for skrivelser til skolen.

Indhold og anvendelse

Indholdet af og navnet på bøgerne varierer fra skole til skole, og bærer præg af at være blevet ført af forskellige personer. Nogle førstelærere har således været meget pligtopfyldende og fulgt anvisningerne til punkt og prikke, mens andre kun har indført det allermest nødvendige. Eksempelvis indeholder optegnelsesbogen fra Østersøgades Gymnasium for hver enkelt elev fødselsdag, faders titel og hjemmets adresse, karakterer og evt. udtalelse, mens den slags ikke findes i embedsbogen fra Brovst Kirkeby Skole.

Da embedsbøgerne er så forskellige, er der også stor forskel på, hvad de kan bruges til. Men ud fra undervisningsplaner og timefordeling er det f.eks. muligt at danne sig et vist indtryk af skolegangen – hvad det enkelte fag gik ud på, hvad der forventedes af eleverne samt efter hvilke bøger der blev undervist.

Troværdighed

Udsagn om en elev afhænger selvfølgelig af den lærer, som ser eleven. Et enkeltstående udsagn, der peger i en anden retning end andre, bør man være forbeholden overfor. Derudover kan en del af embedsbogens indhold ses som hensigtserklæringer: Man har til hensigt at undervise efter de og de bøger f.eks. Og det gjorde man så selvfølgelig også - som oftest.

Inspiration til at arbejde videre med skoledagbøger

Skolernes embedsbøger skal findes blandt de enkelte kommuners arkivalier (hvis de er bevaret), og benyttes på en af Rigsarkivets læsesale i København, Odense, Aabenraa eller Viborg. 

Den Sønderjydske Fond blev oprettet i 1918/19 for at yde økonomisk og humanitær hjælp til sønderjyder, som var mærket af virkningerne efter Første Verdenskrig. Det kunne være krigsinvalider eller enker og børn efter en død krigsdeltager.

Fonden ydede også støtte til dansk kultur i grænselandet, oprettelse af og støtte til børnehjem, oprettelse af kollegieværelser og økonomisk støtte til sønderjyske studerende.

Anvendelse og troværdighed

Den Sønderjydske Fonds arkiv består i hovedsagen af ansøgninger om økonomisk støtte - med fondens vurdering og afgørelse. Ansøgningerne belyser de sociale og økonomiske forhold for krigsdeltagerne og deres efterladte i Sønderjylland efter genforeningen i 1920. De belyser også, hvad fonden lagde vægt på ved uddeling af penge.

Det er vigtigt at holde sig for øje, at her er i hvert fald 3 ophavssituationer: Det fortrykte skema er udarbejdet af Den Sønderjydske Fond, hvor man har gjort sig tanker om hvilke forhold der skulle spille ind, når man bevilgede eller afviste ansøgningen. Derefter har ansøgeren besvaret spørgeskemaet - og endelig har fondens bestyrelse noteret deres overvejelser ned. Ansøgeren har haft sine interesser at varetage, fondens bestyrelse at få pengene til at strække - og fordelt så vidt muligt retfærdigt. 

Inspiration til at arbejde videre

Den Sønderjydske Fonds arkiv er ikke digitaliseret, men skal benyttes på en af Rigsarkivets læsesale i København, Odense, Aabenraa eller Viborg.

En I-akt er en personsag, der omhandler en soldat, der blev såret eller på anden måde kom til skade under Første Verdenskrig.  I-akterne indeholder i sig selv mange typer af kilder, uddrag af krigsstamrulle, røntgenbilleder og sygejournaler, breve og notater.

I-akten blev til, når en krigsinvalid søgte invaliderente. Under sagsbehandlingen blev de forskellige dokumenter samlet. Efter Genforeningen var det Invalidenævnet, som tog stilling til ansøgningerne fra invaliderede soldater og efterladte, som fra 1920 nu boede i Danmark. Nævnet overtog sagerne fra den tyske administration.

Indhold og anvendelse

Som nævnt kan der være et meget forskelligartet materiale i I-akten. Det er også det, som gør kilden ekstra god og anvendelig: Man får (kan få) et samlet billede af krigstjeneste, invaliditet og efterfølgende liv. Akten kan fortælle om soldaternes liv ved fronten, hvordan de flyttede rundt mellem troppeafsnit, om de skader, som de pådrog sig under verdenskrigen, om behandlingen på lazaretterne, om tyske og danske myndigheders behandling af soldaternes ansøgninger om invaliderente. Og akten kan fortælle om soldaten selv: Hvordan han oplevede sin skade, og hvordan han klarede sig efterfølgende. I-akterne kan med andre ord anvendes til militærhistorie, medicinhistoriske undersøgelser, socialhistorie og personalhistorie.

Troværdighed

De forskellige dokumenter er udtryk for en undersøgelse, hvor flest mulige aspekter skulle frem i lyset. Først derefter traf Invalidenævnet afgørelse om invaliderente. Denne tilblivelse af I-akten som helhed gør det muligt efterfølgende for historikeren at veje forskellige udsagn op imod hinanden.

Samtidig er der en "ophavssituation" for hvert enkelt dokument. Der er f.eks. en væsentlig forskel på, om man sidder som læge og skal forsøge at beskrive og bedømme en skade - eller om man skal beskrive sin skade i en situation, hvor man som invalideret søger om rente. Og hvor den rente, man får, afhænger af, hvor slem skaden er.

Inspiration til at arbejde videre med I-akter

I-akter og E-akter (sager vedrørende efterladte til soldater) findes i Invalidenævnets arkiv og skal benyttes på en af Rigsarkivets læsesale i København, Odense, Aabenraa eller Viborg. 

Fra 1905 kunne et værgeråd indstille til Overværgerådet, at et barn skulle fjernes fra hjemmet. Hvis Overværgerådet var enig, blev barnet fjernet - og så behøvede man ikke forældrenes samtykke. Der kunne derfor være tale om en tvangsfjernelse.

Indhold, anvendelse og troværdighed

Indstillingen er et fortrykt skema, som værgerådet udfylder. Værgerådet kan forinden have søgt oplysninger hos politi, forældre osv., som hver har haft deres synsvinkel på tingene. Men når værgerådet udfylder skemaet til Overværgerådet, kan rådet have en interesse i at lægge vægt på de synspunkter, som stemmer bedst overens med værgerådets. Derfor er indstillingen en bedre kilde til værgerådets synspunkter og praksis, end til hvad der konkret er sket i hjemmet eller hvad barnet helt konkret har gjort sig skyldig i. 

Netop når man ser på værgerådenes praksis, har de fortrykte - og udfyldte - skemaer en fordel. De gør sammenligninger lettere og gør det muligt at indsamle større mængder data. Det kan f.eks. være over de hyppigste årsager til fjernelse af hjemmet eller hvilke type hjem, fjernelserne oftest ramte.

Inspiration til at arbejde videre med indstillinger

En indstilling, der er sendt til Overværgerådet, vil som regel være at finde i den sag, som Overværgerådet har oprettet på det enkelte barn (se Overværgerådssager). Overværgerådssager - og dermed indstillinger om fjernelse fra hjemmet - skal benyttes på en af Rigsarkivets læsesale i København, Odense, Aabenraa eller Viborg. 

Overværgerådssager er en bestemt slags journalsager, skabt af Overværgerådet. Der er en sag for hvert barn, som har været under Overværgerådets tilsyn.

Indhold og anvendelse

Principielt set følger en overværgerådssag barnet fra perioden, før det kommer under tilsyn, og helt indtil tilsynet ophører, når barnet fylder 18 år.

Den beskriver baggrunden for Overværgerådets indgriben, som f.eks. kan være et lokalt værgeråds indstilling om fjernelse fra hjemmet, og den beskriver hvad Overværgerådet gør i den konkrete situation. Plejeanbringelse er én mulighed, anbringelse på en opdragelsesanstalt en anden.

Endelig kan der være breve og dokumenter fra hele tilsynsperioden. Det er dog med Overværgerådssager som med mange typer arkivalier fra den offentlige administration. Det er brud, problemer og konflikter, som først og fremmest giver sig udslag i brevvekslinger og forhandlinger.

Når det er sagt, er Overværgerådssager stadig en unik kilde til beskrivelse af udsatte børns vilkår fra 1905 til 1973.

Troværdighed

Troværdigheden af en journalsag kan ikke behandles under ét. En journalsag indeholder netop typisk udsagn fra forskellig side, således også overværgerådssager. Man skal med andre ord vurdere hvert enkelt dokuments ophavssituation for sig. Værgerådet, når det indstiller, Plejehjemsforeningen, når det indberetter - og sagsbehandleren i Overværgerådet, når han vurderer og indstiller til kontorchefen.

For værgerådet kan det være en lettelse "at slippe af" med et vanskeligt barn (eller et barn fra en vanskelig familie). Plejehjemsforeningen, som er en privat forening, der har påtaget sig et hverv for en offentlig myndighed, kan have en interesse i at fremstille vilkårene for plejebarnet i et måske lidt for positivt lys osv.

Inspiration til at arbejde videre med overværgerådssager

Overværgerådssager findes hos arkivskaberen Overværgerådet, Hovedafdelingen. Fysisk er sagerne placeret i Rigsarkivet, København og skal benyttes på en af Rigsarkivets læsesale i København, Odense, Aabenraa eller Viborg. 

I mange sociale institutioners arkiver er stambøgerne et centralt arkivalie. Mange stambøger går da også helt tilbage til institutionens oprettelse. De indeholder grundlæggende data om hvert enkelt barn eller klient på den pågældende institution. 

Foruden indholdet om barnet eller klienten tjener de også som søgemidler til en journalsag eller klientsag, hvis der er en.

Indhold og anvendelse

På Aargang 0 er der to eksempler på stambøger, Overværgerådets protokol over Anbragte Børn og stambogen fra Plejehjemsforeningen for Frederiksborg Amt. Kigger man efter i plejehjemsforeningens, vil man se, at der faktisk er en henvisning til Overværgerådet protokol over Anbragte Børn.

Stambøgerne indeholder de data om barnet, som institutionen har haft brug for i det daglige arbejde. Det betyder også, at indholdet varierer meget fra stambog til stambog. Fra en lille institution, f.eks. et børnehjem, hvor der var et godt overblik over de relativt få børn, indeholder stambøger ofte blot de nødvendigste data: Navn, forældres navn og hvornår barnet er anbragt. I andre findes også oplysninger om f.eks. barnets helbredstilstand, sociale baggrund og eventuelle disciplinære straffe.

Overværgerådet og Plejehjemsforeningens rolle i forhold til barnet var anderledes end et børnehjems. Både Overværgerådet og plejehjemsforeningen har haft brug for at vide, hvor barnet var anbragt, og hvem der havde det nære tilsyn med barnet og plejehjemmet. Der var brug for flere oplysninger, fordi barnet ikke blev fulgt så tæt som et børnehjem kunne gøre det.

De detaljerede stambøger giver mange oplysninger - mere eller mindre om et helt barneliv og er derfor en vigtig kilde til belysning af de sociale institutioners virksomhed - og de mennesker, som var i disse institutioners varetægt.

Troværdighed

Som nævnt har stambogen været et værktøj for institutionen. Det var med andre ord vigtigt for institutionen, at stambogens basale data om børnene var pålidelige.

Derudover kan stambøgerne indeholde vurderinger - af barnets opførsel, helbredstilstand, forholdene i et plejehjem osv. Man må i hvert enkelt tilfælde overveje, hvem der har foretaget vurderingen. I plejehjemsforeningens stambog kan man f.eks. se, at når Astrid flytter til en anden kommune, får hun en ny tilsynsførende. Det er denne tilsynsførendes vurdering, som refereres i stambogen. Vurderinger er i sagens natur subjektive - og undertiden kan de være så farvede eller tendentiøse, at ordvalget afslører noget om ophavsmandens holdninger.

Inspiration til at arbejde videre med stambøger

Arkivskaberen bag stambøgerne er den institution eller forening, som har skabt dem og brugt dem i det daglige arbejde. Stambøgerne skal benyttes på en af Rigsarkivets læsesale i København, Odense, Aabenraa eller Viborg.

Fra værgerådene blev nedsat i 1905/1906, førte de en protokol, der kunne dokumentere deres beslutninger og baggrunden for dem.

Indhold og anvendelse

Værgerådsprotokollerne vil man ofte også kalde forhandlingsprotokoller. Det er med værgerådets som med mange andre typer forhandlingsprotokoller: De indeholder først og fremmest beslutninger, i lidt mindre grad en beskrivelse af baggrunden for beslutningen - og meget sjældent et egentligt referat af netop forhandlingerne. Man skal altså være heldig, hvis det af protokollen fremgår, hvem der mener hvad.

Man kan derfor kun i ringe grad bruge værgerådsprotokollen til at afdække, om der f.eks. var særligt børnevenlige medlemmer af rådet. Intern uenighed vil kun fremgå, hvis medlemmer i vigtige, principielle sager har følt sig nødsaget til at få en mindretalsudtalelse ført til protokols.

Det er stærkt varierende, hvor udførligt protokollerne er ført. Det har været afhængigt af den sekretær, som rådet nu lige har haft.

I "gode" protokoller, hvor sekretæren har været omhyggelig, kan man imidlertid følge nogle børneskæbner over tid: Problembørnene, der dukkede op til forhandling igen og igen - og med beskrivelse af, hvorfor rådet gentagne gange måtte gå i aktion.

Værgerådets ageren over for forældrene fremgår også. Det samme gør de virkemidler, som rådet tager i brug - og hvor hurtigt de gør det.

Troværdighed

Der er ringe grund til at tvivle på indholdet i beslutningerne. Det har været vigtigt at få ført det rigtige til protokols, og at det faktisk svarede til det, man agtede at gøre. Derimod kan man ikke være helt sikker på, at beslutningen blev ført ud i livet: Der kan være kommet noget i vejen, sagen kan have ændret sig siden beslutningen etc.

Beskrivelsen af baggrunden kan og vil formentlig ofte være farvet af den beslutning, rådet træffer. Baggrundsbeskrivelsen tjener reelt nemlig også som en begrundelse for beslutningen. Men ligesom beslutningen hviler på en vis grad af enighed i rådet, så vil beskrivelsen ofte også svare til den konsensus, som rådet opnår i forbindelse med forhandlingerne. Beskrivelsen svarer ikke nødvendigvis til virkeligheden, som den opleves af forældre og børn, men den er ikke helt skæv i forhold til, hvordan værgerådet opfatter sagen. 

Inspiration til at arbejde videre med værgerådsprotokoller

Værgerådene hørte under kommunerne, og arkivalierne er ofte afleveret sammen med kommunearkivet til Rigsarkivet. I så fald skal protokollen benyttes på en af Rigsarkivets læsesale. Nogle kommuner har dog valgt at oprette egne arkiver, og så vil også værgerådets arkivalier skulle findes på det kommunale by- eller stadsarkiv.

Også inden den statslige indkomstskat fra 1903 betalte borgerne en form for indkomstskat til kommunerne. Ligesom med de senere selvangivelser var beregningen baseret på borgernes egne oplysninger om, hvor meget de tjente. Den kommunale ligningskommission summerede tallene op i lignings- eller skattelister og fik på den måde overblik over skattegrundlag og forventede skatteindtægt.

Indhold

Skattelisterne har oplysninger om hver enkelt person, der betalte skat. Man finder navn, adresse, erhverv og anslået indtægt. Der er også oplysninger om særlige forhold, der gjorde, at familien burde betale mindre i skat. Det er værd at lægge mærke til, at hver familie kun optræder én gang på skattelisten: Det var manden i familien, der havde pligt til at svare skat for hele familien - også af konens indtægt.

Anvendelse og troværdighed

Skattelister er, navnlig når de er bevaret for flere år i samme by, en vigtig kilde til beskrivelse af privatøkonomiske forhold under skiftende konjunkturer. Her skal man dog være opmærksom på, at listerne var baseret på borgernes egne oplysninger om, hvor meget de tjente. Selv om man havde visse måder at kontrollere disse tal på, så kan man ikke uden videre regne med, at de beløb, som står i listerne, svarer præcist til borgernes reelle indtægt. Men nogle var nemmere at tjekke end andre: de offentligt ansatte, der fik deres løn fra staten selv.

Inspiration til at arbejde videre med lignings- eller skattelister

Ligningslister finder man i kommunearkiverne, som kan være afleveret til en af Rigsarkivets adresser. De skal i så fald benyttes på en af Rigsarkivets læsesale i København, Odense, Aabenraa eller Viborg. Ikke alle kommuner afleverer arkivalier til Rigsarkivet, men opbevarer selv deres arkivalier på f.eks. et stadsarkiv. Så skal de bruges dér.

I 1901 blev det bestemt, at al fast ejendom i Danmark skulle vurderes, det skulle afgøres, hvor stor en værdi for eksempel en gård repræsenterede. Formålet var beskatning. Vurderingerne skulle foretages af et nedsat vurderingsråd og skulle foretages omkring hvert fjerde år. Vurderingsfortegnelserne indeholder det nedsatte råds vurderinger.

Indhold

I fortegnelserne bør alle ejendomme i et givet sogn kunne findes. Foruden ejers navn og stilling, findes her en lang række oplysninger om selve ejendommen. Om ejendommen oplyses: beliggenhed, beskrevet med by, sogn og matrikelnummer, anvendelse, var det landbrug eller blot almindelig beboelse, areal, i tønder og skæpper på landet, kvadratalen i de større byer, udbytte hvis det var landbrug, angivet med hartkorn, og endelig det det hele handlede om - vurderingen, eventuel fradrag i denne, og det endelige afgiftspligtige beløb.

Anvendelse og troværdighed

Idet fortegnelserne er opført i skematisk form er det en kildetype, der er nem at gå til. Eneste udfordring kan være at finde den eller de personer man leder efter - rækkefølgen synes at være vilkårlig, så nogen søgen skal der til. Fortegnelsen kan bruges til brede undersøgelser af forholdene for et bestemt områdes beboere. Den kan også bruges, hvis emnet er en bestemt person. Vurderingerne blev foretaget af, hvad der burde være et uvildigt råd, nedsat til formålet. I modsætning til f.eks. selvangivelserne, hvor danskerne selv angav deres indkomst, havde man i første omgang ingen indflydelse på vurderingen af ens faste ejendom. Man havde dog mulighed for at klage over en vurdering til Overskyldrådet, som også skulle holde øje med, at der var en rimelig balance i vurderingerne fra kommune til kommune.

Inspiration til at arbejde videre med vurderingsfortegnelser

Vurderingsfortegnelserne finder man i kommunearkiverne, som kan være afleveret til en af Rigsarkivets adresser. I så fald skal fortegnelsen benyttes på en af Rigsarkivets læsesale i København, Odense, Aabenraa eller Viborg. Ikke alle kommuner afleverer arkivalier til Rigsarkivet, men opbevarer selv deres arkivalier på f.eks. et stadsarkiv. Så skal fortegnelsen bruges dér.

Arrestjournaler er en fortegnelse over de personer, der er indsat i en arrest. Her bliver grundlæggende data om personen (arrestanten) registreret. Journalerne indeholder også oplysninger om forbrydelse og dom.

Arrestjournalers indhold og anvendelse

Arrestjournaler består af fortrykte skemaer til registrering af faste oplysninger: Arrestantens navn, indsættelsesdato, løsladelsesdato, eventuel overførelse til statsfængsel, årsag til indsættelse/afsoning. Derudover kan de indeholde forskellige supplerende oplysninger, som varierer over tid og sted.

Arrestanterne er indført i journalen, efterhånden som de er indsat i arresten. Nogle journaler kan have et tilhørende navneregister.

Arrestjournaler bruges primært til at søge og identificere straffede. Hvis der findes en domssag på den indsatte, kan arrestjournalen bruges som søgemiddel til dombogen.

Arrestjournaler indeholder få, men faktuelle oplysninger.

Inspiration til at arbejde videre med arrestjournaler

Arrestjournaler findes i Rigsarkivets samlinger. En del arrestjournaler og -protokoller er digitaliserede og kan findes på Rigsarkivets onlinetjeneste, Arkivalieronline under Fængsler og forbedringsvæsen. Arrestjournalerne er håndskrevne, men dem fra Kerteminde, Nyborg og Odense Herred (de nyeste) er skrevet med en forholdsvis letlæselig håndskrift. 

Andre arrestjournaler skal benyttes på en af Rigsarkivets læsesale i København, Odense, Aabenraa eller Viborg.

Som navnet antyder, bliver dombøger brugt ved retterne til at indskrive afsagte domme.  Siden 1683 (Danske Lov) har retterne haft pligt til at føre en dombog.

Indholdet

Dombøgerne indeholder ikke kun selve dommen, "thi kendes for ret...", men også en opsummering af sagen: Hvad den tiltalte har gjort, hvilke love han eller hun har forbrudt sig imod samt (indirekte) en begrundelse for straffens udmåling (hvis den tiltalte er skyldig).

Anvendelse og troværdighed

Domprotokoller kan bruges til mange kultur-, rets- og mentalitetshistoriske undersøgelser: Hvilke forbrydelser blev der begået, hvad var baggrunden for forbrydelserne, hvordan så omverdenen på denne type kriminalitet og hvor hårdt dømte man?

At den anklagede er blevet dømt, som der står i domprotokollen, kan man godt stole på. En højere ret kan ganske vist senere afsige en anden dom.

Det indholdsmæssige i sagen, præmisserne, er dommerens tolkning af vidneudsagn og det fremlagte bevismateriale. Det er på sin vis det nærmeste man kommer en neutral fremstilling af en sag. For i princippet bør en dommer være uvildig.

Men også en dommer er farvet af sin tid (og sin tids retsopfattelse). Og før retsreformen i 1919 var dommeren også politimester og dermed samtidig ansvarlig for den politiundersøgelse, som lå til grund for retssagen og dommen.

Inspiration til at arbejde videre med dombøger

De fleste dombøger skal bruges på en af Rigsarkivets læsesale i København, Odense, Aabenraa eller Viborg. Man kan dog finde eksempler på dombøger på nettet fra f.eks. Ringsted, Odense og Viborg byfogder ved at lede her. Det er ikke nødvendigt at skrive noget i feltet "Amt". Under "Arkiv" skriver man bynavn eller navnet på herredet. Dombogen fra Ringsted Byfoged er maskinskrevet fra 1903.

Forhørs- og politiprotokoller indeholder referater af forhør af mistænkte og vidner i en politisag.

De fleste steder i landet førte politiet én protokol for alle sager, der blev behandlet ved politiretten, politiprotokollen. I København delte Kriminal- og Politiretten politiprotokollen i to - en journal og en forhørsprotokol.

Indhold, anvendelse og troværdighed

Politimesteren afgjorde selv mindre sager. For disse sager findes både sigtelse og dom i politiprotokollen. Grænsen for, hvornår politimesteren selv kunne afgøre sagen, skifter fra tid til tid, og nogle gange også fra sted til sted.

Referaterne af forhørene kan være meget kortfattede og indforståede, mens andre forklarer alt i detaljer. Som regel kan man regne med, at protokollen indeholder et dækkende referat af, hvad der blev sagt til forhørene. Men man kan ikke altid stole på, at de afhørte talte sandt. Der kan være tale om meget interessante øjenvidneskildringer, som giver værdifulde, detaljerede oplysninger. Men det er vigtigt hele tiden at vurdere, om den mistænkte eller vidnet nu også siger sandheden. En mistænkt kan have en interesse i at fordreje tingene. Men også et vidne ser sagen ud fra sin synsvinkel.

Ligesom politimesteren og dommeren må man holde de forskellige udsagn op imod hinanden.

Noget andet er, at det kan være vanskeligt at læse referaterne. De blev skrevet i hånden under selve forhøret, og det skulle gå hurtigt. Det bar håndskriften præg af, og somme tider er det vanskeligt at læse referaterne. Her skal man altså være kritisk i forhold til sin egen læsning af kilden. 

Nogle gange kan man være heldig at finde maskinskrevne afskrifter af forhøret i retssagen.

Inspiration til at arbejde videre med forhørs- og politiprotokoller

Forhørs- og politiprotokoller skal normalt bruges på Rigsarkivets læsesale i København, Odense, Aabenraa eller Viborg. På nettet kan dog finde hele Ringsted byfogedarkiv - og herunder også politiprotokoller. De er håndskrevne, men ofte med en forholdsvis læselig skrift. 

Generalieblad er en slags straffeattest, dvs. et dokument der indeholder oplysninger om, hvorvidt en person er straffet. Et generalieblad indeholder også andre oplysninger om personen, som politiet vurderede var relevant for behandlingen af en sag.

Man finder ikke generalieblade i ret mange politikredse. Derimod kan man fra alle egne af landet finde strafferegistre fra 1897. Strafferegistrene dannede grundlag for udstedelse af straffeattester. Det indeholdt med andre ord en komplet fortegnelse over en persons domme.

Indhold og anvendelse

Københavns politi begyndte som det første i 1880'erne at oprette generalieblade for personer, der blev løsladt fra de københavnske arresthuse.

Generaliebladene indeholder en række grundlæggende oplysninger som navn, fødested, fødselsår, stilling og sidste opholdssted. 

Tidligere straffe og domme blev altid noteret i bagsidens kolonner, og generaliebladet kan bruges som søgemiddel, når man skal finde en straffesag.  Derudover er det forskelligt, hvilke oplysninger der blev skrevet i generaliebladet. Det var op til den enkelte politibetjent at vurdere, hvad der var relevant at skrive i f.eks. 'Særlige bemærkninger'. Det er heller ikke alle personoplysningerne, der blev noteret hver gang, men navn, fødested og fødselsår blev som regel altid registreret.

Inspiration til at arbejde videre med generalieblade

Generalieblade kan benyttes på Rigsarkivets læsesale i København, Odense, Aabenraa og Viborg.  På nettet findes f.eks. et strafferegister fra Ringsted Byfoged.

"Med Lov skal Land bygges, men vilde enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme Ret, da behøvedes ingen Lov."

Sådan starter Jyske Lov fra 1241. Jyske Lov er den yngste af tre landskabslove, som blev udstedt mellem 1202 og 1241. Disse tre love var af sædvaneretlig karakter. De indeholder med andre ord en beskrivelse af, hvordan forskellige retslige tvister var blevet afgjort tidligere.

Siden de tidligste love har indholdet af lovskrifter ændret sig, så de senere og endnu i dag indeholder tekster af normativ art. Det vil sige, at lovteksterne ikke længere direkte beskriver det samfund, de handler om, derimod opstiller lovene nogle normer for, hvordan lovgiverne ønsker, at befolkningen skal leve og opføre sig.

Anvendelse og troværdighed

Når en lov ønskes anvendt som kilde til at belyse et eller andet, er det vigtigt at holde sig for øje, at den tekst man sidder med, netop er en lovtekst og ikke nødvendigvis en beskrivelse af, hvordan samfundet i virkeligheden så ud. Lovene bliver altså nærmere et udtryk for magthavernes tankesæt og retsopfattelse, end for hvordan verden så ud for den almindelige befolkning. Hvis dette forbehold er taget, så er love et fantastisk kildemateriale til at beskrive en given periodes tanker, strømninger og selvfølgelig især lovgivernes idealer for det gode samfund.

Inspiration til at arbejde videre med love

Lovene findes bl.a. i Lovtidende, som er trykt og kan findes på landets største biblioteker. Fra 2008 udgives love på hjemmesiden Lovtidende.dk.

Politiets registerblade er et register over Københavns beboere i perioden 1890-1923. Det blev ført af Københavns Politi, som havde brug for et register der viste, hvor folk boede, og hvad de levede af. De kunne bruge bladene til f.eks. at finde efterlyste personer.

Registerbladene er den første centrale personregistrering af samtlige beboere i København og er en forløber for Folkeregisteret.

Indhold, anvendelse og troværdighed

Registerbladene dækker samtlige beboere over 10 år i København (undtagen Nyboder). Børn i alderen 10-14 år og gifte kvinder blev ført på husfaderens registerblad.

Der er følgende oplysninger: Navn, fødested, fødselsdato, beskæftigelse og adresser. Derudover har politiet noteret forskellige bemærkninger om personen til internt brug, f.eks. 'offentligt fruentimmer' om prostituerede, 'hasardspiller' eller 'afh' for 'afhørt'  m.m.

Registerbladene kan anvendes i demografiske undersøgelser og i forbindelse med slægtsforskning. I forhold til de personlige data skal man være opmærksom på tilblivelsen af registerbladene:

Bladene blev udarbejdet på baggrund af mandtalslister, som husejere udfyldte hvert halve år. Derudover skulle byens borgere møde op på den lokale politistation og meddele flytning. De basale oplysninger stammede altså fra borgerne selv, og nogle gange blev der pyntet lidt: En fraskilt blev til enke osv. Oplysningerne kan også være mangelfulde, fordi folk  glemte at meddele alle flytninger til politiet. Endelig kunne selvfølgelig politibetjentene, der førte registrene, lave fejl. Derfor er det en god idé at tjekke oplysningerne i andre kilder som f.eks. kirkebøger eller folketællinger.

Inspiration til at arbejde videre med Politiets registerblade

Politiets registerblade opbevares i Københavns Stadsarkiv, men de er også digitaliseret i www.politietsregisterblade.dk. Der kan søges direkte på personnavne.

I perioden 1874-1906 var prostitution lovlig på særlige betingelser. Men politiet holdt stadig øje med både lovlig og ulovlig prostitution. 

Indholdet

Protokollerne er en registrering af de "løsagtige" kvinder. Det er registreret, hvor kvinderne bor, hvilke advarsler og straffe, de er idømt, og om de har været på sygehuset. Her har der utvivlsomt været tænkt på behandlingen af de kønssygdomme, de måtte have pådraget sig under deres erhverv.

Tilhold efter straffelovens § 180

Politiet skulle holde øje med, om kvinderne overholdt den advarsel (tilhold), som de i første omgang fik for overtrædelse af straffelovens § 180. Det var den paragraf, der omhandlede prostitution. Overtrådte kvinderne deres tilhold, blev de straffet med fængsel.

I Odense er i de fleste tilfælde kun nævnt et enkelt tilhold.

Anvendelse og troværdighed

Protokollen er en "svær" kilde. Normalt fik kvinderne i Odense som nævnt kun et enkelt tilhold/advarsel. Men var det fordi, at advarslen nyttede - eller fordi politiet overså nye tilfælde af prostitution? For en kvinde som Elnas mor, hvor der er tilføjet nye oplysninger så sent som i 1914, må man dog formode, at politiet har haft mulighed for at følge hende, og at oplysningerne for hendes vedkommende stort set er sande. At hun altså kun fik denne ene advarsel og derefter fandt andet erhverv (blev gift).

Det er oplagt at bruge protokollerne til at beskrive prostitutionen i Odense. Men vil man forsøge at tegne et generelt billede, må man supplere med andre kilder, ikke mindst fra politiet. Det er oplagt at finde det politireglement, der lå til grund for opsynet. Man kan også sammenligne Odense og Københavns politis praksis og se, om sammenligningen giver større mulighed for at tolke på kilden.

Inspiration til at arbejde videre med protokoller over løsagtige kvinder

Protokoller over løsagtige kvinder (under tiden kaldt "løsagtige fruentimmere") skal benyttes på en af Rigsarkivets læsesale i København, Odense, Aabenraa eller Viborg.

På kildepakken Dansk byhistorie 1750-1950 findes foruden et fotoalbum, "Fotografiportrætter af offentlige og andre løsagtige fruentimmere", også en observationsprotokol fra 1860'erne (alle kvinder, som politiet mistænkte for prostitution) og "Sager vedr. indskrivning af offentlige fruentimmere" 1867-1878 og 1905-1906. Begge dele er håndskrevet, den sidste (1905-1906) dog mere læselig end den første. 

Realregistre er grundstammen i den registrering og tinglysning af fast ejendom, der fandt sted frem til 1927. På det tidspunkt blev registrene "omskrevet" til tingbogsblade. Omskrivningen tog flere år, og derfor indeholder realregistrene også oplysninger senere end 1927.

Historisk grundlag

Siden 1683 er alle handler med fast ejendom blevet indført i skøde- og panteprotokoller. Foruden handler indeholder skøde- og panteprotokoller f.eks. servitutter, fæstebreve og leje- og aftægtskontrakter. Her findes altså mange oplysninger om den enkelte ejendom og om dens ejendoms- og brugsforhold. Skøde- og panteprotokollerne blev i 1927 erstattet med en systematisk henlæggelse af kopierne af de tinglyste dokumenter, de såkaldte skødegenparter.

Realregistrene blev indført i 1759 for Københavns vedkommende, senere i en del købstæder og endelig i 1845 i alle retskredse.

Indhold, anvendelse og troværdighed

Indholdet i realregistrene er sparsomt, kun de mest basale oplysninger om handler m.v. er registreret. Et realregister er først og fremmest et søgemiddel til skøde- og pantprotokollerne.

Oplysninger om en handel i 1927 ville man sædvanligvis have fundet i skødegenparterne, men i tilfælde - som i Struer eller Gimsing - hvor der har været en voldsom udstykning af ejendomme også efter 1927, kan det være kompliceret at finde frem til det matrikelnummer, som genparten skal findes under. Det er baggrunden for, at det i forhold til Peter Bang kun er realregisteret, der er vist. Men selv de sparsomme oplysninger i realregisteret siger jo noget om ekspansion.

Realregistre og skøde- og panteprotokollen (siden skødegenparterne) er hovedkilden til den enkelte ejendoms historie. Kilderne afspejler desuden formue- og finansieringsforhold i lokalsamfundet.

Materialet tjener som dokumentation for ejendomsforhold, og man kan generelt stole på indholdet i kilden.

Inspiration til at arbejde videre med realregistrene

Stort set alle realregistre er digitaliserede og tilgængelige på Arkivalieronlines side Realregistre, skøde- og panteprotokoller.  Det nemmeste er at springe "Amt" over og indtaste byens navn (byfogder) eller herredets navn (herredsfogder) i feltet "Arkiv", se evt. herredsnavne på DIS-Danmarks amtskort.

Systemet, der blev anvendt i Sønderjylland, bygger på grundbøger og grundbogsblade. Det kan man læse lidt mere om på siden med Sønderjysk tinglysning, hvor de digitaliserede arkivalier også findes.

Frem til 1927 kan man i skøde- og panteprotokoller finde mange oplysninger om ejendomme og deres ejendoms- og brugsforhold.

Historisk grundlag

Siden 1683 er alle handler med fast ejendom blevet indført i skøde- og panteprotokoller. Foruden handler indeholder skøde- og panteprotokoller f.eks. fæstebreve og leje- og aftægtskontrakter. Skøde- og panteprotokollerne blev i 1927 erstattet af de såkaldte skødegenparter. Skødegenparterne er kopier af tinglyste dokumenter.

Indhold, anvendelse og troværdighed

Alle kontrakter, obligationer m.v. er indført kronologisk i skøde- og panteprotokollen uden hensyn til hvilken ejendom, dokumentet omhandler. Kender man ikke datoen, kan realregisteret anvendes som søgemiddel. Realregisteret er inddelt efter matrikelnummer. Under hver ejendoms matrikelnummer er anført med dato, hvilke handler og andre former for dokumenter, der er tinglyst på ejendommen. Med datoen kan den egentlige kontrakt findes i skøde- og panteprotokollen.

Skøde- og panteprotokollerne er hovedkilden til den enkelte ejendoms historie. Kilderne afspejler desuden formueforhold i lokalsamfundet.

Noteringen om f.eks. en handel er et bevis for både køber og sælger om, at handelen reelt er foregået. Indholdet har været af vigtighed for begge parter, og de har været bistået af sagkyndige. Derfor er de konkrete oplysninger om handelen troværdige.

Inspiration til at arbejde videre med skøde- og panteprotokoller

Rigtig mange skøde- og panteprotokoller er digitaliserede og tilgængelige på Arkivalieronlines side Realregistre, skøde- og panteprotokoller.  Det nemmeste er at springe "Amt" over og indtaste byens navn (byfogder) eller herredets navn (herredsfogder)  i feltet "Arkiv", se evt. herredsnavne på DIS-Danmarks amtskort.

Systemet, der blev anvendt i Sønderjylland, bygger på grundbøger og grundbogsblade. Det kan man læse lidt mere om på siden med Sønderjysk tinglysning, hvor de digitaliserede arkivalier også findes.

En straffesag er en samling af det materiale, der ligger til grund for opklaringen af en forbrydelse og domfældelsen af en kriminel.

Indhold og anvendelse

En straffesag indeholder (i princippet) alle akter fra opklaringen af en forbrydelse, lige fra politirapporterne fra gerningsstedet til afhøringer af vidner og mistænkte. Dog vil kun den straffesag, der handler om den dømte kriminelle, blive bevaret. Blindgyder i opklaringsarbejdet er med andre ord mindre godt beskrevet. Når sagen fra politiets side er opklaret, indeholder straffesagen også forberedelserne til retssagen, forsvarerens og anklagerens indlæg og som regel også kopi af alle afhøringer under retssagen og endelig en kopi af selve dommen.

Foruden en beskrivelse af den enkelte sag er straffesager hovedkilden til alle former for kriminalitetshistorie.

Troværdighed

Straffesagens eksistens vidner dels om den forbrydelse, der er begået, og dels den sag, der har kørt ved politi og ret. Sagens hele formål er at lede frem til en afklaring af, hvilken forbrydelse der er foregået, og hvem der har gjort det. Som man ser det i krimierne, er det vigtigt for politiet, at sagen også "holder i retten", hvor en forsvarer vil forsøge at udnytte de svage punkter i politiets undersøgelse.

I retten er det dommerens opgave at afveje de forskellige udsagn og nå frem til en konklusion. Her kan man sige, at anklageren før retsreformen i 1919 var et par point forud, fordi dommeren også var politimester og altså i princippet havde ledet den forudgående undersøgelse, der sigtede mod domfældelse.

Læs evt. også om "dombøger" og "forhørs- og politiprotokoller".

Inspiration til at arbejde videre med straffesager

Meget få straffesager er digitaliserede. Man kan dog finde eksempler i kildepakken "Forsvar for demokrati i mellemkrigstiden", hvor 2 arkivæsker med straffesager er digitaliserede. 2 af sagerne omhandler personer, der var involveret i sociale uroligheder i Nakskov i 1931.

Langt de fleste straffesager bliver man nødt til at bruge på Rigsarkivets læsesale enten i København, Odense, Aabenraa eller Viborg.

Folketællinger er mere end blot en optælling af befolkningen. Det er en registrering af hvert enkelt menneske, husstand for husstand på en bestemt dag.

Den første folketælling i Danmark blev foretaget i 1769. Det enevældige styre havde interesse for befolkningsudviklingen. Voksede antallet af danskere, kunne det betyde en stigning af produktion og skattegrundlag. Efter den første  optælling i 1769 foretog man optællinger i 1787, 1801, 1834 og 1840. Herefter lavede man folketællinger hvert femte år. Med undtagelse af den første optælling benyttedes fortrykte optællingsskemaer. Det gør kildetypen overskuelig.

Folketællingernes indhold og opbygning

I optællingerne fra 1787 til 1970 er følgende kategorier med i hvert år:

• navn
• køn
• adresse
• alder
• erhverv
• ægteskabelig stilling (f.eks. gift eller ugift)
• stilling i husstanden (husfader, husmoder osv.)

Gennem tiden er der både tilføjet og fjernet forskellige kategorier. F.eks. tog man i 1845 fødested med, 1855 kom trosretningen ind, 1901 kom arbejdsplads og tidligere bopæl, mens 1916 tællingen viser personlig indkomst, mens man til gengæld fjernede fødestedet.

Anvendelse og troværdighed

Folketællingernes mange oplysninger om enkelte personer og husstande er et enestående og vigtigt materiale. Det er hovedkilden til at beskrive befolkningens sammensætning. Der er tale om et "snapshot" - et øjebliksbillede - fra den dag, befolkningen skulle tælles. Slægtsforskere bruger også folketællinger meget.

Optællingen foregik ved, at en optællingskommissær, ofte husets eller ejendommens ejer, talte og registrerede personerne i huset. Den største nøjagtighed kan man forvente af registreringen af tællingskommissærens egen familie. For de øvrige har der sikkert været et og andet, han ikke har kendt til. F.eks. alderen eller fødested. Så har han måttet spørge sig frem. I denne dialog, sikkert med manden i huset, har der været oplysninger, der kunne misforstås, og navne blev af og til stavet forkert. Disse fejlkilder kan det være en fordel at have i baghovedet, når man bruger folketællingerne.

Inspiration til at arbejde videre med folketællinger

Alle folketællinger frem til og med 1940 findes på Rigsarkivets onlinetjeneste, Arkivalieronline under Folketællinger.  Efterhånden er mange folketællinger også indtastet i Dansk Demografisk Database. Det betyder, at man kan lave søgninger på bestemte personer eller husstande. Man kan også fremfinde alle med f.eks. en bestemt alder eller et bestemt erhverv i et sogn eller på en gade i en købstad. 

I midten af 1600-tallet blev det pålagt landets præster at føre protokol over befolkningen i de enkelte sogne. Præsterne var altså mere end blot formidlere af den kristne tro. De var i mindst lige så høj grad statens repræsentant, og den embedsmand, som befolkningen var tættest på. Registreringen af den danske befolkning er stadig en opgave, som præsterne udfører for den danske stat. 

Med religionsfriheden i 1849 fik ikke-folkekirke menigheder mulighed for selv at føre kirkebøger. Dog skulle fødsler stadig indføres i den folke-kirkelige kirkebog.

Kirkebøgernes indhold og opbygning

Fra 1812 begyndte brugen af fortrykte skemaer, hvilket er en stor gevinst ved brugen af kirkebøgerne. Herefter fulgte kirkebøgerne en fast struktur. For hver type kirkelig handling (fordelt på køn) indføres begivenhederne efter dato

• fødte, med datoer for både fødsel og dåb, informationer om forældrene, fadderne og eventuelle anmærkninger
• konfirmerede, med dato for konfirmation samt forældrenes navne og bopæl, konfirmandens fødested, fødselsår og dato
• ægteskaber med brudens og gommens navne, alder, stilling og opholdssted, forlovernes navne samt dato for vielsen
• døde med dato for henholdsvis dødsfald og begravelse, navn og alder på den døde

Kirkebøger for store sogne kan sommetider være beregnet kun på én type kirkelig handling. Kirkebøger for mindre sogne vil næsten altid indeholde alle kategorier.

Anvendelse og troværdighed

Kirkebøgerne kan anvendes ved undersøgelser af befolkningens sammensætning og struktur. De benyttes ved undersøgelser om enkeltpersoner og derudover slægtsforskerens vigtigste værktøj.

De t,ing som står i kirkebogen om hovedpersonen, har retsgyldighed: F.eks. er ens navn netop det, kirkebogen viser under fødte. Ændrer man sit navn, skal ændringen indføres i kirkebogen. Derfor føres kirkebøger i dag og omkring 1900 omhyggeligt. Det betyder ikke, at der ikke sker fejl (f.eks. kan en præst eller kordegn glemme at indføre en ændring), men generelt kan man tro på kirkebogens faktuelle oplysninger,. I hvert fald når det gælder den person eller de personer som er døbt, konfirmeret, viet eller døde.

Inspiration til at arbejde videre med kirkebøger

Kirkebøgerne frem til og med 1960 kan findes på Rigsarkivets onlinetjeneste, Arkivalieronline, under kirkebøger.  Man kan starte med at vælge amt (men behøver det ikke) og dernæst  - under "Arkiv" - sogn.

Sønderjylland blev efter det danske nederlag i 1864 tysk. Det fik også betydning i forvaltningen. F.eks. blev det tyske personregister indført i Sønderjylland i 1874. Personregistret er en ikke-kirkelig registrering af fødsler, vielser og dødsfald. Ordningen fortsatte også efter genforeningen i 1920.

Indhold, anvendelse og troværdighed

Personregistrene kan som kirkebøger og folketællinger bruges til at beskrive enkeltpersoner og befolkningen generelt.

Som kirkebøgerne er personregistrene troværdige i deres oplysninger om enkeltpersoner. Men selvfølgelig kan også en personregisterfører lave fejl.

Inspiration til at arbejde videre med personregistre

De fleste personregistre kan findes Rigsarkivets onlinetjeneste, Arkivalieronline, under  Personregistre, Sønderjylland. Man kan starte med at vælge amt (men behøver det ikke) og dernæst "Arkiv" (sognets navn).

Først i 1851 blev det tilladt at indgå borgerlige ægteskaber i Danmark. Før kunne man med nogle få undtagelser kun blive gift i kirken. Eller man kunne lade være med at blive gift. Frem til 1922 var det desuden kun personer, der af den ene eller anden grund var forhindret i at blive gift i Folkekirken, som kunne blive borgerligt viet. Fra 1922 blev denne mulighed åbnet for alle. Hvor det før 1922 havde været politimesteren, der kunne vie folk borgerligt, var det efter 1922 borgmesteren i byerne og sognefogeden på landet.

Kildens indhold

De borgerlige vielser blev fra 1922 indført i ægteskabsbøger. Her skrev man navn, fødested og –dato og bopæl for bruden og gommen, og to vidner skrev under på, at vielsen var blevet gennemført. Til sidst skrev den person, der havde foretaget vielsen, under.

Kildens anvendelighed

Ægteskabsbogens oplysninger fortæller en del om det par, der bliver gift. Man kan derfor blive klogere på lige netop disse mennesker, hvis man finder deres vielse i kilden. Men man kan også bruge ægteskabsbøgerne til for eksempel at lave undersøgelse af, om det var nogle særlige mennesker, der valgte at blive borgerligt viet. Var det folk fra bunden af samfundet, som ikke havde råd til en kirkelig vielse, var det folk, der var blevet skilt eller tilhørte særlige trossamfund, eller var det veluddannede mennesker, som ikke troede på Gud?

Oplysningerne i en ægteskabsbog har retsgyldighed ligesom kirkebogen. Betragtningerne om troværdighed gælder derfor også ægteskabsbogen.

Inspiration til at arbejde videre med ægteskabsbøger

Mange ægteskabsbøger frem til og med 1960 findes på Rigsarkivets onlinetjeneste, Arkivalieronline, under Borgerlige vielser.